EU-skat på dagsordenen

Et forslag om nye egne indtægter for EU er på trapperne fra Kommissionen. Det er ikke til at vide på forhånd, hvad der vil blive foreslået, men en ny form for EU-moms og energiskatter er stærke kandidater. Det bliver en vanskelig debat. På forhånd kan man vente meldinger fra alle sider om, at man ikke vil have EU-skat og slet ikke flere skatter.

Hvorfor så tage debatten? Jo, EU har jo allerede i dag egne indtægter, men i et system, der er ugennemskueligt og urimeligt. Alle EU-landes finansministre og statsledere tænker det, som Margaret Thatcher sagde, da hun fik rabat på det britiske bidrag: "I want my money back". Forhandlingerne om EU´s budget er uendeligt svære, og systemet har udviklet sig mere og mere kompliceret med rabat på rabatterne og særlige tilskud til nogle lande. Det er en studehandel mellem statscheferne, når der forhandles om den syvårige ramme for EU's årlige budget. Sidste gang var i 2005, hvor Tony Blair var forhandlingsleder. Han fandt hele processen så ubærlig, at hans afsluttende kommentar var: "Næste gang slår vi hinanden ihjel".

Debatten om nye egne indtægter har derfor blandt andet til formål at bringe EU ud af den uhensigtsmæssige situation med alle rabatterne, og finde et fair og gennemskueligt system for indtægter til EU.

Er det så en ny skatteskrue? Nej det kan det ikke blive. For der går ikke en eneste Euro i indtægt til EU, uden at det er godkendt af EU-landenes regeringer. Ifølge Lissabon-traktaten fastsættes EU’s egne indtægter af Rådet med enstemmighed og efter høring af Parlamentet. Det er altså i praksis EU-landenes finansministre eller statsledere, der bestemmer ”EU-skatten”, og et enkelt land kan blokere. Så al tale om en fremtidig EU-skatteskrue er uden mening.

Men der går hårdnakkede rygter om at UK, Tyskland og Frankrig har lavet en uformel aftale om at frede udgifterne til landbrugspolitikken mod at bevare den britiske rabat. Jeg håber så sandelig, at rygterne er usande. For det er ikke den vej, vi skal. Danmark betaler nemlig alt for meget til dette komplicerede system. Vi bidrager med godt 1 mia. kr. årligt til den britiske rabat, og oveni det kommer effekten af andre landes rabatter.

Det er blandt andet nedbringelse af landbrugstilskuddene over de senere ti år og stigningen i midler til udvikling af de nye medlemslande, som har fordyret den danske EU-regning. I 2009 var Danmark faktisk pr. indbygger den tredjestørste nettobidragsyder til EU. Næsten et hvilket som helst andet system ville være bedre og mere rimeligt, set ud fra en dansk synsvinkel. Så vi bør være fortalere for et nyt system.

Frygten for at EU sluger alle medlemslandenes penge, spænder ben for snakken om egne indtægter. Men faktum er, at EU's budget stiger langsommere end de nationale budgetter. De seneste 10 år er udgifterne på de nationale budgetter steget med 60 pct. mens EU’s budget er steget med 35 pct. Dette til trods for, at EU med udvidelsen i 2004 med 12 nye og fattige lande fik flere opgaver. Opgaver som blev finansieret gennem reduktionen af landbrugsstøtten og besparelser på administrationen.

Det er værd at huske på nu, hvor der skal spares på de nationale budgetter. Alle er klar over, at EU-budgettet ikke kan få vokseværk i et sådant spareklima, men når der nu er problemer på de nationale budgetter, skyldes det ikke det lille EU-budget på 1 pct. af bruttonationalproduktet.

Et nyt system til finansiering af EU vil skabe en mere ligelig fordeling af byrderne medlemslandene imellem. Forhåbentligt vil det også gøre Unionen bedre i stand til at løfte de mange vigtige opgaver, vi står overfor. Det være sig investeringer i transportinfrastruktur, bæredygtig energi samt forskning og uddannelse. Det vil være en kærkommen forandring fra i dag, hvor statslederne ofte fokuserer mere på at få penge hjem fra EU, frem for at fokusere på de projekter, der giver europæisk merværdi.