Danske smv'er eksporterer årligt for mere end 670 mia. kr., og står dermed for 57 pct. af den samlede eksport. Men i en tid, hvor mange virksomheder mærker den internationale ordrestrøm tørre ind, har kun få smv'er den nødvendige viden om de muligheder, der findes for at få hjælp til eksport. Det fastslår regeringens og erhvervslivets Genstartteam for smv'eri en ny rapport.
Derfor har vi på Børsen Pro Selvstændig opdateret vores guide til eksporthjælp, hvor du kan få overblik over, hvordan din virksomhed kan få hjælp fra Udenrigsministeriet, EKF, Erhvervshusene og Danish Export Association.
Klik dig videre via links, undersøg, hvad dit firma kan få gavn af.
1: Trade Council/Udenrigsministeriet
– Billig rådgivning, taskforce og overblik over hjælpepakker på eksportmarkeder
Hvad tilbyder de?
Grundet coronakrisen har Trade Council, der hører under Udenrigsministeriet, en række særlige tiltag, der skal støtte eksportvirksomheder og som er udledt af deneksport- og investeringspakke, regeringen vedtog 18. april.
Alle tiltag er samlet på hjemmesideneksporthjælp.nu, hvor du som virksomhed kan danne dig et overblik over, hvad du skal bruge.
Her er et udpluk af, hvad du kan få hjælp til på hjemmesiden:
Situationsrapporter fra de vigtigste eksportmarkeder, inkl. overblik over hjælpepakker
Trade Council sørger for en løbende opdatering af rapporter om markedssituationen på Danmarks 26 vigtigste eksportmarkeder. Denne opdatering omfatter:
– En overvågning af Covid-19-situationen
– En orientering om genåbningsplaner på det pågældende marked
– Overblik over markedsmuligheder, f.eks. hvorvidt landet lægger op til en bæredygtig genstart
– Orientering om statslige hjælpepakker. Disse kan skabe muligheder for både lokale virksomheder og for de virksomheder, der eksporterer til det pågældende land. Eksporterer du f.eks. til Tyskland, kan det godt betale sig at du sætter dig ind i den tyske regerings hjælpepakker for at se, om dit tyske datterselskab f.eks. kan søge om statshjælp.
Trade Council har samlet et overblik over hjælpepakker på 26 af de største danske eksportmarkeder.
Klik her for at se overblikket og finde dit/dine marked/markeder.
Over de kommende måneder vil situationsrapporterne blive justeret, så der bl.a. også vil være et fokus på forholdene for erhvervsrejsende.
Erhvervsrejser
Udenrigsministeriet står bag et “erhvervsrejsehold”, der skal se på, hvordan adgangen for erhvervsrejser til udvalgte lande kan lettes. Erhvervsrejseholdet skal også se på, hvordan der kan sikres klar og opdateret kommunikation om restriktioner og muligheder.
Klik her for at læse mere om erhvervsrejser.
Gratis corona-akut rådgivning på vores eksportmarkeder:
Som virksomhed kan du få op til 15 timers gratis rådgivning relateret til akut opståede problemstillinger, som er knyttet direkte til coronavirus-situationen.
Det kan være, at du har lokal produktion, der er gået i stå, eller at du har problemer med varer eller personer, som skal krydse en grænse. Eller støder du ind i uigennemsigtige, lokale regler, der gør livet svært for internationale virksomheder, kan du række ud efter hjælp.
Har du behov for rådgivning, der ikke er relateret til akutte Covid-10-problemstillinger, er der dels mulighed for op til 5 timers gratis eksportrådgivning og toldteknisk assistance pr. marked, dels nedsatte priser på rådgivning, der ligger ud over de fem første timer.
“Vi er til stede lokalt med eksportrådgivere på mere end 60 markeder over hele verden. De kender de lokale markedsforhold og har indsigt og netværk, som kan bringes i spil,” siger Erik Brøgger, direktør for Organisation og Borgerservice.
Overstiger dit rådgivningsbehov de 5 timer, kan du få rådgivning til de nye nedsatte takster beskrevet herunder:
Nedsatte priser på eksportrådgivning, bl.a. på de danske ambassader:
Timeprisen for alle virksomheder er reduceret fra 995 kr. til 500 kr.
