Kåringen som Børsen Gazelle manifesterer den vækstrejse, vi er på

Den aarhusianske energihandelsvirksomhed Incommodities blev sidste år kåret som gazellevinder i både region Midtjylland og på landsplan med en vækst på 3113 pct. Udnævnelsen medførte en masse positiv opmærksomhed, og at det blev nemmere at rekruttere talent.

Af Jackieline Panduro Gyrup 

16. oktober 2023

En teknologisk tilgang til forretningen og et skarpt fokus på kultur og mennesker. Det er formlen på Incommodities’ succes, hvis man spørger Jesper Johanson, der er medstifter og ceo i energihandelsvirksomheden, han stiftede i 2017 sammen med tre øvrige stiftere, Christian Bach, Emil Gerhardt og Jeppe Højgaard.

“Fra dag ét har vi ønsket at skabe en arbejdsplads med en flad struktur og decentraliseret beslutningskraft, hvor beslutninger træffes af de eksperter i huset, der ved allermest. Kulturen er afgørende. Den er limen, der binder os sammen og gør det sjovt at gå på arbejde,” siger Jesper Johanson.

Incommodities har også fra start investeret tid og ressourcer i at opbygge en teknologisk platform, som gør forretningen skalérbar. Således er hvert muligt led i kæden blevet automatiseret for at optimere processer.

“Vi har fra start haft en vision om at gentænke energihandel, både det, der sker før en handel, og det, der sker efter en handel, via automatiseringer og algoritmer. Den vision har været nøglen til vores vækst. I dag betragter vi os selv som lige meget teknologiselskab og energihandelsselskab.”

Meget tyder på, at det var den rigtige tilgang til at drive virksomhed, for i 2022 blev virksomheden kåret som gazellevinder i region Midtjylland og i hele Danmark med en vækst på 3113 pct. på fire år.

En kåring som Børsen Gazelle manifesterer den vækstrejse, vi er på. Og det er en anerkendelse af, hvad vi har opnået, siden vi startede i 2017.”

Fejring og positiv omtale
For Jesper Johanson og de øvrige stiftere var det vigtigt at fejre gazellekåringen med kollegerne. Derfor købte de gazellepakken, da den ud over Børsen Gazelle-logo, -diplom og -statuette indeholder ti billetter til gazellekåringerne. Billetterne blev fordelt ved lodtrækning, så ti heldige kolleger kunne komme med til gazellekåringen.

“Vi ville fejre kåringen med alle dem, der har gjort det muligt – nemlig vores kollegaer. Uden dem ville vi ikke være, hvor vi er i dag,” siger Jesper Johanson. Han fortæller, at gazellestatuetten pryder på hovedkontoret som en evig påmindelse om den vilde rejse, Incommodities er på.

Med kåringen som gazellevinder fulgte også en masse positiv opmærksomhed omkring Incommodities, der befinder sig i en branche, som er relativt ukendt i den brede danske befolkning.

“Det har givet et kæmpe boost i kendskabet til vores virksomhed, at vi blev kåret. Og det har været et vigtigt aktiv for os i vores målrettede arbejde på at forklare vores omverden, hvad vi faktisk laver – og hvordan vi som teknologi- og energihandelsselskab løser en vigtig samfundsopgave,” siger Jesper Johanson og tilføjer:

“Vi bemærkede eksempelvis, at vores Linkedin-profil boomede i den efterfølgende periode, og at det blev nemmere at rekruttere nye talenter sammenlignet med året forinden.”