Tabu om Euro-obligationer må brydes

Hverken Kommissionen eller Rådet har villet diskutere det, men det er kommet på dagsordenen alligevel; Spørgsmålet om der skal etableres et fælles og likvidt marked for Euro-obligationer. Vel at mærke ikke bare obligationer til finansiering af infrastruktur, som vi kender det fra Den Europæiske Investeringsbank. Men obligationer til at finansiere budgetunderskud, som foreslået af Eurogruppens formand Jean-Claude Juncker og ledende økonomer. Ideen bakkes op af et flertal i Europa-Parlamentet, men lande som Tyskland er stopklods.

Det er ellers en vigtig og meget spændende diskussion. Euro-obligationerne vil nemlig kunne afhjælpe de frosne gældsmarkeder, som under krisen har gjort det vanskeligt og dyrt for en række EU-lande at refinansiere deres gæld.

Således er 2011 startet med fornyet pres på Euroen. Og det er tydeligt, at ad hoc løsninger må afløses af noget mere varigt og overbevisende.

I maj 2010 etablerede EU lånegarantier, som har givet Grækenland og Irland et pusterum og sikkerhed for refinansiering af gælden. Men der er flere lande i rækken af udsatte europæiske økonomier. Portugal bliver nok den næste, der skal stilles garanti for, og dernæst følger Spanien måske. Det er en stor mundfuld. For er de nuværende garantier overhoved store nok til at dække den spanske statsgæld?

Krisemekanismen skal derfor nu gøres permanent og gælde efter 2013. EU-landene er blevet enige om en løsning, der også betyder en begrænset ændring af Lissabon-traktaten. Men er det så nok?

Sagen er vel, at i det nuværende klima er det bedre med for stærke end for svage tiltag. Derfor bør tabuet om Euro-obligationer, i form af de såkaldte Juncker-obligationer, brydes. Det kunne for alvor berolige de finansielle markeder, stoppe sag-til-sag styringen og indføre en samlet indsats.

Den tyske kansler Merkel har ikke haft en heldig hånd med at gå ud og markere, at der skal være en større risiko for den private sektor ved at finansiere de udsatte landes statsgæld. Dermed har hun fået sat bål og brand i markederne og sikret, at de renter, som forgældede lande skal betale, er steget til uhyrlige højder.

Nu bør hun erkende, at Euroens overlevelse vil kræve ægte solidaritet - ikke i form af at tyskerne betaler grækernes gæld - men i form af at tyskerne udlåner tilliden til tysk økonomi til at sikre de udsatte lande. Det kan gøres med et program for Euro-obligationer. Og det kan godt gøres således, at Tyskland fortsat har billigere lånevilkår end Grækenland og Spanien, men hvor renten for de gældsatte lande kommer i et mere rimeligt leje. Der er gode forslag på bordet. Tabuet må brydes. EU-landene må skabe en mere permanent løsning.