Børsen
– en pris til årets gazeller i brancher med størst CO2-aftryk, som har gjort en særlig indsats for at reducere deres udledning
I samarbejde med
Vi vil hylde de grønne vækstspring
Hvert år kårer Børsen landets hurtigst voksende virksomheder, Børsen Gazeller. Vi gør det, fordi vi tror på, at et stærkt erhvervsliv er afgørende for fremtiden. Og fordi gazellerne viser vejen: De skaber vækst, innovation og arbejdspladser på tværs af brancher.
Men i dag må succes måles på mere end vækst alene. Fremtidens virksomheder skal også kunne balancere vækst med ansvar – og tage konkret handling på klima og miljø.
Derfor har vi sammen med NRGi lanceret Børsen Grøn Gazelle. En pris til de gazellevirksomheder, der opererer i brancher med stor miljøpåvirkning og samtidig har reduceret deres CO₂-aftryk fra 2023 til 2024.
Kriterierne er ambitiøse – og kun få vil kunne leve op til dem. Netop derfor fortjener de virksomheder, der gør det, en særlig anerkendelse.
Et partnerskab for fremtidens erhvervsliv
Børsen og NRGi er gået sammen om Børsen Grøn Gazelle for at sætte fokus på de virksomheder, der tilsvarende sætter fokus på den grønne omstilling – og inspirere andre til at følge med.
NRGi er en landsdækkende energi- og rådgivningskoncern, der hjælper danske virksomheder med at reducere deres klimaaftryk. Med løsninger inden for bl.a. energioptimering, ESG-rådgivning, klimaregnskaber og ladeinfrastruktur arbejder de hver dag for at accelerere omstillingen mod et klimaneutralt samfund.
Kriterierne bag Børsen Grøn Gazelle er udviklet i tæt samarbejde med NRGi og bygger på internationale standarder som GHG-protokollen og SBTi. Det sikrer et fagligt stærkt grundlag – og gør det muligt at identificere virksomheder med dokumenteret effekt.
“Grøn omstilling er ikke bare et valg – det er en nødvendighed. Med Grøn Gazelle hylder vi dem, der handler.”
– Jakob Vittrup, Adm. direktør, NRGi
Kriterier for modtagelse af “Børsen Grøn Gazelle”
Virksomheden skal have modtaget en Børsen Gazelle i indeværende år (2025)
For at kunne modtage en Børsen Gazelle, skal de seks gazelle-kriterier være opfyldt. Læs om kriterierne her.
Virksomheden skal operere i ‘High Climate Impact Sectors’
Virksomheden skal operere i ‘High Climate Impact Sectors’. Det er sektorer, som er kendetegnet ved deres betydelige medvirken til drivhusgasemissioner og miljøpåvirkninger, herunder energi, minedrift, fremstilling, transport, tung industri, landbrug, vandforsyning, byggeri, fast ejendom samt føde- og drikkevarer.
Helt konkret indebærer det, at virksomheden skal være registreret med en branchekode i spændet A-H eller L1 (CSRD).2
Virksomheden skal have aflagt to klimaregnskaber
For at kunne identificere udviklingen i virksomhedens udledning, skal virksomheden have aflagt CO2-reduktionsrapporter/klimarapporter for to år. Der tages i den forbindelse ikke højde for øvrige drivhusgasser, der måtte blive udledt.
Virksomheden skal slå reduktionskurven3
For at blive kåret som en “Børsen Grøn Gazelle” skal virksomheden reducere sin CO2-udledning i scope 1 og 2 med mindst 5,25% fra 2022 til 2023.
Her dækker Scope 1 over direkte udledninger fra virksomhedens egne aktiviteter, som eksempelvis bygninger, køretøjer eller produktionsanlæg (The Greenhouse Gas Protocol 2002: https://ghgprotocol.org/sites/default/files/standards/ghg-protocol-revised.pdf). Scope 2 omfatter derimod indirekte udledninger, der kommer fra den energi, virksomheden køber såsom elektricitet, varme, damp og køling (GHG Protocol Scope 2 Guidance 2015: https://ghgprotocol.org/sites/default/files/2023-03/Scope%202%20Guidance.pdf).
Scope 3 tillægges, som det fremgår i noten til dette punkt, ikke vægt.4
Minimumskravet om en reduktion på 5,25% i virksomhedens CO2-udledning er fastsat ved hjælp af SBTi’s (Science Based Targets initiative) target setting tool version 2.2. Dette værktøj er globalt anerkendt og bruges til at beregne og sætte videnskabsbaserede klimamål.
Reduktionskurven er sat fra 2022 til 2030. Året 2030 er valgt, fordi selskaber og nationale målsætninger ser frem mod 2030, hvor der i henhold til Parisaftalens 1,5 grad scenarie skal opnås en reduktion på 42% i forhold til 2022. Den lineære reduktion bliver dermed 5,25% årligt for at opnå 42% i 2030.
Normalt ville man vurdere en reduktionskurve i henhold til SBTi over en længere periode – minimum 5 år – men da der ikke findes mange virksomheder, der har klimaregnskaber fem år tilbage i tiden, har vi lempet kravet for “Børsen Grøn Gazelle” til at vurdere på baggrund af et år ved uddelingen i 2024 med mulighed for udvidelse af perioden fremadrettet.
