De lukkede lufthavne har sendt Sixts omsætning for 2020 ned af. Men på den anden side har coronakrisen rykket på et af deres andre forretningsben. For krisen har fået danskerne til at leje flere biler i Sixt, end de plejer.
Det fortæller direktør Henrik Isaksen, der har oplevet, at 22 pct. flere danskere har lejet biler hos Sixt i maj 2020 sammenlignet med samme periode sidste år.
“Danskerne lejer flere biler under krisen. Minilease og korttidsleje af vores biler er vokset kraftigt, og omsætningen på det område er betydeligt højere end både før krisen og sidste år. Det har bestemt ikke udlignet vores tab fra lufthavnen, men det har taget den værste styrtblødning,” siger han.
Han fortæller, at minilease og leje af biler i en kortere periode udgør 65 pct. af Sixts omsætning i dag. Direktøren tror, at flere danskere har fået øjnene op for at leje en bil, da de ikke har turdet tage det offentlige af sikkerhedsmæssige årsager eller har måttet aflyse ferien til Sydens sol og tilbringer sommeren hjemme.
“Det har bestemt ikke udlignet vores tab fra lufthavnen, men det har taget den værste styrtblødning
Henrik Isaksen, direktør i Sixt
Men trods effekten fra corona tror direktøren også, at den nye normal bliver at satse på minilease.
“Det er et marked, som vi skal begynde at leve mere af i branchen. Der er ingen tvivl om, at der går længe, før rejseniveauet er tilbage til det, vi så inden krisen. Vi ser også en trend særligt i byerne og den yngre generation, der hellere ønsker en bil, når de har behov for den, men ikke vil være bundet til den,” siger han.
Han bakkes op af Christoffer Greenfort, sekretariatschef i Dansk Mobilitet.
“Jeg tror, vi er engang i foråret næste år, før vi ser et lyspunkt i forhold til forretningen fra turister og forretningsrejsende, hvis vi overhovedet kommer op til det samme niveau igen. For det kræver, at turisterne får rejselyst igen, og det kan tage lang tid,” siger han.
pct. flere danskere har lejet biler hos Sixt i maj 2020 sammenlignet med samme periode sidste år.
I Hertz har man ikke fokuseret på minilease og vil derfor heller ikke begynde på det lige nu, da det er for stor risiko at tage i et i forvejen svært marked.
Men direktør Martin Kristensen tror heller ikke på, at normalen kommer helt tilbage igen. I maj måned havde Hertz 100 udlejninger, og det antal skulle helst være 3000.
“Det viser noget om, hvor hårdt vi er ramt. Og jeg tror, at der går lang tid, før vi er tilbage til normalen, hvis vi kommer det. For jeg frygter, at vi generelt vil se færre turister end før krisen,” siger han.
Christoffer Greenfort i Dansk Mobilitet tror, at minilease og korttidsleje af biler vil være mere populært fremover.
“Det er gået op for folk, hvor nemt og uforpligtende det er at leje en bil. Jeg tror, at coronakrisen har skubbet på tendensen,” siger han.