Grøn brint, der produceres med strøm fra vindmøller og solceller, er udset til at være en helt afgørende byggesten i den grønne omstilling af nogle af de store og klimatunge sektorer som stålproduktion, shipping og luftfart.
Teknologien kaldes også power-to-x og er blevet kaldt et nyt væksteventyr, nøglen i den grønne omstilling og en “gamechanger” – for både virksomheder og for klimamålene. Men udviklingen er langtfra gået så hurtigt, som flere aktører havde håbet for bare få år siden.
“Brint har været talt meget op i de sidste år som svensknøglen, der kunne løse alle problemer
Philip Christiani, partner, CIP
Selv om flere energiudviklere har lanceret planer om det ene storstilede projekt efter det andet, er det i Europa og Danmark kun en meget lille del, der er opført eller er i gang med at blive det.
Hos energikæmpen Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) mener partner Philip Christiani fortsat, at brint og power-to-x har en vigtig rolle at spille. Men forventningerne til markedsvæksten er noget mere afdæmpede end tidligere:
“Brint har været talt meget op i de sidste år som svensknøglen, der kunne løse alle problemer. Realiteten er – det kan vi se i vores tal og i de diskussioner, vi har – at det her pendul er måske ved at svinge ind mod midten igen,” siger han og fortæller, at en anden realisme har indfundet sig i markedet.
Ifølge Marie Münster, professor i energisystemanalyse ved DTU, lader markedet for brint vente på sig efter en årrække med store armbevægelser og annonceringer.
“Jeg synes, at hype er et okay ord. Alle var vilde efter at få og bygge power-to-x-anlæg.”
Professoren er slet ikke i tvivl om, at teknologien har en vigtig rolle at spille i den grønne omstilling. Især i sektorer, som er meget svære eller umulige at omstille på anden vis. Det kommer formentligt bare først for alvor til at ske på den anden side af 2030:
“Vi har brug for at få opskaleret de her power-to-x-anlæg, for vi ved ikke, hvordan vi ellers skal klare os uden fossile brændsler i 2050. Så vi ved, at vi i 2040-2050 får brug for dem i stor skala – og mange af dem. Men nu og her kan vi i hovedtræk godt klare os uden dem i forhold til vores klimamål,” siger hun og henviser til de danske klimamål for 2030.
En tilsvarende udvikling vil også gøre sig gældende på EU-niveau, hvor der dog er et større behov for at bruge brint direkte i industrien – eksempelvis i Tyskland. Derfor haster opskaleringen i EU lidt mere, end den gør i Danmark, vurderer hun.
Ifølge det Internationale Energiagentur (IEA) har markedet for grøn brint fået et “realitetstjek”. Kun få af de annoncerede projekter globalt og i Europa ventes at være i drift i 2028, lød det i en rapport fra januar, hvor forventningerne blev nedjusteret.
IEA vurderer ifølge Reuters, at implementeringen har været holdt tilbage af usikre forventninger til efterspørgslen og manglende klarhed om rammevilkår, regulering og brintinfrastruktur. Samtidig har højere omkostninger og problemer i forsyningskæden tynget.
“Jeg tror ikke, at der vil være et marked for dem alle nu og her
Marie Münster, professor, DTU
Philip Christiani arbejder for CIP’s såkaldte Energy Transition-fond, der primært beskæftiger sig med brint og power-to-x. I august 2022 rejste selskabet ca. 22 mia. kr. til fonden fra 65 institutionelle investorer. Men også her er det gået langsommere end ventet.
En stribe store projekter er planlagt, men indtil videre har CIP ikke truffet én eneste endelig investeringsbeslutning for et brint- eller power-to-x-projekt. Men det kan snart ændre sig.
I forrige uge sikrede CIP sig milliardstøtte til to projekter i Spanien og Portugal i det første udbud gennem EU’s såkaldte brintbank, der har tildelt projekterne 3,5 mia. kr. ud af en samlet pulje på 5,4 mia. kr. Det er den største tildeling til brintprojekter nogensinde i Europa.