Mød sidste års vinder: VTI
I 2024 blev VTI kåret som den første landsvinder af Børsen Grøn Gazelle.
VTI er førende producent af højkvalitets limtræskomponenter og leverer løsninger til møbel- og vinduesindustrien. Med målrettet indsats for at reducere CO₂ og optimere energiforbruget har virksomheden vist, hvordan grøn omstilling og industriel vækst kan gå hånd i hånd.
Igen i år kårer vi grønne gazeller i hver region og udpeger en samlet vinder ved finalen i København.
SKJULT
SKJULT
Ansvar
Tildeling af “Børsen Grøn Gazelle” sker ud fra virksomhedernes egne offentliggjorte informationer. NRGi og Børsen er ikke ansvarlige for, at disse informationer er korrekte eller giver retvisende billeder af virksomhederne eller deres aktiviteter, ligesom NRGi og Børsen ikke tager noget ansvar for, om der måtte findes anden information om virksomhederne, som burde medføre, at disse ikke skulle tildeles prisen.
Virksomheder, der er kåret som “Børsen Grøn Gazelle”, vil få mulighed for at anvende “Børsen Grøn Gazelle” navnet og logoet i markedsføring og anden kommunikation. Al sådan brug skal ske i overensstemmelse med instruktioner, retningslinjer, vejledninger m.v., som Børsen måtte udstede.
Hverken NRGi eller Børsen er ansvarlig for virksomhedernes markedsføring eller anden kommunikation, hvori der direkte eller indirekte henvises til “Børsen Grøn Gazelle”. Dette gælder såvel i relation til indhold som præsentation af sådan markedsføring og kommunikation. Det er således virksomhedernes eget ansvar og egen risiko, hvis de anvender “Børsen Grøn Gazelle” i markedsføring og kommunikation.
En virksomhed, der har modtaget “Børsen Grøn Gazelle”, skal skadesløsholde NRGi og Børsen for ethvert krav, der måtte blive rejst mod dem, og ethvert tab, som de måtte lide, som følge af virksomhedens markedsføring og/eller anden kommunikation, hvori der direkte eller indirekte henvises til “Børsen Grøn Gazelle”.
Henvisninger
1. Dansk branchekode og standardgrupperinger. Læs mere her: https://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/nomenklaturer/db07
2. EU’s Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD). Læs mere her: https://finance.ec.europa.eu/capital-markets-union-and-financial-markets/company-reporting-and-auditing/company-reporting/corporate-sustainability-reporting_en
3. Reduktionskurve for Paris-alignet målsætning. En absolut reduktion i scope 1+2 fra 2023-2024. Fra 2023-24 kræves en absolut reduktion i CO2-udledning i scope 1+2 på minimum 5,25% i henhold til SBTI. Læs mere her: https://view.officeapps.live.com/op/view.aspx?src=https%3A%2F%2Fsciencebasedtargets.org%2Fresources%2Ffiles%2FSBTi-target-setting-tool.xlsx&wdOrigin=BROWSELINK.
Læs mere om Scope 1 og 2 her: https://ghgprotocol.org/corporate-standard) og her: https://ghgprotocol.org/scope-2-guidance).
Læs mere om SBTi Target Setting Tool her: https://view.officeapps.live.com/op/view.aspx?src=https%3A%2F%2Fsciencebasedtargets.org%2Fresources%2Ffiles%2FSBTi-target-setting-tool.xlsx&wdOrigin=BROWSELINK
4. Tildelingskriterierne for den Grønne Gazelle ser bort fra reduktioner i Scope 3 af tre årsager. For det første indeholder Scope 3 15 kategorier af udledninger (8 upstream kategorier og 7 downstream kategorier) (Corporate Value Chain 2011: https://ghgprotocol.org/sites/default/files/standards/Corporate-Value-Chain-Accounting-Reporing-Standard_041613_2.pdf). Antallet af relevante kategorier er meget forskelligt fra virksomhed til virksomhed, og mange virksomheder afstår fra at kortlægge især downstream-udledninger på grund af manglende data. Fordi virksomheder kortlægger Scope 3 på så forskellig vis er det sjældent meningsfuldt at sammenligne virksomheders Scope 3-reduktioner.
For det andet stiller SBTi lempeligere krav til små og mellemstore virksomheders reduktioner Scope 3 end til deres reduktioner i Scope 1 og 2 (SBTi Small and Medium-Sixed Enterprises (SMEs) FAQs 2024: https://sciencebasedtargets.org/resources/files/FAQs-for-SMEs.pdf). Da de fleste gazelle-virksomheder forventes at tilhøre gruppen af små og mellemstore virksomheder, forventer NRGi også at disse virksomheder netop fokuserer på at dokumentere udledninger i Scope 1 og 2, mens ganske få vil have dokumenteret deres Scope 3-udledninger for ét år eller mere.
For det tredje er det særdeles vanskeligt at reducere udledninger i Scope 3 samtidig med at virksomhederne vækster. Hvis en virksomhed skal vækste og samtidig reducere sine udledninger i Scope 3 kræver det, at aktører i værdikæden upstream og downstream forbedrer deres klimaperformance med en rate, der overstiger gazellens vækstrate. Da gazeller netop er kendetegnet ved høje vækstrater, vurderer vi at få eller ingen gazelle-virksomheder vil kunne levere 5,25 % reduktioner i Scope 3.