BØRSEN BÆREDYGTIG
1
Bæredygtig
Milliardindustri ruster sig til opgør med overproduktion af tøj
2
Bæredygtig
EU lægger “fast fashion” i graven
3
Bæredygtig
International moderådgiver: Nu skal I tage de svære skridt
4
Bæredygtig
Ganni-grundlægger: Jeg er blevet mindre masochistisk
5
Bæredygtig
Ved Viborg gør iværksætter tøjsortering til et forretningseventyr
Bæredygtig
Milliardindustri ruster sig til opgør med overproduktion af tøj

Tak fordi du læser med

Danske Bank og PwC er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor kan vi gøre alle vores artikler på Børsen Bæredygtig frit tilgængelige for alle læsere. Det er medvirkende til, at Børsen Bæredygtigs artikler bliver diskuteret vidt og bredt.

Danske Bank og PwC er også parterne på Børsen Bæredygtig, når vi går live og fremhæver en række af de mest spændende grønne projekter i danske virksomheder i Børsen Bæredygtig Cases.

Danske Bank og PwC har ingen indflydelse på indholdet eller andre redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig, der skabes af uafhængige og objektive journalister og i den samme høje kvalitet, som du kan finde i resten af Børsen.

Læs mere om partnerskab.

Tekstilbranchen er en supertanker, der skal vendes væk fra overproduktion, hyppige kollektioner og slagtilbud. For mens vi har haft øjnene rettet mod bøffer, bolig og biler, er tøjindustrien kun vokset og vokset i produktion og affald

“Tekstilindustrien er fløjet helt under radaren, og uden at nogen har opdaget det, er det blevet den fjerdestørste klimasynder i EU,” siger Else Skjold, der er lektor og ph.d. på Det Kongelige Akademi og leder af et helt nyt forskningscenter for bæredygtig beklædning og tekstil.

Der er mange forklaringer på, hvorfor den milliardstore industri ikke har været i klimasøgelyset i samme grad som drivhustomater og rejser til New York. Nogle peger på, at det er en branche, der er meget lukket om sig selv som konsekvens af dårlige sager som kemikalier i indiske floder eller dårlige arbejdsforhold på fabrikker i tredjeverdenslande. Andre peger på, at det har været svært for klimaforkæmpere at sælge idéen om, at mere bæredygtigt tøj påvirker forbrugeren direkte på samme måde som fødevarer.

Else Skjold peger på endnu en forklaring:

“Det er traditionelt et blødt fag, som har med forfængelighed at gøre, og det ses ikke som så fint. Samtidig er det lavest i vores kunsthierarki, så mode betragtes simpelthen som dumt at beskæftige sig med forskningsmæssigt,” siger hun.

I armslængde

Ifølge Det Europæiske Miljøagentur blev der i 2020 udledt 121 mio. ton CO2 fra produktion og håndtering af tøj, sko og husholdningstekstil (som sengetøj og møbelstof) i EU. Det svarer til næsten det dobbelte af hele Danmarks CO2-aftryk samme år.

For at forstå hvordan aftrykket er blevet så højt, og hvordan især beklædningsindustrien fungerer, skal vi tilbage til slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, hvor der skete et skift. Al produktion blev outsourcet til lande med meget billig arbejdskraft, og trendbureauer begyndte at diktere kundernes behov ud fra tendenser og sæsoner i stedet for et behov om blot at holde sig varm og se smart ud. Og så begyndte møllen at spinne rigtigt hurtigt, for markedet skulle mættes med stadigt flere og billigere varer.

På 20 år er produktionen fordoblet, de seneste år er tekstilpriserne faldet med 30 pct., og andelen af syntetiske materialer som polyester steget med over 60 pct. for at gøre varerne endnu billigere. Og med billigere varer bruger vi tøjet i kortere tid, så affaldsmængden er samtidig fulgt med den opadgående kurve for forbruget.

Det største aftryk stammer fra fremstilling af materialer og fra selve produktionen. Især vandforbrug og afskovning er noget af det, der gør fremstilling af tekstiler miljøtung. For eksempel kræver det 600 liter vand at fremstille et enkelt kilo tøj.

1,2 mia. ton CO2 udleder tekstilindustrien globalt. Det svarer til ca. 10 pct. af verdens drivhusgasserKilde: UNFCCC

Så det giver ingen mening at producere såkaldt fast fashion eller brug-og-smid-væk-tøj, når det koster så mange ressourcer at fremstille. Det mener dataanalytiker og medstifter af tænketanken Tekstilrevolutionen Markus Hatting.

“Nøglen til omstilling i branchen er derfor, at tøj skal være dyrere,” siger han og peger på det kinesiske koncept Shein, der ved hjælp af kunstig intelligens finder ud af, hvad der trender og kan sælge det online dagen efter meget billigt:

“Det er sindssygt, at det sker, når man ser på det miljømæssige aftryk.”

Af med tom omsætning

I Danmark er tøj og tekstil den fjerdemest sælgende eksportvare, men kun få virksomheder beskæftiger sig med fast fashion, der af brancheforeningen Dansk Mode & Textil (DM&T) beskrives som mange kollektioner, stor volumen og lave priser, som for eksempel spanske Zara, der arbejder med drops af nyt tøj, der rammer butikkerne hver eller hver anden uge.

