ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Klagestakken hober sig op hos forbrugervagthund: Parti vil sende millioner til at bekæmpe greenwashing

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard mangler kræfter i kamp mod stærkt stigende antal klager over klimamarkedsføring. SF foreslår øget bevilling på 2 mio. kr.

Christina Toftegaard har været forbrugerombudsmand siden 2015 - siden da er mængden af klager over greenwashing eksploderet, fortæller hun. Foto: Jeppe Carlsen
Christina Toftegaard har været forbrugerombudsmand siden 2015 - siden da er mængden af klager over greenwashing eksploderet, fortæller hun. Foto: Jeppe Carlsen

Klagerne over virksomheders klimamarkedsføring vælter ind hos Forbrugerombudsmanden. Men kontrolorganet har ifølge myndigheden selv ikke ressourcerne til at behandle sagerne tilfredsstillende.

Et nyt politisk forslag fra Socialistisk Folkeparti vil derfor styrke det grønne kontrolapparat. Det vil gøre en mærkbar forskel i arbejdets kvalitet, lyder det fra Forbrugerombudsmanden.


Sagerne med greenwashing stiger i antal, og de erstatter ikke andre typer markedsføringssager

Christina Toftegaard,
forbrugerombudsmand

“Sagerne med greenwashing stiger i antal, og de erstatter ikke andre typer markedsføringssager. Det vil sige, at der er endnu et område, der skal føres tilsyn med,” siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard, der tilføjer, at greenwashing-klagerne kan være særligt vanskelige at behandle.

“Ved klima- og miljøudsagn kan det være meget omfattende dokumentation, vi skal hente ind fra virksomhederne, og sagerne rejser ofte principielle spørgsmål,” lyder det fra hende.

Derfor skal der nu sendes 2 mio. kr. mere om året mod kontrolorganet – alene målrettet til at behandle klagerne over klimamarkedsføring. Det beløb tager SF med til de forestående finanslovsforhandlinger.

“Nu skal vi løfte kompetencerne på området med den her saltvandsindsprøjtning til Forbrugerombudsmanden. Men vi vil stadig have sat ind på flere fronter, så vi kan få greb om greenwashing af virksomhedsprodukter,” siger klimaordfører Signe Munk, der har fremsat forslaget.

Læs også:

Bæredygtig
Anklager om greenwashing får konsekvenser hos Danish Crown: Nu skal landmænd tale klima på Facebook
20210531-160353-6_ma.jpg

Som tal blegner 2 mio. kr. om året ved siden af de store milliardbeløb, det offentlige sætter af til at skubbe på den grønne omstilling. Men selv små midler kan gøre en stor forskel, mener også Søren Egge Rasmussen, der er klimaordfører i Enhedslisten.

“Ellers ender det med, at det kan betale sig at greenwashe. Hvis det er store, indflydelsesrige virksomheder, der laver den slags aktiviteter, kan det ikke alene få store økonomiske konsekvenser, men også for klimaet,” siger han.

Styr på kommunikationen

Også hos De Radikale er Rasmus Helveg Petersen, klimaordfører, positiv over for forslaget. Men han lægger vægt på, at SF skal have styr på finansieringen af de 2 mio. kr. Dansk Folkepartis klimaordfører, Morten Messerschmidt, støtter grundlæggende forslaget.

“Generelt er det mit indtryk, at greenwashing er et stigende problem. Så er det klart, at man bliver nødt til at sikre, Forbrugerstyrelsen følger med,” siger han.

Finansminister Nicolai Wammen (S) vil ikke kommentere forslaget og henviser i stedet til partiets ordførere. Hverken Socialdemokratiets finansordfører eller klimaordfører er vendt tilbage.

Læs også:

Bæredygtig
Ordførere langer ud efter småbøder for vildledning af forbrugere: “Det er helt hat og briller”

Det giver også mening at styrke Forbrugerombudsmandens tilsyn ud fra et juridisk synspunkt. Det fortæller Jane Frederikke Land, der er advokat med speciale i markedsførings- og forbrugerret i Liga Advokater.

Hun ser selv en stor stigning i mængden af klimakommunikation, der bør føres kontrol med.

“Der skal jo føres et effektivt tilsyn med virksomhedernes grønne markedsføring, og det er stadig et område, hvor der er mange ubesvarede spørgsmål. Det lyder som en rigtig god idé at sætte flere midler af til det område,” siger hun.

Går ud over sagsbehandling

Mængden af klager over virksomheders miljømarkedsføring steg fra 19 i 2019 til 64 klager i 2020, og i 2021 er tendensen igen en lille stigning.

Selve antallet lyder måske ikke af meget, men i øjeblikket er der alene afsat knap to årsværk til at behandle de ofte komplicerede sager.

Læs også:

Bæredygtig
Virksomheders mangelfulde miljøtal vækker kritik: “Nu har man fundet ud af, at skovene begynder at forsvinde og stå i flammer. Så det var måske ikke helt rigtigt”

Til sammenligning er den samlede bevilling til lønninger, som Forbrugerombudsmanden kan disponere over, ca. 15 mio. kr. om året, fortæller Christina Toftegaard.

Går jeres nuværende ressourceniveau ud over sagsbehandlingen?

“Det er klart, at vores sagsbehandling tager længere tid. Og det påvirker ikke mindst, hvor mange sager vi kan færdigbehandle. Her er vi i en situation, hvor vi må foretage en benhård prioritering,” siger Christina Toftegaard, der håber at kunne gøre tilsynsarbejdet proaktivt.

“Efter min mening kan tilsynet ikke kun være klagebaseret, fordi vi som forbrugere har meget vanskeligt ved at vurdere, om klimamarkedsføring i virkeligheden er grønt. Vi har desværre ikke ressourcer til at tage ret mange sager op af egen drift. Vi kan ikke forhindre en inflation i mængden af greenwashing, hvis vi ikke kan forebygge det proaktivt.”

Forsiden lige nu