Milliardindustri ruster sig til opgør med overproduktion af tøj

“Tekstilindustrien er fløjet helt under radaren, og uden at nogen har opdaget det, er det blevet den fjerdestørste klimasynder i EU,” siger Else Skjold, der er lektor og ph.d. på Det Kongelige Akademi og leder af et helt nyt forskningscenter for bæredygtig beklædning og tekstil.

Der er mange forklaringer på, hvorfor den milliardstore industri ikke har været i klimasøgelyset i samme grad som drivhustomater og rejser til New York. Nogle peger på, at det er en branche, der er meget lukket om sig selv som konsekvens af dårlige sager som kemikalier i indiske floder eller dårlige arbejdsforhold på fabrikker i tredjeverdenslande. Andre peger på, at det har været svært for klimaforkæmpere at sælge idéen om, at mere bæredygtigt tøj påvirker forbrugeren direkte på samme måde som fødevarer.

Else Skjold peger på endnu en forklaring:

“Det er traditionelt et blødt fag, som har med forfængelighed at gøre, og det ses ikke som så fint. Samtidig er det lavest i vores kunsthierarki, så mode betragtes simpelthen som dumt at beskæftige sig med forskningsmæssigt,” siger hun.

Ifølge Det Europæiske Miljøagentur blev der i 2020 udledt 121 mio. ton CO2 fra produktion og håndtering af tøj, sko og husholdningstekstil (som sengetøj og møbelstof)i EU. Det svarer til næsten det dobbelte af hele Danmarks CO2-aftryk samme år.

For at forstå hvordan aftrykket er blevet så højt, og hvordan især beklædningsindustrien fungerer, skal vi tilbage til slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, hvor der skete et skift. Al produktion blev outsourcet til lande med meget billig arbejdskraft, og trendbureauer begyndte at diktere kundernes behov ud fra tendenser og sæsoner i stedet for et behov om blot at holde sig varm og se smart ud. Og så begyndte møllen at spinne rigtigt hurtigt, for markedet skulle mættes med stadigt flere og billigere varer.

På 20 år er produktionen fordoblet, de seneste år er tekstilpriserne faldet med 30 pct., og andelen af syntetiske materialer som polyester steget med over 60 pct. for at gøre varerne endnu billigere. Og med billigere varer bruger vi tøjet i kortere tid, så affaldsmængden er samtidig fulgt med den opadgående kurve for forbruget.

Det største aftryk stammer fra fremstilling af materialer og fra selve produktionen. Især vandforbrug og afskovning er noget af det, der gør fremstilling af tekstiler miljøtung. For eksempel kræver det 600 liter vand at fremstille et enkelt kilo tøj.

Så det giver ingen mening at producere såkaldt fast fashion eller brug-og-smid-væk-tøj, når det koster så mange ressourcer at fremstille. Det mener dataanalytiker og medstifter af tænketanken Tekstilrevolutionen Markus Hatting.

“Nøglen til omstilling i branchen er derfor, at tøj skal være dyrere,” siger han og peger på det kinesiske koncept Shein, der ved hjælp af kunstig intelligens finder ud af, hvad der trender og kan sælge det online dagen efter meget billigt:

“Det er sindssygt, at det sker, når man ser på det miljømæssige aftryk.”

I Danmark er tøj og tekstil den fjerdemest sælgende eksportvare, men kun få virksomheder beskæftiger sig med fast fashion, der af brancheforeningen Dansk Mode & Textil (DM&T) beskrives som mange kollektioner, stor volumen og lave priser, som for eksempel spanske Zara, der arbejder meddropsaf nyt tøj, der rammer butikkerne hver eller hver anden uge.

I en rapport fra 2020 undersøgte DM&T statussen på bæredygtighed i 365 medlemsvirksomheder: 65 pct. svarede, at de havde stort eller meget stort fokus på bæredygtighed, mens 40 pct. indikerede, at covid-19 havde fået dem til at øge fokus på bæredygtighed. De vigtigste tre prioriteter for de danske mode- og tekstilvirksomheder i rapporten var bæredygtige materialer, produktcertificeringer og bæredygtighedsstrategi.

“For mange af virksomhederne handler det om certificeringer. Men jeg fornemmer også, at mange – måske halvdelen – er begyndt at designe til færre kollektioner med færre styles,” siger adm. direktør i DM&T Thomas Klausen.

Det bedste ville i hans optik være, at virksomhederne fik mindre af det, de kalder “tom omsætning”, som er alt det, der produceres for meget af:

“Covid-pandemien hjalp de her tanker på vej, fordi alle troede, alt ville blive normalt igen. Men vi kan se, at kollektionerne bliver færre og mindre. Det er nødvendigvis ikke det samme, som at der bliver solgt mindre tøj, men mange virksomheder er ved at se på værdikæderne, og hvis de kommer tom omsætning til livs, er de langt.”