Små og mellemstore virksomheder kan herudover få et tilskud på 50 pct., så timeprisen kommer ned på 250 kr. Kravene er, at du har maks. 250 ansatte og en årlig omsætning på maks. 375 mio. kr.
Udrykkerhold for genstart af eksporten for danske smv'er:
En taskforce bestående af fem medarbejdere fra Udenrigsministeriet skal hjælpe små og mellemstore virksomheder med eksporten – med særligt fokus på grønne og bæredygtige løsninger.
Teamet er forankret i København og samarbejdet tæt med erhvervshusene, hvor der allerede sidder ni repræsentanter for Trade Council. Det antal forøges med fem ekstra folk, som kan tale med virksomhederne og komme ud til dem.
Du kan vælge mellem videomøde eller fysisk møde, og emnerne kan spænde fra, hvordan det går på de forskellige markeder til, hvordan enkelte sektorer, klarer sig, f.eks. hvordan det går inden for fødevarebranchen eller bilindustrien i Tyskland.
Klik her for at se, hvordan du kan kontakte Global Response Team.
Eksportfremstød:
Blandt de øvrige coronatiltag forhøjes puljen til eksportfremstød i 2021, hvilket gør det muligt for flere virksomheder at deltage i fremstødene. Tilskudsprocenten er samtidig sat op fra i år, så 75 pct. af udgifterne kan nu dækkes mod tidligere 50 pct. Der gives også som noget nyt tilskud til digitale fremstød.
Derudover vil Trade Council løbende arrangere webinarer, som kommer ud via erhvervsorganisationerne. Webinarerne vil bl.a. fokusere på forskellige brancher og lande.
Klik her for at læse om alle corona-tiltagene på eksporthjælp.nu.
Du er også velkommen til at tage direkte kontakt til Trade Council med generelle spørgsmål til din eksport. Vær dog opmærksom på, at Trade Council samarbejder med erhvervshusene, og i nogle tilfælde kan det give bedre mening for dig at henvende dig til dit lokale erhvervshus.
Læs mere om erhvervshusene i næste afsnit.
Hvem er det for?
Trade Councils tilbud kan bruges af alle eksportvirksomheder, store som små, ligesom alle er velkommen til at tage kontakt til Trade Council med spørgsmål.
Skal du først til at gå i gang med eksport, eller er du uerfaren på området, er det dog bedre at henvende dig i dit lokale erhvervshus.
Der er ikke et krav om, at det skal stå særligt slemt til for din virksomhed, før du henvender dig, og Trade Council hjælper gerne med både det helt akutte og det mere langsigtede.
Nederst pådenne sideer en kontaktformular, hvor du kan indsende dit spørgsmål eller din udfordring.
2: Erhvervshusene
– Sparring, strategi og kontakt til de rette folk
Hvad tilbyder de?
Overordnet kan erhvervshusene hjælpe med tre ting:
1. Strategisk, uvildig og gratis sparring med en forretningsudvikler.
2. Hjælp til at lægge en konkret eksportplan for de kommende et til tre år
“Det kan være en eksportplan. F.eks. “Nu vil jeg gerne etablere mig i Sverige, hvad er de vigtigste ting at gå i gang med?” fortæller seniorforretningsudvikler ved Copenhagen Business Hub – Erhvervshus Hovedstaden, Henriette Kahré Freris.
3. Netværk.
Erhvervshusene har kontakt til både private konsulenter, offentlige aktører og andre virksomheder, der kan dele ud af deres erfaringer med eksempelvis eksport. Derudover har erhvervshusene overblik over, hvilken hjælp der findes i udlandet.
“Taler jeg f.eks. med en virksomhed, der gerne vil starte op i Tyskland og har brug for noget jura, så kender jeg en jurist, der har masser af god information på sin hjemmeside om kontrakter,” fortæller Henriette Kahré Feris.
Øvrige tilbud
Erhvervshusene har en række interne værktøjer, f.eks. tjeklister for barrierer ifm. eksport, en eksportplan og eksportbudget. Dette er ikke offentligt tilgængeligt, men bruges i vejledningen af virksomheder.
På erhvervshusenes hjemmesider kan du desuden finde virksomhedscases og blive inspireret af, hvordan andre har grebet eksport an. Se f.eks. disse:
(NB: under corona er Nohrlunds salg gået i stå. Derfor har virksomheden midlertidigt omstillet produktionen til at fremstille håndsprit).
