Den danske drøm om at blive storleverandør af grøn brint til Tyskland blev et øjeblik rystet, da den tyske forfatningsdomstol for et par uger sidenfastfrøs en klimafondmed 447 mia. kr. til den grønne omstilling.
Men de danske brintaktører kan ånde lettet op, for den tyske budgetkrise vil ikke have indflydelse på den hovedinfrastruktur, der allerede er aftalt i den tyske brintstrategi, siger Philipp Steinberg, der er afdelingschef for bl.a. energisikkerhed i det tyske erhvervs- og klimaministerium.
“Brintinfrastrukturen er privatfinansieret gennem brugerbetaling, så staten vil muligvis skulle træde til i 2055 eller måske lidt tidligere, hvis brugerbetalingen viser sig ikke at slå til. Men i så fald kun med småbeløb, så den nuværende budgetkrise vil ikke have nogen betydning,” siger han.
“Den nuværende budgetkrise vil ikke have nogen betydning
Philipp Steinberg, afdelingschef for energisikkerhed, det tyske erhvervs- og klimaministerium
Brint – og navnligt den grønne slags, der er fremstillet med vedvarende energi – ses som en vigtig energikilde til dekarbonisering af tung industri og alternative brændstoffer. Vores naboland mod syd er netop kendetegnet ved stor – og CO2-tung – industri.
Som led i den grønne omstilling har Tyskland derfor valgt at tildele nogle af de største virksomheder en statsstøtte, for at de hurtigere kan omstille fra kul og naturgas til el og brint.
En virksomhed som Thyssenkrupp producerer 12 mio. ton stål om året og udleder i den sammenhæng 20 mio. ton CO2 om året – eller ca. 3 pct. af hele Tysklands udledning. Virksomheden har fået bevilget en statsstøtte på godt 16 mia. kr. til at omstille produktionen, og de midler er aftalt og dermed sikret, siger Philipp Steinberg.
“Vi bliver nødt til at genoverveje nogle af finansieringerne i fremtiden, men alt, hvad der allerede er blevet bevilget, vil ikke blive berørt,” siger han.
Hvis Thyssenkrupps udledning skal skæres ned til nul ton inden 2050, sådan som målet er jævnfør Tysklands nationale strategi, kræver det en enorm mængde brint. Nærmere bestemt 720.000 ton brint om året, hvilket ville svare til 247 mio. ladninger, hvis det skulle transporteres på lastbil.
Det er et marked, kommende danske brintproducenter gerne vil have fingre i. Og med danske planer om dels at etablere et landbaseret brintrør gennem Jylland ned til den tyske grænse, dels en udbygning af vedvarende energi, kan den danske brint blive ekstra attraktiv for de tyske aftagere, fordi den er helt grøn.
“Danmark kommer til at levere grøn brint, så det ville være selvmål, hvis de ikke sørger for at få etableret en forbindelse,” siger Rasmus Bach Nielsen, der er talsperson for og bestyrelsesmedlem i H2 Energy Esbjerg, som er i gang med at etablere en brintfabrik i Esbjerg, som får en kapacitet på 90.000 ton grøn brint om året.
Stig Aagaard, der er seniorrådgiver på den danske ambassade i Tyskland, er ikke nervøs for den tyske side af brintforbindelsen, selvom en budgetkrise giver usikkerhed om finansiering af den grønne omstilling syd for grænsen.
“Der er sikkert potentielle kunder til de danske brintproducenter, der ikke har fået tilsagn fra den tyske stat, men jeg tror, man vil finde en løsning for de største spillere, fordi det er så vigtigt for Tysklands grønne omstilling,” siger han.
Ud over en brintstrategi, der blev vedtaget i 2020, arbejder Tyskland også på en kraftværksstrategi, hvor brint også skal skifte naturgas ud frem mod 2035, siger Stig Aagaard.
Som udgangspunkt vil Tyskland have behov for 90-130 TWh energi fra brint i 2030, men hvis kraftværkerne skal skifte kul ud med gas og senere brint i 2035, vil vores naboer have et behov på 40 TWh alene på kraftværkerne, og så kan det godt være, 130 TWh er for lavt sat, siger han.
“Det er muligvis noget af det, klimafonden skulle have dækket. Men det er meget svært at se nogle alternativer til brint – og at der skulle være andre nævneværdige leverandører af grøn brint end Danmark på kort sigt,” siger han.
“Hvordan markedet ser ud midt i 2030’erne, er en anden sag, men hvis vi allerede har lagt rør og indgået aftaler da, vil vi stå i en gunstig situation,” siger Stig Aagaard.
Hvis han skal smide et hår i suppen, kan der ifølge seniorrådgiveren være en risiko i spørgsmålet om, hvorvidt Tysklands energiintensive industri vil være konkurrencedygtig på sigt.
Efter pandemienoverførte den tyske regering 60 mia. ubrugte euro (ca. 447 mia. kr.)
fra coronahjælp til en klimafond, der skulle bidrage til den grønne omstilling i Tyskland. Men det strider mod den ‘gældsbremse’, landet har, som forhindrer, at budgettet overskrides med mere end 0,35 pct. Det første formål, covid-19, var ekstraordinært og ikke en overtrædelse af gældsbremsen. Men det gælder ikke klimafonden, har den tyske forfatningsdomstol slået fast.
Hvis ikke, kan det betyde, at virksomheder må dreje nøglen om eller lægge produktionen ud af Tyskland, og så bliver markedet mindre for en eventuel dansk eksport.
“Men det er så ufatteligt stort behov, tyskerne har, og med et yderligere behov fra kraftværker er det svært at se det som en risikoinvestering for danske brintproducenter,” siger han.
Børsen kunne for nyligt fortælle, at H2 Energy Esbjerg har indgået en forhåndsaftale med forsyningsselskabet Stadtwerke Flensburg, og Rasmus Bach Nielsen er enig med Stig Aagaard og kalder det “toppen af isbjerget” i forhold til efterspørgslen fra kraftværker.
“Derefter kommer raffinaderier også, så Danmark kan blive for brintmarkedet i Europa, hvad Opec-landene er for olie,” siger han.
