Den absurde ulighedsdiskussion

S og SF er normalt meget fokuserede på, om uligheden stiger eller falder en smule i verdens mest lige land. Finansministeriet har i et notat beregnet, at S og SF´s forslag om 12 minutters ekstra-arbejde øger uligheden. Normalt medfører sådanne beregninger, at Mette Frederiksen og Villy Søvndal går på TV-skærmen og beklager den voksende forskel mellem rig og fattig. Men ikke denne gang. Det minder faktisk lidt om den gang Nyrup var statsminister. En periode, hvor uligheden steg relativt meget. Og hvor S og SF ikke talte så meget om øget ulighed. Den stigende ulighed skyldtes jo, at det gik godt i 90erne med bl.a. stigende boligpriser (bl.a. stimuleret af flekslån og reduceret lejeværdi af egen bolig, dvs. lavere boligskat) og aktiekurser. De rige blev rigere, men hvad gjorde det, når beskæftigelsen voksede og de fattige ikke blev fattigere. Sådan var ræsonnementet hos navnlig S (altså i 90erne). Forhåbentlig varsler de ny takter en mere balanceret debat om uligheden de kommende år fra S og SF’s side.

Når S og SFs forslag om ekstra-arbejde øger uligheden, er det ikke fordi nogen bliver fattigere i kroner øre. Nej, det skyldes bare, at S og SF siger, at overførselsindkomsterne ikke skal sættes op, når (og hvis!) arbejdstiden øges med 2,7 pct. (når den ugentlige arbejdstid øges med 1 time ud over de nuværende 37 timer). Normalt følger folkepensionen og kontanthjælpen med de private lønstigninger op. Men ikke i S og SF-paradigmet. Hvis S og SF ikke holder overførslerne nede, så giver deres forslag nemlig ikke 15 mia.kr., men alene 10-11 mia.kr. Den nye konservative leder Lars Barfoed har været inde på lignende overvejelser, nemlig at en række overførselsindkomster ikke skal følge lønudviklingen (typisk knap 4 pct.), men i stedet prisinflationen (2 pct.). Disse overvejelser er der et stort potentiale i. I dag har vi over 1,8 millioner personer på overførselsindkomst og de koster i alt godt 300 mia.kr. (1/3 af udgiftsbudgettet på ca. 1000 mia.kr.)

Forhåbentlig er Villy Søvndals og Mette Frederiksens tavshed et udtryk for, at S og SF fremover i mindre grad problematiserer, når uligheden stiger. Meget ofte skyldes stigende ulighed (målt ved den såkaldte gini-koefficient), at der sker konjunkturmæssige stigninger i bolig- og aktiekurser. Det burde jo ikke være et problem, hvis det går godt i dansk økonomi. Herudover er Danmark jo som nævnt det land i verden med mindst ulighed. Ulighedsdebatten har i den grad hæmmet reformdagsordenen gennem VK-årene. Det er klart, at hvis vi skal have danskerne til at arbejde mere, så vil reformforslagene typisk trække i retning af øget ulighed, fordi lavere marginalskat og lavere overførselsindkomst vil trække uligheden en smule op. Men det behøver ikke være et problem, eftersom flere kommer i arbejde. Og det er det egentlige mål. Ikke at uligheden stiger (en lille smule). Og så skal danskerne huske, at selv efter kraftige reformer vil vi kæmpe med Sverige om at være verdens mest lige land. Jeg tror egentlig danskerne er ligeglade med, om vi er nr. 1, 2 eller 3 i konkurrencen om at være verdens mest lige land. Det afgørende er, om vi har vækst i økonomien og i beskæftigelsen