Hvem kan henvende sig?
Alle virksomheder, der har brug for vejledning ifm. internationalisering.
“Det kan f.eks. være: Hvordan finder jeg en partner i Tyskland? Hvordan etablerer jeg mig i Sverige eller Vietnam? Hvordan får jeg udnyttet potentialet i e-handel? Mit salg er gået i stå på eksportmarkedet eller: Jeg sælger til en masse eksportmarkeder, men i virkeligheden er min omsætning ikke særligt høj – hvad gør jeg?” fortæller Henriette Kahré Freris.
Klik her for at få et overblik over erhvervshusene samt kontaktinfo.
EKF Danmarks Eksportkredit
– Hjælp til finansieringsløsninger, kaution og forsikring
Hvad tilbyder de:
Foruden de traditionelle finansieringsprodukter, som fortsat er på hylden, tilbyder EKF en række særskilte coronaprodukter:
Covid-19-likviditetskaution til smv'er
Produktet går ud på, at EKF laver en tabskaution over for banken på 80 pct. til lån virksomheder. Dvs. at EKF hæfter for en del af det tab, som banken risikerer at få. Dermed får du som virksomhed bedre mulighed for at låne penge til f.eks. at dække dine faste udgifter – selv om din omsætning er faldet grundet corona.
“Det er simpelthen for, at man kan få boostet sin likviditet under coronakrisen,” siger finansiel rådgiver i EKF Jørgen Bollesen.
Hvem kan bruge likviditetskautionen?
Kravet for at bruge Covid-19-lividitetskautionen er, at du har haft et omsætningsfald på 30 pct. i hele eller dele (minimum 14 dage) af perioden 1. marts 2020 til 31. december 2020 – i forhold til samme periode sidste år. Hvis du er en vækstvirksomhed og derfor måske har haft en lille eller ingen omsætning i 2019, men forventede stor vækst i 2020, tager EKF udgangspunkt i dine driftsbudgetter.
Det er desuden et krav, at eksportomsætningen udgør 10 pct. af din samlede omsætning i det seneste årsregnskab, at din virksomhed er kreditværdig og at din forretning foregår på en miljømæssig og social forsvarlig måde.
Forsikring af danske kreditforsikringsselskaber
Foruden likviditetskautionen kan EKF i 2020 genforsikre de danske kreditforsikringsselskaber på både indenlandsk samhandel og eksportordrer.
Det betyder, at kreditforsikringsselskaberne har en mindre risiko ved at kreditforsikre danske virksomheders samhandel i resten fa 2020. En kreditforsikring betyder, at du som virksomhed er dækket, hvis din kunde eller anden debitor ikke betaler det aftalte.
“Når du skal ud og kigge på kunderne, så sørg for at få en kreditforsikring på dem. Alt andet vil være tosset i disse tider,” råder Jørgen Bollesen. “Og hvis forsikringsselskaberne umiddelbart siger nej, så må man godt hviske dem i øret og sige: Vi har hørt noget om, at EKF faktisk har en genforsikringsaftale med jer.”
Hvem kan bruge kreditforsikringen?
Alle danske virksomheder
Klik her for at læse mere om EKF's coronaprodukter.
Jørgen Bollesen medvirkede i juni i Børsen Gazelle Podcast, hvor han talte eksport med chefredaktør Niels Lunde og konkurrencekommissær i EU, Margrethe Vestager.
Klik her for at høre afsnittet.
Du kan også finde afsnittet der, hvor du normalt hører podcasts, f.eks. Spotify.
SMV-garanti
Også EKF's SMV-garanti, der er blandt de faste produkter, kan være relevant at bruge netop nu. SMV-garantien kan hjælpe udenlandske købere til at lånefinansiere deres køb hos dig. Altså kan produktet være relevant, hvis din potentielle udenlandske kunde er trængt på likviditeten.
“Vi går ind og garanterer den danske bank, der låner penge til den udenlandske kunde, 100 pct., mens der er en selvrisiko på 10 pct. for den danske eksportør,” fortæller Jørgen Bollesen.