I en rapport fra 2020 undersøgte DM&T statussen på bæredygtighed i 365 medlemsvirksomheder: 65 pct. svarede, at de havde stort eller meget stort fokus på bæredygtighed, mens 40 pct. indikerede, at covid-19 havde fået dem til at øge fokus på bæredygtighed. De vigtigste tre prioriteter for de danske mode- og tekstilvirksomheder i rapporten var bæredygtige materialer, produktcertificeringer og bæredygtighedsstrategi.

“For mange af virksomhederne handler det om certificeringer. Men jeg fornemmer også, at mange – måske halvdelen – er begyndt at designe til færre kollektioner med færre styles,” siger adm. direktør i DM&T Thomas Klausen.

Det bedste ville i hans optik være, at virksomhederne fik mindre af det, de kalder “tom omsætning”, som er alt det, der produceres for meget af:

“Covid-pandemien hjalp de her tanker på vej, fordi alle troede, alt ville blive normalt igen. Men vi kan se, at kollektionerne bliver færre og mindre. Det er nødvendigvis ikke det samme, som at der bliver solgt mindre tøj, men mange virksomheder er ved at se på værdikæderne, og hvis de kommer tom omsætning til livs, er de langt.”

“Men det er en supertanker, vi skal vende.”

468 mia. dollar. er værdien af, hvad verdens top-10 tekstilproducerende lande tilsammen eksporterede for i 2020Kilde: Frontiers in Environmental Science

Esben Licht, der er direktør og den anden grundlægger af tænketanken Tekstilrevolutionen, tolker status i branchen på en lidt anden måde.

“Det er ikke tekstilbrands spidskompetence at tænke i bæredygtighed, og de har fuldstændigt afkoblet produktionen, så de ender ofte med at klare bæredygtighed gennem nogle certifikater,” siger direktøren, der stiftede Tekstilrevolutionen sammen med Markus Hatting efter at have stået på Folkemødet på Bornholm i 2019 som de eneste med et oplæg om netop tekstilbranchen.

“Samtidigt sidder der måske en enkelt eller halvanden csr-medarbejder og skal navigere i hele systemet. Hvis man så har fokus på at få en enkelt certificering, kan en hel medarbejder nærmest bruge al sin tid på at vedligeholde den certificering. Så en af grundene, til at den grønne omstilling går langsomt i virksomhederne, er, at bæredygtighed ikke er forankret øverst oppe,” siger han og forklarer tilstanden med, at det har været en god forretning at kunne gøre, som man altid har gjort – “og dejligt, at der ikke har været for mange, der har kigget”.

Snap en top

Et andet billede, der viser status i branchen, kunne være en scene, fra da brancheorganisationen holdt sit årlige topmøde i oktober, hvor ca. 300 branchefolk var mødt op på hotellet Villa Copenhagen:

Første halvdel af dagen handlede om, hvordan en hastig grøn omstilling i branchen er helt afgørende. Anden halvdel af dagen handlede om, hvordan man nemt og billigere kan sælge gennem det sociale medie Snapchat.

Adm. direktør i DM&T Thomas Klausen kan godt se det umiddelbart komiske, men mener ikke, hele dagen kunne have været dedikeret til grøn omstilling.

“Vi har i dén grad intensiveret vores fokus på bæredygtighed, men vi følte ikke, vi havde hele branchen med, og derfor satte vi halvdelen af topmødet af til emnet. Men vi er nødt til også at tale om eksempelvis digitale salgskanaler, som også optager branchen,” forklarer Thomas Klausen.

For fem år siden fik han ørerne i maskinen for at sige, at de virksomheder, der fortsætter som nu, ikke vil blive ved med at være i branchen.

“Sådan er det ikke mere. De fleste er med på, at der skal ske noget, og alle nystartede brands starter på et helt andet fundament, hvor bæredygtighed er en del af deres dna. Så der vil nok være lige mange virksomheder fremover, men dem, der vil dø, er dem, der ikke er med på vognen,” siger han.

Produkter uden værdi

For at grave branchen ud af skyggen og ind i den grønne omstilling kræver det ifølge lektor Else Skjold, at virksomhederne igen får kontrol over værdikæden, så både kompetencer og data bliver tilgængelige for det nødvendige udviklingsarbejde.

“Det altoverskyggende problem er, at vi har alt for mange produkter, der giver for lidt værdi. Vi har smidt utroligt meget af vores viden om tekstil og tøj ud med badevandet, fordi vi har så billige produkter, at det ikke kan betale sig at have produktion lokalt. Hvis vi skal vende det, skal vi have mere produktudvikling, men det kommer til at betyde, at den enkelte vare bliver dyrere,” spår hun.

Det altoverskyggende problem er, at vi har alt for mange produkter, der giver for lidt værdi Else Skjold, lektor og ph.d., Det Kongelige Akademi

Ifølge lektoren har branchen talt utroligt meget om bæredygtige produkter og materialer, men kulturændringen er ifølge hende udeblevet.

“Det er kun blevet værre og værre med en produktion, der er eskaleret, en affaldsmængde, der er vokset, og kvalitet, der er dalet.”

Derfor mener Else Skjold primært, at ændringerne skal komme gennem lovgivning og understreger, at der ikke er nogen forskere “ved deres fulde fem”, der vil foreslå, at vi skal afvikle vores økonomi.

“Men når vi har en sektor, der er så forurenende og så problematisk, som den er, kan det simpelthen ikke fortsætte. Branchen er nok delvist i benægtelse og delvist i erkendelse og står og vader lidt mellem det. Og det kan jeg godt forstå, men vi har ikke tid til at stå og pege fingre ad hinanden, så vi må sætte os sammen om bordet og finde ud af nogle løsninger,” opfordrer lektoren, der mener, at udgangspunktet og potentialet er godt i Danmark, fordi vi har flest små og mellemstore virksomheder.

