Dommerforeningen har med en rapport for første gang sat tal på deres dagligdag. En dagligdag, der er præget af konsekvenserne af besparelser igennem en årrække. Her ligger en af hovedforklaringerne på domstolenes lange sagsbehandlingstid, lyder budskabet, der ikke mindst er rettet mod beslutningstagerne på Christiansborg.
Preben Bang Henriksen (V), formand for Folketingets retsudvalg, er da heller ikke døv over for dommernes anbefalinger af, at “der ansættes flere dommere, at dommerne får bedre bistand i form af flere kontorfunktionærer og flere dommerfuldmægtige, og at der stilles pålidelig og brugervenlig it og anden teknik til rådighed”.