ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktieinvestering ER langsigtet

authorimage
BLOGS
Af: Jens Balle
22. oktober 2011
Meget tyder på at mange aktieinvestorer investerer meget kortsigtet. For nogen er aktiehandel næsten blevet en sport. Det er godt med en aktiekultur men denne kultur bør handle om lyst til at eje aktier og ikke lyst til at omsætte aktier. Undersøgelser viser samtidig at mange af disse investorer taber på denne omsætning.

Når folk hører hvad jeg laver, spørger de ofte hvilke aktier de skal købe i øjeblikket. Der er nemlig stor interesse for at finde den gode investering, der hurtigt kan give en stor gevinst. Disse investeringer findes sjældent, og hvis du møder nogen der siger de har et forslag til en sådan, er der god grund til at være forsigtig!

Samtidig har Finanstilsynet lige offentliggjort at alt for mange stod kontant i 2009 - et år, der faktisk var et godt aktieår! Hver syvende krone indsat på pensionskonto stod således kontant ultimo året - en stigning fra hver femte året før! Da mange pensionskroner er opsparing med lang tidshorisont er det en dårlig statistik.

Det indikerer at det måske er en lille gruppe der står for den store omsætning.

Høj omsætningshastighed
Data fra USA - og fra Danmark - indikerer en meget stor omsætningshastighed på børserne. Det vil sige at investorerne køber og sælger aktier ofte. Faktisk er den gennemsnitlige ejertid faldet betragteligt og har i dag et niveau, der ligner niveauet fra 1920'erne. Se evt. grafen her: http://kortlink.dk/handelsinvest/83ym

Andre analyser peger samtidig på at det typisk er mænd der står bag denne store omsætning. Og de tjener ikke på det!

Mange af disse investorer er aktive for at optimere afkastet. De jagter de to gyldne regler inden for investering (og al anden forretningsvirksomhed):

Regel nummer et: Køb billigt
Regel nummer to: Sælg dyrt
En øvelse det er uendeligt svært at udføre! Faktisk opnår man ofte det modsatte da psykologien spiller ind. Ofte når noget er billigt, er det fordi det er faldet i pris. Men når noget er faldet har vi en tendens til at tro at det vil falde yderligere (se evt. Mænd handler for meget hvor det beskrives at mange - især mænd - solgte aktier på bunden i marts 2009). Og når noget er steget har vi en tendens til at tro at det vil stige mere....

Aktier er en langsigtet investering
I et stigende marked føles det måske nemt at lave gevinster. Der er jo også "medvind på cykelstien" i en sådan situation. Men hvis man købte og beholdt ville man have fået det samme afkast - måske endda bedre, da man ikke har betalt omsætningsafgifter.

Efter mange år med investeringer har jeg også lært lektien. Som jeg tidligere har skrevet har jeg en simpel investeringsstrategi for min pensionsopsparing. Jeg har en lang tidshorisont og investerer derfor kun i aktier. Og jeg sælger aldrig - tværtimod køber jeg løbende nye i takt med mine indbetalinger.

Det har været en god strategi - og den er samtidig meget lidt tidskrævende! Og jeg holder også fast i den i urolige markeder som dem vi ser nu. Også på trods af diverse dommedagsprofetier vi ser i øjeblikket. For min strategi er langsigtet, og skal ikke påvirkes af kortsigtede gæt.
Profil
Jens Balle authorimage Jens Balle, 42 år, har mere end 20 års erfaring med de finansielle markeder fra både ind- og udland. Jens tiltrådte som direktør i Handelsinvest i 2007 og er desuden foredragsholder med udgangspunkt i investorpsykologi.
Tidligere bloggere på borsen.dk