“Men det er en supertanker, vi skal vende.”

Esben Licht, der er direktør og den anden grundlægger af tænketanken Tekstilrevolutionen, tolker status i branchen på en lidt anden måde.

“Det er ikke tekstilbrands spidskompetence at tænke i bæredygtighed, og de har fuldstændigt afkoblet produktionen, så de ender ofte med at klare bæredygtighed gennem nogle certifikater,” siger direktøren, der stiftede Tekstilrevolutionen sammen med Markus Hatting efter at have stået på Folkemødet på Bornholm i 2019 som de eneste med et oplæg om netop tekstilbranchen.

“Samtidigt sidder der måske en enkelt eller halvanden csr-medarbejder og skal navigere i hele systemet. Hvis man så har fokus på at få en enkelt certificering, kan en hel medarbejder nærmest bruge al sin tid på at vedligeholde den certificering. Så en af grundene, til at den grønne omstilling går langsomt i virksomhederne, er, at bæredygtighed ikke er forankret øverst oppe,” siger han og forklarer tilstanden med, at det har været en god forretning at kunne gøre, som man altid har gjort – “og dejligt, at der ikke har været for mange, der har kigget”.

Et andet billede, der viser status i branchen, kunne være en scene, fra da brancheorganisationen holdt sit årlige topmøde i oktober, hvor ca. 300 branchefolk var mødt op på hotellet Villa Copenhagen:

Første halvdel af dagen handlede om, hvordan en hastig grøn omstilling i branchen er helt afgørende. Anden halvdel af dagen handlede om, hvordan man nemt og billigere kan sælge gennem det sociale medie Snapchat.

Adm. direktør i DM&T Thomas Klausen kan godt se det umiddelbart komiske, men mener ikke, hele dagen kunne have været dedikeret til grøn omstilling.

“Vi har i dén grad intensiveret vores fokus på bæredygtighed, men vi følte ikke, vi havde hele branchen med, og derfor satte vi halvdelen af topmødet af til emnet. Men vi er nødt til også at tale om eksempelvis digitale salgskanaler, som også optager branchen,” forklarer Thomas Klausen.

For fem år siden fik han ørerne i maskinen for at sige, at de virksomheder, der fortsætter som nu, ikke vil blive ved med at være i branchen.

“Sådan er det ikke mere. De fleste er med på, at der skal ske noget, og alle nystartede brands starter på et helt andet fundament, hvor bæredygtighed er en del af deres dna. Så der vil nok være lige mange virksomheder fremover, men dem, der vil dø, er dem, der ikke er med på vognen,” siger han.

For at grave branchen ud af skyggen og ind i den grønne omstilling kræver det ifølge lektor Else Skjold, at virksomhederne igen får kontrol over værdikæden, så både kompetencer og data bliver tilgængelige for det nødvendige udviklingsarbejde.

“Det altoverskyggende problem er, at vi har alt for mange produkter, der giver for lidt værdi. Vi har smidt utroligt meget af vores viden om tekstil og tøj ud med badevandet, fordi vi har så billige produkter, at det ikke kan betale sig at have produktion lokalt. Hvis vi skal vende det, skal vi have mere produktudvikling, men det kommer til at betyde, at den enkelte vare bliver dyrere,” spår hun.

“

Det altoverskyggende problem er, at vi har alt for mange produkter, der giver for lidt værdi

Else Skjold, lektor og ph.d., Det Kongelige Akademi

Ifølge lektoren har branchen talt utroligt meget om bæredygtige produkter og materialer, men kulturændringen er ifølge hende udeblevet.

“Det er kun blevet værre og værre med en produktion, der er eskaleret, en affaldsmængde, der er vokset, og kvalitet, der er dalet.”

Derfor mener Else Skjold primært, at ændringerne skal komme gennem lovgivning og understreger, at der ikke er nogen forskere “ved deres fulde fem”, der vil foreslå, at vi skal afvikle vores økonomi.

“Men når vi har en sektor, der er så forurenende og så problematisk, som den er, kan det simpelthen ikke fortsætte. Branchen er nok delvist i benægtelse og delvist i erkendelse og står og vader lidt mellem det. Og det kan jeg godt forstå, men vi har ikke tid til at stå og pege fingre ad hinanden, så vi må sætte os sammen om bordet og finde ud af nogle løsninger,” opfordrer lektoren, der mener, at udgangspunktet og potentialet er godt i Danmark, fordi vi har flest små og mellemstore virksomheder.

“Det er dem, der er hurtigst til at omstille sig. I 90’erne var vi nogle af dem, der var hurtigst til at outsource produktionen, så vi kan jo være nogle af dem, der også er hurtigst til at gøre det modsatte, fordi vi er meget mere agile og har tradition for at dele viden,” siger hun og understreger, at hun som forsker på området aldrig har været så meget i dialog med branchens forskellige aktører som nu.