Når CSR reduceres til Bambi på isen

I et indlæg i Business d. 10. januar gør Anne Lise Mortensen sig bemærket med en kritik af mit syn på CSR under den famøse overskrift ” Grænser for vrøvl”. Indlægget indeholder ud over en række udokumenterede påstande en række angreb på min person, som jeg har valgt her ikke at forholde mig til bl.a. at jeg burde parkeres på efterløn.

Jeg vælger at tolke disse personlige angreb, som udtryk for en desperat selverkendelse af, at Anne Lise Mortensens levebrød som konsulent kan være truet, da markedet for varm luft, bl.a. som følge af finanskrisen, heldigvis er ved at tørre ud.

Lad mig slå fast, at virksomhederne naturligvis skal overholde landets love og regler til punkt og prikke. Dette indebærer at virksomhederne skal behandle sine interessenter med respekt, herunder medarbejderne, da tilfredse ansatte klart er til gavn for bundlinjen.

Men kæden hopper af, når Anne Lise Mortensen som en anden religøs genfødt prædiker, at virksomhederne ikke bare skal opføre sig anstændigt og overholde landets love og regler, men nu også skal forkynde og rapportere det store samfundsansvar.

Problemet er blot, at der ikke er nogen sanktion fra nogen som helst, hvis virksomheden ikke lever op til sine forkromede principper om samfundsansvar. Det er med andre ord ”cheap talk”.

Som direktør for et lille konsulentfirma, der suger ressourcer ud af danske virksomheder v, er det ikke overraskende, at Anne Lise Mortensen går ind for mere regulering. Årsagen er ganske simpel den, at en række konsulentfirmaer baserer en stor del af deres indkomst på at ”hjælpe” virksomhederne med at forholde sig til den stadig større syndflod af love og anbefalinger, som rammer danske virksomheder.

Problemet er dog, at alle disse administrative byrder i mange tilfælde er uden effekt. Et klassisk eksempel er den amerikanske energivirksomhed ENRON, som for knap 10 år siden gik ned, som den største konkurs i USAs virksomhedshistorie. Baggrunden var, at topledelsen i ENRON var dybt korrupt og groft havde manipuleret regnskaberne.

Men på papiret fremstod firmaet som en ren duks med fine principper på glittet papir om selskabsledelse og ENRON havde endda formuleret sine egne principper for menneskerettigheder. Lige meget hjalp det, da korthuset faldt sammen og de ansatte i CSR afdelingen måtte skynde sig at finde en ny arbejdsgiver.

I kølvandet på ENRON skandalen blev der indført et hav af nye relger og kontroller, men som finanskrisen har bevidst, var alle disse administrative byrder bl.a. om interne kontroller virkningsløse.

Anne Lise Mortensens modstand mod sprøjtemidler er sympatisk, men ufattelig naiv. Som en anden frelst bambi påstår hun, at ”Det er vel almen viden idag, at jo mere vi forgifter jorden, desto mere ødelægges de biologiske systemer, der er nødvendige for en frugtbar jord.” Lad lige sætningen stå, man ser for sig englene synge.

Faktum er, at størstedelen af disse midler, hverken forgifter mennesker eller miljø. De forsøger derimod at hjælpe med at opnå det størst mulige udbytte af afgrøderne. Alternativet er, at millioner af børn i den tredje verden må sulte, hvis de ikke som landbruget i den vestlige verden, også må kunne effektivisere deres landbrug. Naturligvis skal disse midler skal være genstand for en kritisk kontrol fra myndighedernes side, således at stofferne ikke anretter skade på mennesker eller økosystemet.

Men Anne Lise Mortensens frelste holdning, er mere udtryk for tro frem for viden, i sådan en grad at den må gøre enhver halallhippie grøn af misundelse.

Anne Lise Mortensen demonstrerer med al tydelighed, at hun på ægte Bambi maner, lader følelserne kamme over og ikke sagligt forholder sig til de mange dilemmaer, som knytter sig til virksomhedernes samfundsansvar. Men der hvor jeg kommer fra, afhænger det ikke af hvad man siger, men hvad man gør.