“Det er projekter, som vi regner med at kunne tage en endelig investeringsbeslutning for,” siger Søren Toftgaard, der også er partner i CIP’s Energy Transition-fond.
Han mener, at støtten til industrien er afgørende, fordi der i dag er et gab mellem, hvor dyrt det er at producere grøn brint – der er en hel del dyrere end de fossile alternativer – og hvor meget aftagerne er villige til at betale.
“Derfor har vi haft brug for det,” siger han og fortæller, at pengene svarer til mellem en sjettedel og en ottendedel af de samlede, forventede anlægsinvesteringer for de to projekter. Det forventer han er nok, til at de kan give fornuftige afkast:
“Det regner vi med, men der er stadigvæk en masse udvikling, der udestår i de her projekter,” siger Søren Toftgaard, der venter, at projekterne vil være klar til at blive bygget i løbet af de kommende år.
Ifølge CIP kan den samlede tildeling være et vigtigt skridt på vejen mod det måske første store brintgennembrud for ikke bare den danske kapitalforvalter, men potentielt set også for Europa.
“Der har været meget snak om de her projekter, og der har været mange pressemeddelelser og Powerpoints. Jeg tror, at det (gennembruddet, red.) kræver, at der er nogle store projekter – og ikke bare demoprojekter – der rent faktisk når byggefasen i Europa. Vi håber, at det kan trække flere andre projekter med sig,” siger Søren Toftgaard.
Uanset er tidslinjen skredet for flere projekter. Også i Danmark, hvor bl.a. Ørsted, Everfuel, H2 Energy, Arcadia Energy og CIP har måttet melde om forsinkelser.
Indtil nu er det også kun en brøkdel – under 2 pct. – af den annoncerede elektrolysekapacitet i Danmark, der er truffet en endelig investeringsbeslutning for, viser data fra Brintbranchen. Det skyldes bl.a. også, at de største af projekter først ventes at skulle opføres sidst i dette årti.
Her erkender adm. direktør Tejs Laustsen Jensen, at udviklingen er gået en hel del langsommere, end man havde forudset. Det skyldes bl.a. en kombination af, at den nødvendige regulering var længe undervejs, og at verdensøkonomien og renteniveauet har ændret sig drastisk de seneste år, mener han:
“Konkurrencen er øget globalt set, og det har også udfordret Europas førerposition,” siger han og henviser til, at bl.a. USA har lanceret massive støtteordninger til power-to-x.
“Når det er sagt, så er udviklingen særligt det sidste halve år faktisk begyndt at ændre sig lidt. Nu begynder der at blive truffet endelige investeringsbeslutninger, og i takt med at nogle af de ting, der har skabt forsinkelser, begynder at blive ryddet af banen, kan toget begynde at bevæge sig fremad – om end det måske stadig ikke er oppe i den ekspresfart, vi havde troet og håbet på i 2020,” siger han.
Ifølge Marie Münster, der også er medlem af Klimarådet, er markedet i dag heller ikke klar til at aftage brint og de grønnere brændsler i stor stil. Det gælder også i Danmark, hvor planerne især handler om at eksportere den grønne brint:
“Der er masser af planer om power-to-x-anlæg i Danmark, men jeg tror ikke, at der vil være et marked for dem alle nu og her. Det er jo også det, der er problemet,” siger hun og betegner det som en “hønen eller ægget”-diskussion.
“Der skal være et vist marked, før man kan etablere storskalaproduktion, men der skal også være en storskalaproduktion, før man kan etablere ny infrastruktur og servicere et større marked.”
I Danmark er CIP også løbet ind i forsinkelser med det såkaldte Høst-projekt i Esbjerg, der skulle være i fuld drift i 2026, men nu har fået rykket sin tidslinje til 2028/29. Ifølge CIP skyldes det en mangel på grøn strøm til anlægget frem for de øvrige udfordringer, der har ramt industrien.
