ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Spirende milliardsektor og Klimarådet i opråb: En af de “vigtigste missioner” risikerer at blive et fejlskud

Brintvirksomheder og Klimarådet advarer om, at manglen på grøn strøm i fremtiden kan fjerne både forretningsmuligheder og klimagevinst for industrien, der producerer grønne brændstoffer til tung transport, skibe og fly

Når Jacob Krogsgaard, direktør i Everfuel, producerer grøn brint, bruger han strøm som sin vigtigste råvare. Men allerede nu spøger manglen på vedvarende energi i selskabets fremtidsplaner. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen
Når Jacob Krogsgaard, direktør i Everfuel, producerer grøn brint, bruger han strøm som sin vigtigste råvare. Men allerede nu spøger manglen på vedvarende energi i selskabets fremtidsplaner. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen Michael Drost-Hansen

Der skal bygges langt flere vindmøller og solcelleparker i Danmark, end regeringen har planlagt. Ellers kommer den danske produktion af grønne brændstoffer aldrig ud af starthullet, de danske klimamål kan i sidste ende rykke uden for rækkevidde, og en spirende milliardsektor tynges i knæ.

Sådan advarer flere virksomheder og Klimarådet, der er regeringens kontrolapparat for klimapolitikken. I sin statusrapport 2022, der er offentliggjort fredag formiddag, sætter rådet skarpt fokus på netop et fremtidigt underskud af vedvarende strøm.

Det samme gør Everfuel, der producerer grøn brint ved hjælp af netop vedvarende energi. Selskabet vil fra slutningen af i år levere 8 ton brint dagligt fra et nybygget anlæg i Fredericia.

“Hvis man vil fjerne fossil energi, skal man jo erstatte den med noget. Det er enormt vigtigt, at udbygningen af vedvarende energiproduktion kommer til at ske langt hurtigere, end den gør i dag,” siger Jacob Krogsgaard, stifter og direktør i Everfuel.

Bæredygtig
Dan Jørgensen skruer op for forventning til power-to-x og flere teknologier: Eksperter tvivler på realismen

Hvis der ikke er grøn strøm i elnettet til produktionen, står Jacob Krogsgaard og andre producenter af elektricitetsbaserede brændstoffer med kun to muligheder. Enten kan de slukke anlæggene, eller de kan bruge den sorte strøm.

Ved første mulighed bliver udbuddet af grønne brændstoffer bremset. Ved den anden mulighed bliver de usælgelige.

Det vurderer energiudvikleren European Energy, der både arbejder med fremstilling af grøn brint og med at videreforarbejde brinten til flydende brændstof som e-metanol.

Hvis vi ikke har nok,
er der risiko for, at vi øger de globale udledninger

Peter Møllgaard, formand,
Klimarådet

Prisen på især e-metanol er fortsat notorisk høj og bliver kun modsvaret af dokumenteret lavere klimabelastning.

“Hvis vi fjerner det grønne fra produktionen af e-metanol, vil det ikke give forretningsmæssig logik at producere det,” skriver Emil Vikjær-Andresen, chef for power-to-x i European Energy, i et svar til Børsen.

Langsom udbygning

Det er ikke nyt, at Danmark arbejder sig hen mod stor mangel på strøm fra vedvarende energi. Myndigheder, brancheorganisationer og private virksomheder ser det efterhånden som en kendsgerning.

Men konsekvensen er tydelig, hvis man tager et blik på regeringens klimamålsætninger. Grønne brændstoffer kan ifølge Klimaprogrammet 2021 potentielt spare Danmark for op mod 9 mio. ton CO2-udledning i 2030 – størstedelen af de manglende reduktioner for indfrielsen af klimamålene. Men med de nuværende udsigter kommer det næppe til at ske, advarer Klimarådet.

Hvis vi fjerner det grønne fra produktionen af e-metanol, vil det ikke give forretningsmæssig logik at producere det

Emil Vikjær-Andresen, chef for power-to-x, European Energy

Faktisk kan de grønne brændstoffer blive mere klimabelastende end benzin og diesel – i hvert fald teoretisk set.

“Manglen på grøn strøm er alvorlig. Og hvis vi ikke har nok, er der risiko for, at vi øger de globale udledninger, fordi der er store energitab forbundet med processerne til at lave de grønne brændstoffer. Hvis det ender med at være sort strøm, der bruges i processen, bliver energien udnyttet ineffektivt,” fortæller Peter Møllgaard, formand i Klimarådet.

Peter Møllgaard, Everfuel og European Energy taler om teknologierne under navnet power-to-x (ptx), der på få år er gået fra en relativt ukendt sektor til en grøn darling, der tiltrækker milliardinvesteringer på stribe i Danmark og udlandet.

Bæredygtig
Tre forslag skal sikre dansk milliardmarked i kølvandet på ny køreplan for power-to-x
20180423-120145-L_35Mb.jpg

Strøm fra vindmøller, solceller, vandkraft og selv Jordens varme kan forvandles til brint og flydende brændstoffer, der kan hældes i lastbiler, skibe og fly. Brancher, der ikke umiddelbart kan elektrificeres direkte, hvilket ellers ville være den klimamæssigt bedste løsning, ifølge størstedelen af landets eksperter på området.

Det store tab

Energitabet ved at omdanne strøm til brint er op mod 40 pct., vurderer DTU. Skal brinten videreforarbejdes til flydende brændstof, er energitabet igen i samme størrelsesorden. Der skal altså bruges enorme mængder grøn strøm, hvis regeringen skal nå sin målsætning om en ptx-kapacitet på 4-6 GW i 2030.

9

mio. ton CO2 er det tekniske reduktionspotentiale for ptx frem mod 2030

“Selv uden power-to-x er det vores anbefaling, at man udbygger hurtigere med vedvarende energi, end der er på tegnebrættet. Hvis man så kigger på ptx, er regeringens målsætning en fin sigtelinje, forudsat at det modsvares af udbygningen af grøn strøm,” siger Peter Møllgaard.

Så en teknologi, der er tillagt et af de største klimapotentialer, står lige nu til at kunne blive en klimabelastning?

“Ja, i hvert fald indtil man kan sikre den tilstrækkelige udbygning, er der risiko for, at det øger udledningerne mere, end det reducerer dem,” siger han og tilføjer, at det ikke kun er selve strømproduktionen, der står til at blive en flaskehals.

“Strømmen skal også på land og kobles på elnettet, der for nuværende kræver udbygning for at kunne håndtere så store mængder energi. Alt det må man gøre parallelt. Ellers risikerer vi at forstærke problemet i 2030, og det ville være meget uheldigt.”

Bæredygtig
Klimaminister om udviklingen af grønt brændsel til tung transport og industri: “En af de vigtigste missioner”

“Meget presserende”

Udfordringen med at sikre nok grøn strøm finder man langt fra kun i Danmark.

I sidste uge vedtog EU en samlet strategi for udbygningen af havvind, hvor både politikere og vindkæmper som Ørsted og Vestas blotlagde en række tunge forhindringer, der bringer målsætningerne i fare.

I øjeblikket tager det alt for lang tid at få godkendt nye havvindparker, lød det bl.a. Det er altså særligt de politiske rammer, der mangler at komme på plads, og det haster mere end nogensinde, lyder det også fra Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling.

“Det er meget presserende, en meget stor udfordring, og den er ikke blevet mindre i løbet af de sidste dages hændelser i Ukraine,” siger han med henvisning til Ruslands krig med landet, der allerede på få dage har fået i forvejen høje energipriser til at skyde i vejret over hele Europa.

Forsiden lige nu