Det bliver stort. Højst sandsynligt virkelig stort – det samme gør udgiften.
CO2-fangst og -lagring (ccs), der skal suge drivhusgas direkte fra industriens skorstene og lagre den under jorden eller havbunden, er udset til at blive en milliardforretning, og teknologien er tildelt en afgørende rolle i forhold til ikke bare Danmarks langsigtede klimamål, men hele Europas.
Men selv om virksomheder, politikere og brancheorganisationer igen og igen fremhæver ccs som et grønt erhvervseventyr, har ingen endnu bevist til fulde, at teknologien fungerer i kommerciel storskala, og ingen har truffet den endelige beslutning om at opføre et fuldvoksent CO2-fangstanlæg i Danmark.
“Problemet er ikke løst, når du har fanget CO2’en. Du skal have gjort noget ved den bagefter
Bodil Recke,chef for grøn innovation, FLSmidth
Og ser man alene på økonomien, er det overordentligt vanskeligt at fremhæve ccs som en god case i øjeblikket. Det fortæller Bodil Recke, der er chef for grøn innovation i en af verdens største leverandører af udstyr til mine- og cementindustrien, FLSmidth (FLS).
Koncernen har forsket i at udvikle udstyr til ccs i mere end et årti, og i 2011 beskrev FLS ligefrem ccs som “økonomisk selvmord”. Selvom billedet ikke ser helt så sort ud i dag, og FLS tror på, at markedet bliver særdeles omfattende, er der stadig store elementer af usikkerhed.
Fangstteknologien er “ekstremt dyr”, og hvis man skal opføre CO2-fangst på en cementfabrik i dag, vil det koste omtrent det dobbelte af selve fabrikken, lyder det.
“Og problemet er ikke løst, når du har fanget CO2’en. Du skal have gjort noget ved den bagefter,” siger Bodil Recke og fortsætter:
“Enten smider du det til lagring, og det koster penge. Den anden mulighed er at bruge CO2’en til noget, du kan få penge for, men det er ikke ligetil.”
Spørgsmålet om, hvor CO2’en kan gemmes væk, er efter flere år ved at komme på plads. F.eks. skal der i morgen onsdag lagres CO2 i den danske del af Nordsøen for første gang. Det sker med pilotfasen af Project Greensand, der i februar fik de endelige tilladelser til at lagre mio. af ton drivhusgas fra både danske og udenlandske aktører i gamle oliefelter.
Spørgsmålet bliver, hvor CO2’en skal komme fra. I Danmark kan selve lagringen af drivhusgassen potentielt blive rentabel for udledere, når regeringens varslede CO2-afgift træder i kraft. Men det kræver, at prisen for at fange, transportere og lagre CO2’en er lavere, end hvad selskaberne sparer i afgift – og den pris kender ingen endnu.
I Danmarkforventer regeringen, at CO2-fangst og -lagring (ccs) kan bidrage med op mod 3,2 mio. ton CO2-reduktioner i 2030. En forhåbning, der er blevet betegnet som meget risikofyldt af Klimarådet. EU-Kommissionenkalder også ccs afgørende for unionens mål om klimaneutralitet. Kommissionen anslår,at der i 2050 skal lagres op mod 300 mio. ton CO2 om året, hvis EU skal opnå klimaneutralitet.
Og så er der spørgsmålet om brugen af CO2’en. Ifølge Bodil Recke er den eneste nuværende industrielle mulige brug af gassen i olieboringer til at maksimere olieindvindingen. Hun kalder det “en ond cirkel”, der langtfra rimer på grøn omstilling.
FLS arbejder selv på teknologi, der skal anvende CO2’en direkte i cementproduktionen, og rundt i verden findes andre projekter som f.eks. norske Nordic Greens, der bruger gassen til at øge væksten af planter i drivhuse. Indfanget CO2 kan også bruges i produktionen af fremtidige grønne brændstoffer, såkaldte e-fuels, men også her er der tale om et umodent marked.
For nuværende står virksomheder, der vil etablere ccs, altså tilbage med en teknologi, der er voldsomt dyr i anlægsfasen, og med meget begrænsede muligheder for at gøre en forretning ud af driftens opfangede CO2. I Danmark er der heller ikke truffet endelige beslutninger om den infrastruktur, der skal fragte drivhusgassen fra fabrikker og kraftvarmeværker til lagrene.
Derfor kan ingen sige, hvad det kommer til at koste at indfange, transportere og lagre en kubikmeter CO2. Den usikkerhed afspejler sig tydeligt i markedet lige nu, fortæller Bodil Recke:
“Jeg har ikke hørt om nogen, som overhovedet overvejer at gøre det uden massiv støtte.”
Selvom den danske regering altså har afsat milliardstøtte til ccs, er der alligevel risiko for, at teknologien bliver dyrere for en dansk virksomhed, end statsstøtten kan bære.
Det vurderer en ny undersøgelse fra erhvervstænketanken Axcelfuture, hvor adm. direktør Joachim Sperling fortæller, at de seneste års inflations- og rentepres også har gjort anlæg og infrastruktur markant dyrere.
“Og der mangler simpelthen erfaring med at lave de her anlæg i den størrelsesorden, støtteudbuddet lægger op til,” siger han.
Som statens støtteudbud er designet nu, bliver støtten til ccs givet pr. ton indfanget CO2. Udlederen, der får støtten, har samtidig ansvaret for hele værdikæden – altså fra at CO2’en forlader skorstenen, til den ligger i et lager under jorden eller havbunden.
Den model har fået kritik af både markedsaktører og eksperter, bl.a. fordi virksomhederne, der skal modtage støtten, kommer til at stå med for stor risiko, hvis dele af værdikæden bliver forsinket eller dyrere end forventet.
Ifølge Sperling har den usikkerhed medvirket til, at ccs-udbuddet er blevet udskudt flere gange.
Børsen har rakt ud til to af virksomhederne, cementfabrikken Aalborg Portland og affaldsselskabet Vestforbrænding, der er med i den sidste del af det statslige udbud. Men ingen af virksomhederne ønsker for nuværende at kommentere, om statsstøtten ser ud til at stå mål med omkostningerne ved at etablere værdikæden til ccs.