“Det er dem, der er hurtigst til at omstille sig. I 90’erne var vi nogle af dem, der var hurtigst til at outsource produktionen, så vi kan jo være nogle af dem, der også er hurtigst til at gøre det modsatte, fordi vi er meget mere agile og har tradition for at dele viden,” siger hun og understreger, at hun som forsker på området aldrig har været så meget i dialog med branchens forskellige aktører som nu.

Børsen Bæredygtig hylder grønne frontløbere

Børsen Bæredygtig har udvalgt årets 50 danske virksomheder, der rykker ved den grønne omstilling med konkrete projekter, og som vi derfor hylder som Børsen Bæredygtig Cases.

Børsen Bæredygtig hylder grønne frontløbere

Børsen Bæredygtig har udvalgt årets 50 danske virksomheder, der rykker ved den grønne omstilling med konkrete projekter, og som vi derfor hylder som Børsen Bæredygtig Cases.

LÆS MERE OM SAMME EMNE
Bæredygtig
EU lægger “fast fashion” i graven

Ny lovgivning skal gøre det endog meget svært at lave forretning på brug-og-smid-væk-tøj i EU og sikre mere bæredygtige og cirkulære tekstiler

Udfordringerne med overproduktion, miljøeffekter og affald fra tekstilindustrien rækker langt ud over Danmarks grænser. Derfor lagde EU-Kommissionen med hidtil uset harske vendinger en tekstilstrategi frem i marts: “Fast fashion is out of fashion” – det er yt at producere alt for meget tøj, ekstremt hurtigt til alt for lav pris.

Ekspert i tekstiler og cirkulær økonomi i Det Europæiske Miljøagentur, EEA, Lars Fogh Mortensen forklarer, at industrien ikke har været miljømæssigt reguleret i detaljer før, fordi ingen har vidst, hvor omfattende udledningen egentlig er.

“Da vi i 2019 viste, at tekstilindustrien havde den fjerdestørste påvirkning på miljøet og klimaforandringer fra forbrug i Europa, var der ingen, der anede det, fordi der stort set ikke er produktion i Europa. Så nu er vi med tekstiler, hvor vi var med plastik for ca. fem år siden,” siger han.

Ecodesign-direktivet skal fremover omfatte tekstiler. Ligesom for eksempelvis vinduer skal man i løbet af de næste to år finde ud af, hvilke tekstiler der skal indgå, og hvilke specifikke krav der skal være til holdbarhed, kvalitet osv. Et digitalt produktpas skal indgå i revisionen af hele produktpolitikken i EU. Det handler om bl.a. transparens og sporbarhed – og måske også CO2-aftryk og andre ting, der skal diskuteres. Greenwashing skal bekæmpes, og det skal gøres svært at komme med “grønne” påstande. Hvis virksomhederne bruger ord som “green”, skal det underbygges, ellers kan der vanke bøder. Der åbnes for, at virksomheder i fremtiden ikke må destruere tekstiler, der ikke bliver solgt, eller som bliver returneret og ikke kan sælges. Ingen aner, hvor store mængder, der er tale om, men målet er at undgå spild. Miljøagenturet vil i 2023 undersøge, hvor store mængder der er tale om. Udvidet producentansvar bliver også indført for tekstiler. Det betyder, at tekstilvirksomheder skal betale for affaldshåndtering af deres brugte tekstiler – også efter at det er solgt. Det vil sige, at de får et incitament til at generere mindre affald. Plastik udgør 60-70 pct. af tekstiler. I starten af næste år kommer der en strategi for mikroplast, som også omfatter tekstiler. Kilde: Lars Fogh Mortensen, EEA

Professor på Aalborg Universitet Arne Remmen beskæftiger sig bl.a. med bæredygtig omstilling af produktion og har holdt foredrag om tekstilstrategien i tekstilbranchen. Han er ikke i tvivl om, at den kommende lovgivning vil have en stor effekt.

“Jeg har arbejdet med det i 16 år, og ingen har haft interesse for tekstilbranchen før nu. Der er masser af lystige iværksættere, der sætter ting i gang, men i det store billede skal der lovgivning til ligesom på hvidevarer og andre områder, hvor det virkelig har battet,” siger han.

Store tekstilvisioner

I 2020 blev der forbrugt 6,6 mio. ton tøj, sko og husholdningstekstiler i EU.

EU-Kommissionens intention er, at det store forbrug bliver tænkt ind i en mere cirkulær model, og visionen er, at alle produkter på det europæiske marked er holdbare, kan repareres og er genanvendelige, i høj grad lavet af genanvendte fibre, fri for skadelig kemi og produceret med respekt for mennesker og miljø. Producenter skal tage ansvar for deres produkter i værdikæden og sikre genanvendelse frem for forbrænding og deponi, lyder målet.

Nu er vi med tekstiler, hvor vi var med plastik for ca. fem år siden Lars Mortensen, ekspert i tekstiler og cirkulær økonomi, EEA

Der er seks hovedpunkter i strategien, som skal underbygge intentionen, og fremgangsmåden bliver at prøve at få de fleste af punkterne ind i eksisterende direktiver (se boks).

“Alle de her ting vil spille sammen og samlet set have en markant effekt. Og vi regner med, at virksomhederne kan tjene lige så mange penge, hvis de producerer tøj af højere kvalitet, som kan sælges dyrere,” siger EEA-eksperten.

