“Det er vigtigt at fejre sine succeser og vise, når der sker noget positivt

Herretøjsbrandet Shaping New Tomorrow blev sidste år kåret som Børsen Gazelle 2021 og landets hurtigst voksende virksomhed med en vækst på 8025 pct. Gazelleprisen betød stor anerkendelse fra flere kanter og stolthed internt i virksomheden.

Af Jackieline Panduro Gyrup 

28. september 2022

I 2015 blev Shaping New Tomorrow stiftet af de tre barndomsvenner Christian Aachmann, Christoffer Bak og Kasper Ulrich med et ønske om at skabe pænt, klassisk herretøj, som er behageligt at have på. I 2018 deltog de tre venner i DR’s iværksætterprogram “Løvens Hule”, hvor de fik Jesper Buch og Birgit Aaby-Bruun med ombord som investorer, og så gik det stærkt. Sidste år kunne virksomheden derfor kalde sig Børsen Gazelle 2021 og gazellelandsvinder med en vækst på 8025 pct. på fire år.

“Titlen som gazellelandsvinder betød stor anerkendelse fra rigtig mange sider. Eksempelvis delte jeg et opslag på Linkedin, lige efter vi havde været på scenen til Gazelle-overrækkelsen, og det var et af de opslag, der har opnået allerflest visninger og enormt mange positive og begejstrede kommentarer,” siger direktør i Shaping New Tomorrow Kasper Ulrich og tilføjer:

“For mig personligt betød det også, at vi indfriede et mål, som jeg skrev ned på en lap papir, da vi åbnede vores første butik i Aalborg i 2015, og vi kun var os tre stiftere.”

I dag består virksomheden af fem butikker i Danmark og Tyskland og 200 medarbejdere. Og vækstambitionerne for fremtiden er høje, fortæller Kasper Ulrich.

“Vi investerer fortsat massivt i vores vækst. Alene i årets første seks måneder åbnede vi f.eks. butikker i fire nye tyske byer, herunder Berlin. Og så er vi i gang med at bygge vores nye flagship store på Købmagergade i København, ligesom vi kigger ind i øgede investeringer i Norge og Sverige.”

Fejring og stolthed
Titlen som Børsen Gazelle 2021 og landsvinder vakte også stor begejstring internt blandt Shaping New Tomorrows medarbejderne.

“Gazelleprisen har skabt stolthed internt i virksomheden. Mange af vores medarbejdere har været med på rejsen fra de tidlige dage og udviklet deres rolle i takt med vores vækst. Generelt synes jeg, at vi har en virksomhed, hvor vi alle er bevidste om vores respektive andel i den succes, vi har.”

For at markere virksomhedens gazellestatus og titel som landsvinder købte Shaping New Tomorrow Børsens gazellepakke, som indeholder gazellediplom, -logo og -statuette.

“Vi vil gerne dele og fejre de ting, vi er stolte af sammen som virksomhed. Så det var meget naturligt for os at købe gazellepakken som symbol på det.”

Derudover var Shaping New Tomorrow heller ikke bleg for at skilte med sin gazellestatus over for omverdenen. Eksempelvis blev Linkedin brugt aktivt til at fejre virksomhedens nye titel.

“Det var både på Shaping New Tomorrows Linkedin-profil og på vores private profiler, at vi delte opslag med vores spontane reaktioner fra scenen. Opslagene fik virkelig mange positive og opmuntrende reaktioner,” siger Kasper Ulrich og supplerer:
“Det er vigtigt at fejre sine succeser og vise, når der sker noget positivt, og at fejre det sammen med medarbejderne.”