De dæmpede forventninger kan også aflæses i en ny analyse, som EA Energianalyse har lavet for CIP. Ifølge analysen vil efterspørgslen efter brint i Europa være 9 mio. ton pr. år i 2030.
Det er kun en spids mere end den nuværende efterspørgsel efter brint, som dog i dag hovedsageligt produceres af fossile brændsler. Det er også en hel del lavere end EU’s forventninger om 20 mio. ton i 2030.
“Men det betyder, at der bliver en stor vækst mellem 2030 og 2050,” siger Philip Christiani.
Ifølge analysen ventes efterspørgslen at være 27 mio. ton pr. år i 2040, mens efterspørgslen vil vokse til 53 mio. ton årligt i 2050, hvor det estimeres, at europæiske projekter kan dække 60-80 pct. af efterspørgslen. Resten skal importeres.
Har I også selv været for optimistiske tidligere?
“Nej, det synes jeg faktisk ikke. Selv om vi siger, at vi kun tror på et meget mindre tal, så er det stadigvæk et gigantisk tal for industrien at levere på. Det er stadigvæk en monumental opgave at få løst brintleverancerne til det, der ligger foran os,” siger Philip Christiani.
CIP forventer særligt, at grøn brint og power-to-x skal spille en afgørende rolle i at omstille shippingindustrien, stålproduktionen og kemiindustrien. Her er alternativerne nemlig få eller ingen.
Omvendt ser kapitalforvalteren ikke et egentligt marked for f.eks. brintbiler, brintfærger eller brintlastbiler. Her giver elektrificeringen bedre mening, fordi der sker et betragteligt energitab, når strøm omdannes til brint, lyder det.
“Konkurrencen er øget globalt set, og det har også udfordret Europas førerposition
Tejs Laustsen Jensen, adm. direktør, Brintbranchen
Ifølge Marie Münster fra DTU viser udviklingen de seneste år også, at omstillingen i højere grad kan klares med strøm end først antaget. Det kan lægge en dæmper på, hvor mange sektorer der kommer til at bruge brint i omstillingen til grøn energi. Det vil primært være i de industrier, hvor der ikke er et egentligt alternativ.
“Der bliver mere og mere, vi kan klare med el. Mantraet er jo groft sagt, at først sparer vi på energien, så bruger vi strøm, hvor vi kan, og der, hvor vi ikke kan, kigger vi på brint,” siger hun.
Hvis markedet for alvor skal tage fart, er der brug for bl.a. en brintinfrastruktur i Europa og for mere støtte til at få endnu flere store projekter i gang og markedet bygget op, mener CIP:
“Lige meget hvordan man vender og drejer det, så er den her løsning – særligt der, hvor vi er i industrien lige nu – bare dyrere, end folk er vant til,” siger Philip Christiani og henviser til, at de fossile alternativer er og vil være billigere end de grønne molekyler.
“Derfor er støtte en nødvendighed for at bridge (udjævne, red.) lidt af det gab, der er mellem det, som folk er vant til at betale, og det, de kommer til at betale i fremtiden,” fortsætter han og tilføjer, at prisforskellen på længere sigt afhænger af niveauet af CO2-afgifter.
Hvis der er så stort et gab, hvorfor så overhovedet satse på brint?
“Jamen, det kan man også sige; at vi skal lade være med at gøre det. Så kommer vi bare ikke i mål med dekarboniseringen,” siger Philip Christiani.
Trods forsinkelserne og de mere afdæmpede forventninger til markedsvæksten afviser CIP, at selskabet har måttet skrue ned for sine afkastforventninger til projekterne i Energy Transition-fonden.
“Nej. Det har vi ikke,” siger Søren Toftgaard og fortsætter: “Og vi har stadigvæk fuld opbakning fra vores investorer.”
