Atlanterhavet. Østersøen. Nordsøen først og fremmest. Europas kystnære have har helt særlige forudsætninger for at høste vindens kraft til elektricitet.
Nu sætter Europa-Parlamentet også to streger under havvindens afgørende rolle for EU's mål om klimaneutralitet. Den nuværende kapacitet på 15 GW skal som minimum 20-dobles til 300 GW inden 2050 og firedobles i 2030, vedtog politikerne i sidste uge.
Tæller man Storbritanniens potentiale med, bør der kunne udvides til 380 GW kapacitet i de tre førnævnte farvande, mener Wind Europe, Europas største brancheorganisation for vindsektoren.
Men lovgivningen for vindindustrien modsvarer langt fra de politiske ambitioner, fortæller flere aktører. Det går simpelthen for langsomt med at få vindmøllerne i havet.
“Målet er absolut realistisk, men vi er udfordret i Europa. Problemerne, vi står foran, er internationale mere end nationale. Og de handler i høj grad om politiske rammer,” siger Rasmus Errboe, Ørsteds regionsdirektør for Kontinentaleuropa.
Ifølge ham er den største forhindring alt for langsomme og ukoordinerede tilladelses- og godkendelsesprocedurer. De betyder, at udviklingen af ny havvind i gennemsnit tager 11 år at gennemføre, vurderer Wind Europe. Holder det stik, bliver det særlig svært at nå 2030-målet.
Vestas deler bekymringen for, at EU's plan allerede skrider.
“Det er ikke et spørgsmål om teknologi. Heller ikke om at finde arbejdskraft eller finansiering. Vi mener, der er brug for en ny masterplan i forhold til at planlægge, hvor al den nye havvind skal stå,” siger Kresten Ørnbjerg, chef for public affairs.
Hvordan det skal lade sig gøre, vender vi tilbage til.
For selve materialerne bliver også en udfordring for vindmøllerne. De står som en afgørende brik i den grønne omstilling, hvor appetitten på vedvarende strøm nærmest synes umættelig: Den skal bruges i alt fra biler, fly, industri til boliger. Samtidig peger myndigheders fremskrivninger på, at vi af samme grund bevæger os mod en eftertrykkelig mangel.
I Danmark har både eksperter, brancheforeninger og investorer for længst råbt vagt i gevær.
I det store billede skal et sted mellem 31.500 til 42.200 havvindmøller bygges, hvis de samlede europæiske målsætninger på 380 GW havvind, inklusive Storbritannien, skal indfries.
mia. kr. kræver det i investeringer, hvis EU's mål for havvind i 2050 skal blive realitet
Med andre ord skal der hentes ufatteligt mange ressourcer op af jorden for at komme underskuddet af grøn strøm til livs.
Ser man bort fra nichemineraler og sjældne grundstoffer, tegner der sig allerede en ny virkelighed i vindmølleproducenternes værdikæde.
Den danske virksomhed Baettr, der bl.a. producerer stålkomponenter til vindmøllers styrehuse, mærker det helt tæt på.
Læs også:
I 2020 leverede selskabet et overskud på 238 mio. kr., men ifølge adm. direktør Peter Pallishøj står halvdelen af bundlinjen i år til at blive barberet væk. Alene på grund af højere priser på råjern.
“Det er jo en kæmpeudfordring. Meget af det hænger sammen med logistikproblemer og udfordringer i værdikæden, der er forårsaget af coronapandemien. Men vi forudser, at priserne fortsat er så høje i det kommende års tid i hvert fald,” fortæller han.
Råvarepriser, maritim planlægning og international koordination får ikke kun effekt på udbygningen over havoverfladen. Ifølge EU kræver selve nettet af kabler, der skal transportere havvindmøllernes strøm, de største investeringer.
“Tiderne er forbi, hvor hvert enkelt land skal planlægge sin energipolitik på egen hånd
Morten Helveg
Petersen, MEP, Radikale
Nærmere bestemt to tredjedele af de samlede 6000 mia. kr., som udbygningen frem mod 2050 ventes at koste.
Målsætningerne kræver naturligt nye forudsætninger for elnettet, fortæller Stine Grenaa Jensen, vicedirektør i Energinet. Et statsejet selskab, der ejer og driver infrastruktur for el.
“Der skal langt større mængder strøm ind i systemet, og man skal have gjort det på nye måder. Det er f.eks. sådan, vi tænker i arbejdet med hybridprojekter som energiøerne,” siger hun.
Læs også:
Hybridprojekter er havvindparker, der leverer strøm til flere lande som den planlagte danske energiø i Nordsøen. I udgangspunktet udnytter projekterne havbunden mere effektivt med billigere energi og et mere robust elsystem til følge.
