Hvem skal løbe risikoen ved at bygge et brintrør til 15 mia. kr.? Staten eller energibranchen?
Det spørgsmål har svævet i vinden, siden klimaminister Lars Aagaard (M) og den tyske klima- og økonomiminister Robert Habeck for et år siden lovede hinanden at forbinde det energihungrende Tyskland med det spirende grønne erhvervseventyr langs den jyske vestkyst, hvor en række virksomheder satser på at producere brint ved hjælp af de rigelige mængder vind fra Nordsøen.
Men i og med at der er tale om et nyt erhvervseventyr, er det selvfølgelig også usikkert, om det bliver til noget og hvor meget. Derfor risikerer man i princippet at stå med et milliarddyrt brintrør, som ikke bliver brugt tilstrækkeligt. Eller måske står man med et brintrør, der i virkeligheden er for lille.
Men nu melder staten sig klar til at tage “en del af risikoen og skyde statslig kapital ind”. Men kun, hvis virksomheder i branchen på forhånd vil forpligte sig til årligt at købe mindst 1,4 gigawatt brintkapacitet ud af rørets samlede kapacitet på 3 GW. Altså 44 pct.
Det fremgår afen aftale,som Lars Aagaard har indgået med Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet, og som er præsenteret fredag morgen.
“Brintinfrastrukturens etablering vil kræve store investeringer, som er forbundet med stor risiko,” konstaterer partierne i aftalen.
Den kommer efter, at der hen over de seneste måneder har udspillet sig en nervekrig med regeringen på den ene side og energibranchen på den anden side:
Regeringen har presset på for, at virksomhederne på forhånd skulle forpligte sig til at betale for brug af rørledningen. Mens branchen på den anden side har advaret om, at det var alt for meget at forlange, at virksomheder skulle binde sig økonomisk – med risiko for bøder – før de anede, i hvor høj grad de ville få brug for røret.
Det afhænger nemlig i høj grad af et andet storstilet energiprojekt: Udbuddet af tre gigantiske havvindmølleparker i Nordsøen. Her er der givet mulighed for, at selskaberne kan opføre flere vindmøller end påkrævet for den danske elproduktion. Såkaldt overplantning. Den overskydende strøm kan bruges til at producere grøn brint. Som så kan sælges til udlandet. F.eks. gennem et brintrør.
Men udbuddene er ikke afgjort endnu. Så virksomhederne ved ikke, hvem der vinder dem. Og hvem der altså i sidste ende får brug for brintrøret. Det er den stillingskrig, man skal have øje for, for at forstå striden om, hvem der påtager sig risikoen ved at bygge brintrøret: staten eller virksomhederne.
Ifølge professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen, Aalborg Universitet, er der ikke tvivl om, hvem der løber den største risiko:
“Det gør staten. Man kræver ikke at få dækket alle omkostningerne ved brintinfrastrutkturen fra starten af, men beder aktørerne binde sig til at bruge en del af røret, inden man bygger det. Det er en ganske stor investering,” siger han.
Professoren mener, at politikerne burde overveje at øge kapaciteten i brintrøret.
“Det baserer jeg på min viden om det nuværende behov i Tyskland. Og om, hvordan fremtidens behov på brint helt generelt vil være, hvis vi skal for alvor have skibe, fly og landbruget til at bruge grøn brint,” siger han.
Desuden opfordrer han til at tænke sikkerhedsaspekter og risikoen for tekniske problemer ind fra start.
For selv om der findes masser af gasrørledninger i verden, så findes der ifølge Brian Vad Mathiesen kun få brintrør af den størrelse, Danmark har planer om at bygge.
Og brint er små molekyler, der er vanskeligere at håndtere end andre gasser, påpeger professoren.
“Man skal ikke betragte dette som slutningen af kæden af beslutninger, men som en del af vejen hen til en investering. Ud over at der skal være aftaler med aftagere, skal der også være CO2-kilder til en del af brinten, mulighed for at købe store elektrolyseanlæg og for at etablere ny vindkapacitet i rette tid, samt muligvis også investeringer i lokale brintlagre,” siger han.
Rasmus Bach Nielsen er bestyrelsesmedlem i det schweiziske energiselskab H2 Energy, som står til at opføre et brintanlæg i Esbjerg til mindst 7,5 mia. kr. med en produktionskapacitet på 1 GW.
Han er med aftalen glad for at se, at der er en politisk vilje til at brintrøret skal bygges, og kalder aftalen “et skridt i den rigtige retning”.
“Vi forventer ikke, at det er muligt at stille garanti for de her 1,4 GW
Rasmus Bach Nielsen,
H2 Energy
Men dog udelukkende på grund af ét afgørende punkt i aftaleteksten.
Her står nemlig, at hvis det ikke er muligt for selskaberne at stille garanti for de 1,4 GW, så kan betingelserne frafalde, og Energinet skal da undersøge muligheder og konsekvenser ved at etablere brintrør trinvist med en mindre brugerforpligtelse i starten.
Det skal senest ske i tredje kvartal af 2024, og først da kan en endelig investeringsbeslutning træffes.
“Vi forventer ikke, at det er muligt at stille garanti for de her 1,4 GW, da flere aktører ville være tvunget til at lave investeringsbeslutning inden for en urealistisk kort tidshorisont. Så hvis ikke den her klausul var indskrevet, så ville udbygningen af dansk brintøkonomi være urealistisk inden 2030,” siger Rasmus Bach Nielsen.
