Jobløs vækstplan fra SF

I går offentliggjorde SF en vækstplan, der er karakteriseret ved, at den er jobløs. SF-planen lider af den grundlæggende vildfarelse, at politikere og embedsmænd kan udvælge fremtidens vinderindustrier og virksomheder. Det kan de ikke og derfor er der risiko for, at skatteydernes penge spildes på erhvervsstøtte. Herudover har SF helt skæve forventninger, når de tror, at deres vækstplan vil skabe 75.000 jobs. Faktum er, at der i bedste fald ikke skabes job. I værste fald nedlægges, der jobs som følge af planen. SF kan reducere erhvervsstøtte et sted i økonomien og øge erhvervsstøtten et andet sted i økonomien. Men det er altså et nulsumspil, der ikke giver flere jobs. Hvis man skal øge beskæftigelsen med 75.000 personer frem mod 2020, så skal man øge arbejdsudbuddet med 75.000 personer gennem arbejdsmarkedsreformer eller lavere marginalskat. Og her er der ingen forslag fra SF. Tværtimod vil deres forslag om højere skatter for over 30 mia.kr. reducere arbejdsudbuddet, ligesom det vil svække rammebetingelserne for erhvervslivet. Medtager man partiets planer om at forøge dagpengeperioden og afskaffelse af starthjælpen, vil det reducere beskæftigelsen med over 13.000 personer. Dvs. færre jobs og ikke flere jobs.

Herudover vil SF ændre på den offentlige indkøbspolitik. I stedet for at vælge de billigste varer, skal politikerne i stedet udvælge nogle produkttyper med stort innovationspotentiale mv. Bag de flotte ord gemmer sig den konsekvens, at vi får dårligere offentlig service i bl.a. ældreplejen og på hospitalerne. Det sker, når det offentlige ikke længere går efter den laveste pris ved indkøb. Hvis vareindkøbet bliver dyrere for det offentlige, så kan der leveres en dårligere service til borgerne. I argumentationen for forslaget om ikke at købe ind til den billigste pris, har SF fremført, at de ikke vil købe ”hyldevarer i Kina”. I stedet skal man gå efter innovationspotentiale. Det vil jo i praksis betyde danske varer. Det lugter lidt af protektionisme.

Endvidere vil SF bruge renteindtægterne fra bankpakkerne til finansiering af lån til virksomheder, der ikke kan få lån i private banker. Her risikerer vi, at staten kommer til at holde gang i ineffektive virksomheder og en mulig konkursregning kommer skatteyderne til at betale for. Årsagen er igen den samme. Politikere og embedsfolk kan ikke udvælge virksomheder, der er kreditværdige. Hvis de kunne det, var de ikke politikere og embedsmænd, men succesrige bankdirektører. Med SFs forslag risikerer man at få en statslig Roskilde Bank, der samler på dårlige virksomhedslån.

Den hårde kendsgerning er, at hvis vi skal have gang i dansk erhvervsliv, så handler det bl.a. om at sænke skattetrykket, herunder selskabsskatten og marginalskatten, ligesom vi skal øge arbejdsudbuddet gennem reformer. Det kunne være en afvikling af efterlønnen, en forhøjelse af pensionsalderen og en yderligere reduktion i dagpengeperioden fra 2 til 1 år. Endelig skal vi have færre markedsforvridende reguleringer og færre administrative byrder for dansk erhvervsliv.