“Men man skal ikke bygge 10 GW havvind og så føre al strømmen ind på land i Danmark. Så bliver det en for dyr løsning. Man skal i stedet forbinde havvinden direkte med flere markeder som f.eks. Tyskland,” forklarer hun.
Det bringer os tilbage til spørgsmålet om samarbejdet mellem EU-lande og politiske rammer. Der mangler nemlig klar regulering ved etablering af hybridprojekterne, fortæller Rasmus Errboe fra Ørsted.
“Hybridprojekterne er vejen frem,
hvis vi skal nå i mål. Så lad os komme i gangRasmus Errboe,
regionsdirektør, Ørsted
“Man har ikke klare retningslinjer for, hvordan landene imellem fordeler omkostninger og indtægter ved hybridprojekter. Det er en stor stopklods for udviklingen af fælles vindprojekter i EU,” siger han og tilføjer:
“Udviklere og industrien siger klart, at hybridprojekterne er vejen frem, hvis vi skal nå i mål. Så lad os komme i gang med at finde rammer, der passer til ambitionerne.”
Læs også:
Rasmus Errboe og Kresten Ørnbjerg fra Vestas peger desuden begge på processen Maritime Spatial Planning som centralt argument. Det er kort fortalt arbejdet, hvor man sikrer, at en havvindpark kan bygges uden at gå alvorligt i karambolage med biodiversitet, fiskeri, militærterræn eller kommerciel sejlads.
“I dag planlægger man fra projekt til projekt, og det tager lang tid. I stedet bør man sætte sig ned og se, hvor stort areal vi skal bruge for at nå i mål i 2050. Derfra kan man så udtage nogle større territorier, hvor der kan ligge flere havvindparker og få dem godkendt,” forklarer Ørsteds regionsdirektør.
Brancheorganisationen Wind Europe vurderer, at kun 2,8 pct. af EU's samlede havareal skal optages af havvindmøller, hvis EU og Storbritannien skal udbygge kapaciteten til 380 GW i 2050.
Det er ca. et år og tre måneder siden, at EU-Kommissionen kom med sit udkast til den europæiske havvindstrategi. Den er siden blevet revideret og forhandlet af parlamentet. Den blev officielt vedtaget Medlemslandene er nået til enighed om at stræbe efter Kommissionens udmeldte ambitioner på 300 GW i 2050. Dertil kommer en række politiske forslag, der skal bane vejen derhen.
tirsdag 15. februar.
Men møllerne skal i realiteten koncentreres relativt tæt på kysterne, hvor andre interesser også stortrives.
Derfor kræver arbejdet et hidtil uset samarbejde mellem EU's lande. Det fortæller Morten Helveg Petersen, europaparlamentsmedlem (R). Han har stået i spidsen for forhandlingerne mellem medlemslandene i EU's havvindstrategi. De skal nu blive enige om lovgivning, der sikrer, at målet bliver realitet.
“Tiderne er forbi, hvor hvert enkelt land skal planlægge sin energipolitik på egen hånd. Vi har sindssygt travlt med at finde et fælles ståsted og acceptere det areal, der skal bruges på havvind. Det skal hverken gå ud over natur eller miljø, men det nytter ikke noget, at du stikker en spade i jorden, og så kommer der 27 klager fra alle sider,” siger han.
Strategien kommer derfor med flere konkrete forslag til at gøre godkendelsesprocessen for havvind hurtigere.
Fokus på hurtigere godkendelse og flere hybridprojekter er vigtig, vurderer professor Charlotte Bay Hasager, der sidder ved DTU i Risø. I mere end 20 år har hun beskæftiget sig med at få den maksimale energi ud af havvind i storskala.
“Det handler ikke kun om vindmøller. Der er en meget stor kæde og følgeindustri, der skal med, når man planlægger havvind
Charlotte Bay Hasager, professor, DTU
For hende at se bliver pejlemærket om 300 GW havvind centralt for at få udbygningen op i tempo.
“Det handler ikke kun om vindmøller. Der er en meget stor kæde og følgeindustri, der skal med, når man planlægger havvind," siger hun og peger på underleverandører som havne og servicevirksomheder.
"De får en større sikkerhed for fremtiden, der allerede er ved at udvikle sig til et kapløb landene imellem.”
Her har nogle lande som Danmark en fordel med store arealer med lav havbund, som er billigere at udvikle havvind på. Mange steder i Europa er havbunden imidlertid dybere, og derfor skyder omkostningerne i vejret.
“Nogle steder må man vente på, at prisen på flydende havvindmøller kommer ned. Så selve vindteknologien kan altså også være en flaskehals,” siger Charlotte Bay Hasager.