I denne artikel fra Børsen Pro Selvstændigs arkiv kan du læse mere om EKF's faste produkter til smv'er:
Mangler du rede penge til eksport? – sådan kan du få kredit
Du kan også læse mere om EKF's normale ydelser på organisationens hjemmeside under punktet 'vores ydelser'.Klik her.
Danish Export Association
– Netværk, webinarer og ingen rapporter på over tre sider
Hvad tilbyder de?
Danish Export Association er en nonprofit forening, medlemsejet og medlemsdrevet, der ruster danske B2B-virksomheder til vækst på internationale markeder ved at tilbyde netværk, vidensdeling og uddannelse.
Danish Export Association (tidligere eksportforeningen) er en privat, virksomhedsejet forening, der oprindeligt blev stiftet i 1965 af bl.a. Grundfos og Vestas, da virksomhederne skulle i gang med at eksportere. Foreningens formål er at være katalysator for, at eksportvirksomheder med de samme internationale kunder og udfordringer kan mødes og dele viden og derigennem vækste deres internationale salg. Har mere end 600 B2B-virksomheder blandt sine medlemmer. For at være medlem betales et kontingent på 8.500 årligt, og prisen er den samme uanset størrelse på virksomheden. Har hovedkontor i Silkeborg, lokalt kontor i København og internationalt kontor i Shanghai.
Formålet er også at pulje virksomhedernes ressourcer, f.eks. ved at fire virksomheder går sammen om at købe fra den samme leverandør og dermed får en lavere pris. Eller ved at én virksomhed deler sine erfaringer med at lave en produktvideo med andre medlemmer i stedet for, at de skal starte fra bunden.
“Det handler meget om at vi går sammen, lidt a la andelsbevægelsens tankegang. Så i stedet for at alle har en plov og en traktor, kan man deles om det kooperativt,” siger direktør for Danish Export Ulrik Dahl.
Under coronakrisen har Danish Export f.eks. haft fokus på at hjælpe medlemmerne med at få komponenter hjem fra udlandet, primært Kina.
“Så spurgte vi f.eks. “Hvem kan få noget luftfragt ud af Kina? Hvordan gør man det,” fortæller Ulrik Dahl.
Netværk og eksportfremstød
Foreningen har netværk på brancheniveau, f.eks. inden for 'marine', 'sundhed', 'fødevareprocesudstyr', 'bioenergi' m.v. Netværkene fokuserer udelukkende på B2B.
Der er også netværk inden for forskellige fagfelter, f.eks. et ledelsesforum med fokus på international afsætning og et om markedsføring inden for på B2B-salg.
Derudover arrangerer foreningen kollektive eksportfremstød og events, webinarer og udgiver korte, praktiske rapporter.
“Vi har fokus på hands-on viden og værktøjer og er ikke så meget til fine tykke rapporter, som alt for få får læst. Vi laver stort set ikke noget, der er over tre sider langt,” siger Ulrik Dahl.
Hvem kan bruge Danish Export?
For at tage del i alle Danish Exports tilbud og netværk, skal du være medlem. Det koster 8.500 kr. om året.
En række af foreningens ressourcer er dog gratis tilgængelige.
Vidensressourcer
På Danish Exports hjemmeside under fanen 'Viden' kan du f.eks. finde en række artikler.
Klik her for at se de gratis vidensressourcer.
En af ressourcerne er det såkaldte 'Eksportens dna', som kortlægger ingredienserne for succesfuld eksport. Eksportens dna bygger på forskning af professor ved Aarhus Universitet, Philipp Schröder.
Klik her for at se Eksportens dna.
Arrangementer
Under fanen 'Aktiviteter' kan du finde en række arrangementer, hvoraf flere også er gratis.
Klik her for at se aktiviteter i Eksportforeningen.
Foreningen arbejder lige nu med tre projekter, som har fået støtte fra initiativet Genstart nu, som Industriens Fond står bag. Projekterne har til formål at hjælpe danske eksportvirksomheder med at sælge nu og samtidig omstille sig til en ny digital virkelighed i fremtiden.
Projekterne er:
Columbus – datadrevet eksportindsats med fokus på at nå beslutningstagere digitalt
DANIAS – bygger bro mellem danskere bosiddende i udlandet og danske smv’er
Virtuelle møder i Tyskland – konkrete værktøjer og træning til virksomheder