Sukker efter fælles regler

Analytiker og medgrundlægger af tænketanken Tekstilrevolutionen Markus Hatting mener netop, det er lovgivning, der skal rykke branchen i en mere bæredygtig retning nu og her.

“Vi skal have skabt et grundlag, hvor det forretningsmæssigt er den bedste beslutning at drive en slow fashion-forretning. Men hvis der ikke er noget økonomisk incitament til at producere mindre, kan det være rigtigt svært at overbevise sin bestyrelse om, at man skal omstille sig. Derfor skal ændringerne komme fra lovgivningen,” siger han.

Direktør i brancheorganisationen Dansk Mode & Textil Thomas Klausen ser også frem til EU-lovgivningen, fordi den giver ensartede spilleregler.

“Det er svært for mindre danske brands, at der bliver stillet nationale krav, europæiske krav og krav fra store kæder, som de alt sammen skal leve op til. Så reglerne her får en stor effekt. Tøjet kommer til at koste mere, men det er OK, når det holder længere,” siger direktøren.

De kommende EU-direktiver vil også have en indbygget global effekt i kraft af, at langt det meste tøj bliver produceret i Sydøstasien. Men EU ønsker ifølge Lars Fogh Mortensen også at bringe strategien videre op på internationalt niveau gennem G20, G7 og UN Environment Assembly (FN’s højeste miljøråd), hvor det kan munde ud i en global tekstilaftale.

Det næste skridt i processen er, at elementerne i strategien i løbet af de næste to år skal igennem EU-Parlamentet og EU-Ministerrådet, hvor detaljerne skal diskuteres, inden direktiverne revideres og vedtages.

LÆS MERE OM SAMME EMNE
Bæredygtig
International moderådgiver: Nu skal I tage de svære skridt

Der skal en helt ny vækstmodel til, når modebranchen skal bevæge sig fra de lavthængende frugter mod at løse branchens mere fundamentale problemer med bæredygtighed, lyder opråb fra mangeårig rådgiver

Q&A: Nigel Salter er seniorrådgiver og partner i SB+CO, der hører hjemme i London og rådgiver internationale virksomheder i bæredygtighedsstrategi. Han har gennem 25 år rådgivet modebrands som H&M, Adidas, Calvin Klein og mange andre både luksusmærker og såkaldt fast fashion.

Hvad er de overordnede udfordringer for branchen?

“Alt i alt er det en proces, hvor selve fremstillingen er blevet højeffektiv, men hvor materialer i den ene ende og affald i den anden er utroligt ineffektivt og besværligt.”

“Årsagen er, at værdikæderne er blevet opbygget over de sidste årtier til at være effektive og til at fjerne omkostninger og kompleksitet. Det har gjort værdikæden skrøbelig, fordi der har været så meget fokus på at skære omkostninger fra, at det hele falder fra hinanden ved de mindste ændringer, fordi der stort set ingen midler er til udvikling og innovation. Industrien bygger på “sælg mere og sælg billigere”, og det var der god grund til for 30 år siden, fordi det var med til at demokratisere og give adgang til billig mode. Men det er helt klart, at det ikke er vejen frem længere.”

“I den anden ende af værdikæden er der en forfærdelig stor mængde affald – hvoraf en stor del indeholder plast og kemikalier.”

Du taler om, at branchen bliver nødt til at tænke i “degrowth”. Hvordan vil du overtale den til det?

“Det behøver ikke at være så dramatisk, som det lyder. Der er selvfølgelig den simple fremgangsmåde med at sælge mindre, og i nogle tilfælde vil det være det, der kommer til at ske. Men i virkeligheden betyder det at opnå økonomisk vækst og profit uden at afkoble ressourceforbruget: at bruge mindre, men med samme omsætning.”

“For nogle vil det betyde mere komplekse forretningsmodeller, hvor der eksempelvis skal udvikles flere forskellige materialer med bedre bæredygtighedsprofiler. Andre nye modeller er leasing og leje, hvor mange får adgang til det samme tøj, så der i sidste ende skal produceres mindre. Reparation kommer også til at spille en større rolle i navnlig luksussegmentet.”

“Så det er ikke bare ikkevækst, det er en anden model for vækst og et andet økonomisk forhold til forbrugerne.”

Ser du for dig, at såkaldt fast fashion, hvor der produceres alt for mange styles alt for hurtigt og alt for billigt, vil uddø?

“Nej, men der vil være behov for, at det er 100 pct. transparent i forhold til leverandører, materialer, transport, affald osv., for at man har tillid til det.”

“At demokratisere mode er en værdig sag, men alle de dårlige konsekvenser skal trækkes ud af systemet på kort eller mellemlang sigt. Og jeg tror, virksomhederne ved det. Det er bl.a. derfor, vi ser et brand som H&M ændre sin forretningsmodel ved at gå ind i mindre brands.”

“Jeg mener, de store fast fashion-mærker har en forpligtelse til at bruge deres størrelse til at udvikle et nyt økosystem og give plads til innovation. De store virksomheder kommer til at eje værdikæden i højere grad, så de kan styre materialestrømmene i et lukket og kontrolleret system.”

Det er en branche, der arbejder med enorme marketingbudgetter og bygger på succes med marketing. Hvordan ser du den del for dig i fremtiden?

