Ejerfamilierne bag bildynastiet Semler Gruppen har i årevis været vant til at trække trecifrede millionbeløb ud til sig selv i udbytte, og efter et stærkt bilsalg i 2019 skulle det ikke forholde sig anderledes i år.
Præcis 175 mio. kr. havde de omkring 50 familiemedlemmer og aktionærer bag Semler Gruppen udsigt til at få udbetalt, men så kom coronakrisen og sendte bilsalget i dørken, og for at sikre koncernens likviditet skifter ejerne nu retning.
På en generalforsamling torsdag aften, der på usædvanlig vis fandt sted ved hjælp af videokonferencetjenesten Zoom, besluttede aktionærerne sig for at halvere årets udbytte, så der nu “kun” udbetales 87,5 mio. kr.
mio. kr. har familierne bag Semler Gruppen trukket i udbytte de sidste 10 år
“Det var ikke en svær beslutning for os. Mine medaktionærer og jeg ved godt, at cash is king, og vi er nødt til at sikre vores likviditet. Derfor var vi alle indstillet på at stemme for forslaget,” siger Lars Erik Nielsen, der er næstformand i Semler Gruppen, som er Danmarks største bilkoncern med import og salg af bilmærker som VW, Audi og Porsche.
Han er også en del af de tre ejerfamilier Mourier, Christiansen og altså Nielsen-familien, som står bag Semler Gruppen. De tre grene udspringer af Semler-familien, som tilbage i 1917 lagde grundstenen til koncernen med stiftelsen af Skandinavisk Motor Co.
Det er netop for, at den gamle koncern kan blive ved med at bestå, at ejerfamilierne nu skærer dybt i årets udbytte.
Semler Gruppen
Ud af det blå har coronakrisen fået bilsalget til at styrtdykke uden udsigt til en bedring lige foreløbigt. Det skaber behov for ekstra kontanter i en koncern, hvor likviditeten hurtigt drænes af et kæmpe varelager samt udgifter til 2300 ansatte.
“Hver eneste krone, vi kan få til selskabet lige nu, tager vi kærligt imod for at forberede os så godt som muligt på tiden, der kommer,” siger Jens Bjerrisgaard, koncerndirektør i Semler Gruppen, hvis bestyrelsesformand er Michael Pram Rasmussen, der også sad for bordenden af bestyrelsen i A.P. Møller-Mærsk gennem mange år.
Det er ikke uden grund, at Semler Gruppen polstrer sig. I sidste uge viste en medlemsundersøgelse fra Dansk Industri, hvor 86 bilforhandlere indgik i, at hver tredje af dem allerede nu i høj eller i meget høj grad er presset på likviditeten. På samme tid forventer hver tiende af bilsælgerne, at de kan blive konkurstruet.
Beslutningen om at halvere udbyttet kommer på ryggen af et nyt rekordregnskab fra Semler Gruppen, hvor resultatet efter skat løftes til 430 mio. kr. ud af en omsætning på 15,2 mia. kr. i 2019.
Når regnskabet offentliggøres mandag eftermiddag, vil det vidne om, hvor hurtigt virusudbruddet har fået bilsalget til at falde og dermed nødvendigheden af, at ejerfamilierne handler hurtigt for at beskytte deres fælles arv.
Der har nemlig ikke været tid til at korrigere regnskabet efter familiernes beslutning torsdag aften, hvorfor udbyttebeløbet på 175 mio. kr. stadigvæk vil fremgå af balancen, selvom det altså er reduceret til 87,5 mio. kr.
“Hver eneste krone, vi kan få til selskabet lige nu, tager vi kærligt imod for at forberede os
Jens Bjerrisgaard, koncerndirektør i Semler Gruppen
“Det fortæller lidt om, hvor hurtigt det er gået. Regnskabet blev godkendt 5. februar og blev i den forbindelse indstillet af bestyrelsen. Det skete på et tidspunkt, hvor vi så ind i et helt andet 2020, end det vi kigger på nu,” siger Jens Bjerrisgaard, der også var til stede på torsdagens virtuelle generalforsamling.
På trods af det halverede udbytte kommer familierne Mourier, Christiansen og Nielsen næppe til at mangle noget.
På Berlingskes liste over Danmarks rigeste indtog de tre familier sidste år en 23.-plads med en samlet formue på 5,2 mia. kr.
Med 87,5 mio. kr. i udbytte for 2019 har ejerfamilierne de sidste ti år trukket et samlet udbytte på over 1 mia. kr. ud til sig selv fra Semler Gruppen.