Ansvarsglidning fra direktion til bestyrelse

Det har hidtil været kutymen, at ledelsen i danske finansielle virksomheder har været delt klart mellem direktionen og bestyrelsen. Direktionen foretog den daglige ledelse af virksomheden, mens bestyrelsens opgaver primært har drejet sig om at kontrollere direktionen, udforme strategien og sikre et forsvarligt kapitalberedskab.
Finanstilsynet lægger imidlertid op til et opgør med denne linje.

Baggrunden for indførelsen af de nye regler har været nogle spektakulære bankskandaler, hvor bestyrelserne fuldstændigt svigtede deres kontrol med en nogle stærke direktører. Tilsynet har været under politisk pres for at gøre noget og være mere handlekraftig, af hvilket sidstnævnte til fulde har lykkes. Med den nye bekendtgørelse tager tilsynet dog et mindre opgør med den danske ledelsestradition.

Helt konkret lægger de nye regler op til, at der skal udarbejdes årlige risikovurderinger, omfattende alle typer af risici, der skal føres til protokols. Denne risikovurdering skal indeholde relevante beredskabsplaner og politikker for alle risici, som bestyrelsen skal give direktionen retningslinjer omkring.

Bestyrelsen skal ligeledes vurdere virksomhedens risikoprofil, hvilket i teorien er fint, men i praksis umuligt for store finansielle virksomheder, der udbyder en bred pallet af finansielle tjenesteydelser og produkter.

Med bekendtgørelsen bevæger man sig for finansielle virksomheder væk fra en ansvarsfordeling, hvor bestyrelsen står for den overordnede ledelse og det strategiske, mens direktionen står for den daglige drift.

Der er en risiko for, at de finansielle virksomheder, som i al hast er i gang med at implementere de nye bestemmelser kommer til at opleve, at bestyrelserne fremover vil opleve, at de pålægges store byrder, herunder især i form af stærkt øgede rapporteringskrav. Heri ligger en klar ansvarsglidning, ikke fordi direktionen går fri, men fordi bestyrelsen skal tage stilling til og dermed får ansvar for langt flere detaljer.

Bestyrelserne vil som følge heraf naturligt blive stillet til ansvar for et stadig større detailindblik, jo flere detailinformationer, den bliver præsenteret for. Dette kan medføre, at bestyrelsen vil kræve langt højere honorar eller at man vil få sværere ved at rekruttere gode erfarne bestyrelsesmedlemmer, da de i værste fald kan risikere, at skulle gå fra hus og hjem efter en erstatningssag.

Det vigtige er, at bestyrelsen formår at bevare overblikket. Der er ligeledes en risiko for, at bestyrelsen bliver såkaldt ”information overloaded” og dermed ikke kan opdage, hvilken information som er helt afgørende i mængden af ny information. Dette kan i værste fald misbruges af en stærk direktion, som ikke ønsker, at bestyrelsen skal blande sig for meget i direktionens arbejde.

Finanstilsynet forsikrer godt nok, at det stadigvæk er direktionen, som skal forestå den daglige ledelse af virksomheden. Men i realiteten er der tale om en form for ansvarsglidningen, som i værste fald kan medføre, at ingen rigtig påtager sig ansvaret, når det kommer til stykket.

Med det store nye antal opgaver bestyrelsen nu også skal varetage, er der således risiko for en uheldig ansvarsglidning. Omvendt betyder dette ikke, at ansvaret for det enkelte medlem af ledelsen bør lempes, men det er tvivlsomt, om de mange nye regler, er tilstrækkelige til at undgå fremtidige bankskandaler.