“Det er elefanten i rummet, at du kan gå på Tiktok, klikke og købe. Men jeg tror, der er en generation af forbrugere, der er langt mere opmærksomme på det, og en generation af medarbejdere, der ikke har lyst til at arbejde med PR for virksomheder, der sælger fast fashion eller går i den retning. Så jeg tror, det bliver et spørgsmål om konkurrenceevne og et spørgsmål om at vinde forbrugernes gunst ved at være mere drevet af et formål.”

“Forskning og udvikling i modeindustrien er en af de laveste set på tværs af alle brancher, så for at finde penge til den nødvendige udvikling er de nødt til at bruge færre penge på marketing. De er nødt til at innovere sig ud af problemerne.”

Ligger løsningen her og nu primært i lovgivning?

“Den gruppe, der har mindst ansvar for at skabe ændringerne, er forbrugerne. Det største ansvar ligger hos producenterne og politikerne. Det er nødvendigt, at de bygger på en model med udgangspunkt i ressourceeffektivitet frem for pengeeffektivitet.”

“Det vil kræve regulering, og det vil kræve stor innovation af branchen. Kriser som pandemien, energikrise, materialeknaphed og finanskrise vil hjælpe noget af udviklingen på vej af ren nødvendighed.”

Hvad er dine bedste råd til branchen lige nu?

“Først og fremmest skal virksomhederne forstå, at de skridt, de har taget i bæredygtig retning indtil videre, var de lette. Nu skal de ind i deres discomfort zone, hvor de rent faktisk skal tage de ubehagelige valg. Indtil nu har det handlet om at gøre mindre skade uden at ændre forretningsmodellen, men vi har nået enden af den cyklus.”

“Helt overordnet skal innovation være den centrale driver i omstillingen for at gøre forretningsmodellen mere kompleks og finde nye måder at engagere sig med kunderne og tjene penge på.”

LÆS MERE OM SAMME EMNE
Bæredygtig
Ganni-grundlægger: Jeg er blevet mindre masochistisk

Nicolaj Reffstrup vil gerne sælge modetøj men også aflevere planeten i bedre stand til sine børn. Det har krævet en moralsk diskussion, der nu kræver handling

Nicolaj Reffstrup sidder på Gannis hovedkontor i centrum af København og svinger mellem passioneret og en blanding af misfornøjet og opgivende. Han er fuldstændigt bevidst om det aftryk, hans virksomhed er med til at sætte i verden, og han har gennem mange år læst sig helt blå i hovedet om klimaforandringer, bæredygtighed og alternative materialer, fordi han er dybt bekymret for den verden, han giver videre til sine børn.

Men han er også træt af journalisters spørgsmål om, hvorfor han ikke bare lukker forretningen, og træt af, at alting, populært sagt, kommer med en pris, når han som medejer af modebrandet Ganni er med til at udskifte læder med et alternativt materiale eller lave sko af vindruer.

“Jeg er blevet lidt mindre masochistisk omkring min egen branche, for det er chokerende, hvor langsomt både samfundet og virksomheder generelt flytter sig,” siger Nicolaj Reffstrup, der i dag har forladt direktørposten for at koncentrere sig om teknologi og ansvarlighed i virksomheden, han ejer med sin hustru, Ditte Reffstrup, der er Gannis kreative direktør. Det er chokerende, hvor langsomt både samfundet og virksomheder generelt flytter sig Nicolai Reffstrup, medejer, Ganni

Hans ambition er, at Ganni skal være en mere ansvarlig modetøjsvirksomhed end alle de andre – og han oplever gang på gang, at der ikke er nogen nem vej derhen.

Et godt eksempel er føromtalte læder, som udgør 9 pct. af Gannis omsætning, men 60 pct. af CO2-aftrykket fra de metervarer, der indgår i tøjet. I 2023 vil Ganni have designet sin sidste kollektion med konventionelt læder, “men det man sagtens angribe”, kommer Nicolaj Reffstrup journalisten i forkøbet.

“For hvad så med det kasserede læder, der ender på en losseplads, eller hvad med plast i det alternative materiale,” spørger han retorisk og med en vis erfaring. 33 af Gannis 44 ansvarlighedsmål er nået

“Så jeg kan ikke rigtig gøre andet end at gå på arbejde og sætte nogle meget transparente mål om, hvor vi gerne vil hen, og så forsøge at gøre det bedre hver dag.”

Fanget i en kontekst

Den underliggende kritik udefra kan godt tage virkelysten fra medejeren, for han mener, at Gannis ansvarlighedsrapport, der sætter 44 konkrete mål, er et tegn på den forpligtelse, virksomheden har for at være den bedste version af sig selv.

Allerede i 2013 ansatte Ganni den første csr-ansvarlig. Dengang handlede det mest om at opføre sig ordentligt og ikke have en farlig produktion. I 2016 begyndte arbejdet med at kortlægge og kompensere virksomhedens CO2-aftryk, og i dag omfatter ansvarlighed hele virksomheden.

Ganni har som overordnet mål at nedbringe CO2-aftrykket på godt 16.600 ton med 50 pct. i absolutte tal i 2027. I 2020 udkom virksomhedens rapport med 44 mål for blandt andet leverandørernes energiforbrug, brug af de mest ansvarlige metervarer, udnyttelse af overskudstøj, overproduktion og upcycling af uld. 33 af målene er allerede nået.

Klimaasketisk liv virker ikke

Nicolaj Reffstrup er ikke i tvivl om, at målene har rykket noget for bevidstheden i virksomheden, men han oplever også, at de det ene øjeblik kæmper med at få en eller anden ny metervare ind i produktionen, fordi den udleder mindre CO2, og det andet øjeblik har en eller anden købt 20 nye kontorstole uden at tænke over, om de er cradle-to-cradle-certificerede, eller om man kunne have købt nogle brugte. Men det er ikke anderledes end ude i det omgivende samfund, mener han.

