Den rette gældsmedicin er lavere udgifter

I en rapport fra den Europæiske Centralbank (ECB) fremgår det, at lavere offentlige udgifter virker effektivt, når den offentlige gæld skal nedbringes. Derimod er højere skatter mindre effektive til at rette op på de offentlige finanser. Undersøgelsen er relevant i Danmark, hvor vi har verdens højeste skattetryk og verdens højeste offentlige forbrug. Det er også relevant i forhold til, at der behov for at rette op på de offentlige finanser i Danmark de kommende år.

Det er egentlig logisk, at lavere offentlige udgifter er effektive til at rette op på offentlige ubalancer. Ubalancerne skyldes meget ofte, at regeringer ikke har styr på udgiftsudviklingen. Eksempelvis er det offentlige forbrug vokset dobbelt så kraftigt som budgetteret siden 2001 (svarende til et budgetskred på ca. 35 mia.kr.). Dette problem håndteres ved at reducere det offentlige forbrug og ved, at man får hold på budgetstyringen. Ubalancerne kan også skyldes velfærdsordninger, som vi ikke har råd til - f.eks. efterlønsordningen. Dette håndteres effektivt ved at fjerne de pågældende ordninger, herunder efterlønnen. Med ovenstående udgifts-tilgang får man fat i nældens rod og vi får en varig forbedring. Og samtidig vil opstramningen hjælpe med at understøtte det private forbrug og investeringer, fordi borgerne kan se, at der er vilje til at bringe de offentlige udgifter – og dermed underskuddet - under kontrol. Dermed reduceres nemlig risikoen for fremtidige skatteforhøjelser. Det var måske netop en medvirkende årsag til det kraftige opsving under Schlüter i midten af 80erne, selv om den borgerlige regering forinden i 1982 og 1983 strammede finanspolitikken.

Hvis man derimod prøver at løse et udgiftsproblem med højere skatter, så er det ikke særlig effektivt. Dels får man ikke reduceret udgifterne og den fremtidige udgiftsvækst. Dels forsvinder en del af det umiddelbare provenu ved skattestigninger. Det skyldes, at højere skat på forbrug, arbejde og kapital reducerer arbejdsudbud, produktivitet og velstand. Og dermed tabes noget af provenuet. Øges skatten på arbejde, så arbejdes der mindre. Sættes skatten op på forbrug, så reduceres arbejdsudbuddet (man arbejder jo ekstra for at kunne forbruge) og grænsehandlen øges. Øges skatten på kapital, så falder investeringerne, produktiviteten og velstanden. Og i takt med reduktionen i arbejdsudbuddet og velstanden, så falder skatteprovenuet. Med andre ord, hvis man vil håndtere et offentlige underskud med højere skat, så svarer det til at hente vand med en hullet spand. En del af vandet løber ud igen.

I det perspektiv undrer jeg mig over en kommentar til rapporten fra den normalt meget fornuftige overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. Whitta-Jacobsens konklusion er, at skattestoppet skal ophæves og at afgifterne skal hæves over tid. Vismændene har i deres vismandsrapport fra efteråret 2008 slået fast, at højere skat på forbrug reducerer arbejdsudbuddet. Specifikt findes, at når forbrugsskatterne hæves med 1,25 mia.kr., så reduceres arbejdsudbuddet med 400 personer. I det perspektiv må man undre sig over, at vismanden anbefaler, at man skal hæve afgifterne med 5½ mia.kr. Når øgede forbrugsskatter forvrider arbejdsudbuddet, er det fordi, man arbejder for at kunne forbruge. Hvis afgifterne øges, kan der købes færre varer for en ekstra arbejdstime (priserne i forretninger stiger jo). Og derfor reduceres arbejdsudbuddet ved afgiftsstigninger.

Den rette medicin for genopretning af de offentlige finanser er en nedbringelse af det offentlige forbrug, der i dag ligger på danmarks-historiens højeste niveau på 28,8 pct. af BNP. F.eks. kunne andelen reduceres til 25,9 pct. af BNP, som var niveauet i 2001 (det sidste år med Nyrup). Herudover skal vi bl.a. have afskaffet efterlønsordningen. Det forbedrer de offentlige finanser med 16 mia.kr. og øger beskæftigelsen med 90.000 personer.

Rapporten hedder ” Major public debt reductions lessons from the past, lessons for the future” og er udgivet af ECB