Stiftede i 2009 det nuværende Ganni med sin hustru, Ditte Reffstrup, der er kreativ direktør i virksomheden. Uddannet kandidat i informationsteknologi fra ITU og bachelor i økonomi og filosofi fra CBS. Tidligere entreprenør i tech-industrien og direktør i og medgrundlægger af Spleak, der udviklede chatbots. Har siddet i bestyrelsen for Danish Fashion Institute, Copenhagen Fashion Week og Global Fashion Agenda, og sidder nu i bestyrelsen for bl.a. brancheorganisationen Dansk Mode & Textil. Har etableret en fond, der skal investere i grøn deep tech og hardware, sammen med iværksætter Tommy Ahlers. Nicolaj Reffstrup blev i juli udnævnt til direktør i fonden Look up Ventures.

“I nogle år prøvede jeg også selv at leve et klimaasketisk liv, men det virkede bare ikke rigtigt, for jeg kom alligevel til at tage på charterferie, fordi jeg også skulle have et familieliv med tre unger til at fungere. Så du er fanget af den kontekst, du er i,” siger han.

“Derfor er der stadig en diskrepans mellem, hvordan jeg gerne vil drive virksomheden, og hvordan folk i deres dagligdag agerer. Det er helt forståeligt og naturligt, men vi skal have modus operandi til at diffundere gennem hele virksomheden. Og der er et af værktøjerne at opsætte nogle mål og forsøge at gøre dem så håndgribelige og faktadrevne som muligt.”

Nye design af dødt lager

En af de store akilleshæle i tøjbranchen er, at der bliver produceret langt mere tøj, end vi behøver. Problemet er størst i den del af branchen, der producerer såkaldt fast fashion, men i Ganni, som udkommer med fire kollektioner om året, står produkterne for op til 80 pct. af aftrykket, så for Nicolaj Reffstrup er det naturligt at se på cirkulære forretningsmodeller, der er med til at reducere behovet for nye materialer, fordi man skaber et lukket kredsløb, hvor materialerne fra tøjet kan genbruges.

Siden 2019 har Ganni blandt andet arbejdet med udlejning af tøj, “men det er ikke superoplagt for et mærke som vores”, og eksperimenteret med forskellige tilbagetagningsløsninger, der stadig er i sin vorden.

Coronapandemien blev for ejerparret en mulighed for at gentænke planen for produktlanceringer og gjorde, at de iværksatte tiltag som smallere kollektioner, både i dybden og i antal styles. Overskudslageret af tøj, der enten ikke kan sælges eller bliver sendt retur, har også fået nyt liv i nye design over hele året, og så er antallet af tøjprøver reduceret.

“Udefra kan det være svært at forstå, hvor store konsekvenser selv de mindste justeringer har på den måde, vi driver vores forretning. Hvis vi for eksempel reducerer antallet af tøjprøver, kommer billeder af vores produkter først op tre uger senere på det asiatiske marked, fordi de simpelthen ikke har prøver at tage billeder af, før vi er færdige med det i Europa,” fortæller Nicolaj Reffstrup, der med jævne mellemrum diskuterer begrebet degrowth med resten af ledelsen. Degrowth betyder, at man afkobler økonomisk vækst fra nedbrydningen af jordens ressourcer.

“Jeg kan næsten ikke nå til enden af konsekvenserne ved degrowth, for så ville vores samfund jo bryde sammen. Det, der mangler allermest lige nu til den grønne omstilling, er investeringskroner. Så hvis vi begynder at reducere væksten, er jeg bange for, at den grønne omstilling går i stå,” siger Ganni-medejeren, der har en bachelor i økonomi og filosofi og en kandidatgrad fra IT-Universitetet.

Det begynder med pengene

Nedenunder os ligger Gannis københavnske flagskibsbutik som en af 40 i Europa, USA og Asien. I 2021 havde virksomheden en stigning i omsætningen på ca. 60 pct. til 648,5 mio. kr. Det placerer dem på en niendeplads af danske tekstilvirksomheder, mens virksomheden ryger op i top-5, hvis man ser på årsresultatet på 122 mio. kr.

Det, der mangler allermest lige nu til den grønne omstilling, er investeringskroner Nicolai Reffstrup, medejer, Ganni

USA udgør den største del af omsætningen, og det gør Ganni til en af de største danske modesucceser internationalt. Succesen skyldes ifølge en af Gannis partnere, investeringsselskabet L Catterton, at brandet skaber “en high fashion-historiefortælling, men fastholder et tilgængeligt prispunkt”.

Forventningen til 2022 er da også mere salg og højere omsætning – blandt andet drevet af 14 nye butikker.

“Vi har kæmpet lidt med, hvordan vi skal bygge sådan en ansvarlig virksomhed, for der er mange interessenter, og vi har ikke ejet virksomheden selv på noget tidspunkt, men altid haft en eller anden partner. Og alt det her (den grønne omstilling, red.) starter med aktionærerne. Det skal forankres i aktionærerne, og det har det ikke altid været,” siger Nicolaj Reffstrup.

Mens marketingbudgettet ligger på ca. 5 pct., brugte Ganni 0,57 pct. af omsætningen i 2021 på ansvarlighedsprojekter. Langt den dyreste post i omstillingen er ifølge Nicolaj Reffstrup investeringen i alternative eller mere ansvarlige materialer. Mens en økologisk bomuld måske er 10 pct. dyrere end konventionel bomuld, er nogle af de nye, innovative materialer, som Ganni støtter udviklingen af, ti gange så dyr som en konventionel metervare.

Så selvom han synes, det ville være fremragende at bruge mange flere penge på ansvarlighed, mangler der for eksempel nogle materialer i større skala og flere solcelleparker hos leverandørerne.

Ikke kundens kamp

Noget andet, der mangler, er forskning og udvikling i branchen, mener Nicolaj Reffstrup, der selv har en fortid inden for tech-startups.

“Det gør, at du er afhængig af, at der finder en masse innovation sted langs din værdikæde, så du er nødt til at samarbejde med både startups og leverandører i forhold til at sikre, at innovationen sker, og det gør selvfølgelig omstillingen sværere,” siger han.

Omvendt ville det også være svært at oparbejde kompetencerne på relativt kort tid, fordi det ligger så langt fra det, Ganni laver.

“Vi ville aldrig have en chance for at ansatte bioscience-ingeniører, ph.d.’er osv. Men der sker heldigvis også en masse innovation i startups, og mange af de store modevirksomheder prøver at støtte den udvikling. Vi gør det også selv i projekter som ’fabrics of the future’, hvor vi hjælper med at teste materialer og med markedsføring.”

Nicolaj Reffstrup kunne aldrig finde på at lægge ansvaret over på forbrugeren, for det fandt han allerede ud af under studiet, ville være omsonst. I stedet er det virksomhedernes og politikernes ansvar at få den grønne omstilling til at ske.

“Jeg har altid efterspurgt mere regulering, CO2-afgifter og allerhelst en auditering af vores indsats, fordi det vil gøre tingene meget mere transparente og ensartede. Især en CO2-afgift, som vil regulere forbruget med det samme,” kommer det prompte.

“Jeg tror, det bedste, vi kan gøre, er at sikre tilbagetagningsløsninger, hvor vi faciliterer, at folk kan sælge det igen til andre kunder eller til os, så vi kontrollerer hele produktets levetid,” siger han og håber, ansvarlighed på et tidspunkt giver ’license to operate’.

Ingen er gode nok

På trods af, at Ditte og Nicolaj Reffstrup i 2019 kom på BOF (Business of Fashion) 500-liste over folk, der er med til at forme den globale modeindustri, er tvivl og usikkerhed en evig følgesvend for parret, har de tidligere fortalt Alt for Damerne.

“I mange år turde vi ikke tale om det, vi gjorde – indtil vi syntes, der var så meget greenwashing i branchen, at vi følte, vi blev nødt til at tale om det og være transparente om det, vi gør. Det er sindssygt svært, og der er ingen, der gør det godt nok,” siger den mandlige del af duoen.

Hvis du føler den håbløshed, hvorfor løber du så ikke skrigende væk fra modeindustrien?

“Så ville et andet brand, som intet gør i forhold til ansvarlighed, måske overtage det hul, vi efterlader. Det er meningsløst. Det giver mere mening at drive en virksomhed, der er mere ansvarlig end alternativet, og så håbe, at folk køber det tøj, vi laver.”

Den moralske diskussion om, hvordan han kan retfærdiggøre at blive ved med at eje en modevirksomhed, har han allerede taget. Det næste skridt er at bidrage til en bedre verden set ud fra et klimaperspektiv.

“Der er jo heldigvis masser af muligheder, og mange ting er nemmere at arbejde med, end man skulle tro. For eksempel at reducere sit CO2-aftryk ved at arbejde med cirkulære forretningsmodeller,” siger han på en sidste og – trods alt – mere opløftende note.

LÆS MERE OM SAMME EMNE
Bæredygtig
Ved Viborg gør iværksætter tøjsortering til et forretningseventyr

I en fabrikshal ved Viborg har en tidligere modedesigner bygget det manglende led i genanvendelsen af tonsvis af tekstiler. Fremtidig mangedobling får virksomheden til at opskalere

Hver dag ruller flere hundrede kilo tøj over transportbåndene hos Newretex i Rødkærsbro ved Viborg. Transportbåndene er en del af en opfindelse, der skal være bindeleddet mellem den rodede tøjcontainer og de nøje sorterede tekstilrester, der kan skabe et nyt stykke tøj.

De mange kilo er imidlertid ingenting i forhold til, hvad stifter og direktør i Newretex, Rikke Bech, forventer inden for det næste år. Fra nytår skal virksomheder sortere tekstilaffald, og fra den 1. juli gælder et tilsvarende krav for private.

“Vi forventer en mangedobling. Der er enormt stor interesse allerede i dag for at behandle sit tekstilaffald på den rette måde, men fra januar forventer vi at få rigtig travlt,” siger hun og henviser til, at Newretex allerede nu kan se den kommende stigning i de aftaler, de indgår.

Mens det stadig er billigere at brænde tekstilaffald af for virksomhederne, flytter lovkravet altså tusindvis af ton over i anlæg som det hos Newretex allerede fra årsskiftet. Mens Miljøstyrelsens beregning lyder på 40.000 ton affald årligt, ender andre beregninger på væsentligt højere tal.

Nye krav til både private og virksomheder om at frasortere tekstiler ventes at medføre store mængder tekstilaffald allerede fra 2023. En del af de mindst 40.000 ton tekstilaffald, Danmark årligt producerer, kan udnyttes til nye tekstiler, men det kræver grundig sortering af affaldet. Det løses oftest ved håndsortering i dag, men den store stigning i affaldsmængderne vil kræve større kapacitet end i dag.

Under alle omstændigheder får Rikke Bech behov for at udvide anlægget i Rødkærsbro. Det kan i dag sortere 10-15 ton hver uge kun ved arbejde i dagtimerne. En udvidelse – både af anlægget og af arbejdstiderne – skal derfor få Newretex til at følge med.

“Vi begynder at bygge til januar, og inden slutningen af tredje kvartal vil vi gerne kunne sortere 20.000 ton om året i dagtimerne. Det har vi slet ikke plads til at gøre, hvor vi er nu,” siger hun om virksomhedens anlæg, der med andre ord vil kunne dække halvdelen af landets behov, hvis Miljøstyrelsens tal står til troende.

Det nye anlæg skal optimeres på baggrund af virksomhedens erfaringer, for den robot- og kamerastyrede sortering af tøj er Rikke Bechs egen opfindelse sammen med ansatte og samarbejdspartnere.

Mistet værdi

Før sin tid som direktør med udvidelsesplaner var hun designer i tekstilbranchen og arbejdede i nogle af landets største tekstilvirksomheder.

“Jeg elskede at være med til at skabe flotte ting, men jeg lagde også hurtigt mærke til, at det tøj, vi skabte, hurtigt mistede værdien, så snart det var solgt. Det bliver brugt i ganske kort tid og dukker op i genbrugsbutikker, mens det måske er en halv sæson gammelt,” husker Rikke Bech.

Det gjorde hende interesseret i, hvordan tekstilerne kunne få nyt liv.

20.000 ton tekstiler årligt forventer Newretex at kunne behandle i dagtimerne fra slutningen af 2023

“Jeg undersøgte de genanvendelsesteknologier, der fandtes, og de skal alle bruge et nøje sorteret input for at fungere. Det manglede på markedet og jeg havde en idé om, at det kunne automatiseres, og at der kunne komme en interessant økonomi i det, hvis man skalerede det,” siger hun.

Og netop skaleringen giver de kommende reguleringer god mulighed for, vurderer professor i bæredygtighed, innovation og politik ved Aalborg Universitet, Arne Remmen, som dog understreger, at han ikke kender Newretex specifikt.

“Når der kommer regulering ind og stiller krav om at genanvende tekstiler fiber til fiber, betyder det både, at der er et stort behov for sortering, og at der er stort potentiale,” siger han om virksomheder som Newretex.

Automatisk sortering

“Man kan godt tro, at tekstiler er et simpelt produkt, men det findes i så mange blandinger, som man skal skelne imellem,” konstaterer han og peger på, at man tidligere har brugt flere tekstiler af monomaterialer såsom bomuld, mens syntetiske materialer og blandinger er blevet mere udbredte.

Rikke Bechs opfindelse består af en række kameraer, der identificerer forskellige typer tekstiler og robotter, der sorterer tekstilerne længere ned af samme transportbånd. Særlige sensorer kigger på tekstilerne i det nærinfrarøde spektrum og kan derfor afgøre, hvad et stykke tekstil består af.

Det bliver til sortering i 31 forskellige kategorier såsom 100 pct. bomuld, 60 pct./40 pct. bomuld/polyester-blanding, akryl-uld-blanding osv. Hertil kommer, at hver kategori er farveopdelt, så det færdige produkt bliver direkte brugbart til at producere nye tekstiler. Eksempelvis er helt hvid bomuld og blå nuancer efterspurgte, fremhæver Rikke Bech.

Jeg lagde også hurtigt mærke til, at det, vi skabte, hurtigt mistede værdien Rikke Bech, adm. direktør, Newretex

“Den mest interessante forretning for os er de kategorier, der kan blive til nye tekstiler. Prisen er højere, når det kan ende tilbage i tekstilbranchen, men downcykling er også interessant for de kategorier, som ikke kan blive til tekstiler igen,” siger hun og fremhæver blandingen af akryl og uld som særligt brugbar i tekstilbranchen.

“Målet for mig er, at vi kan være med til at gøre det muligt stadig at producere tekstiler, men at vi kan gøre det bedre. Min drøm er, at det kan blive til tøj igen på en mere bæredygtig måde end tidligere,” fortsætter Rikke Bech.

De færdigsorterede tekstiler skal typisk optrævles, så de kan bruges til nyt stof. Denne del af processen bliver en del af det nye anlæg hos Newretex, men løses i dag af en partner.

De store mængder tekstiler, der er på vej, og det hul i markedet, som Rikke Bech identificerede fra virksomhedens begyndelse, betyder, at hun ikke selv ser mange konkurrenter om buddet. Flere steder i Danmark bliver tekstiler håndsorteret, og en enkelt svensk virksomhed benytter en teknologi, der ligner den hos Newretex.

Forsiden af Børsen Bæredygtig

Børsen Bæredygtig hylder grønne frontløbere

Børsen Bæredygtig har udvalgt årets 50 danske virksomheder, der rykker ved den grønne omstilling med konkrete projekter, og som vi derfor hylder som Børsen Bæredygtig Cases.

Børsen Bæredygtig hylder grønne frontløbere

Børsen Bæredygtig har udvalgt årets 50 danske virksomheder, der rykker ved den grønne omstilling med konkrete projekter, og som vi derfor hylder som Børsen Bæredygtig Cases.

BØRSEN BÆREDYGTIG
6. dec 2022