Danmark har hvert år 13,3 mio. tyske overnatninger i feriehuse. Derfor er en fortsat grænselukning ødelæggende for den danske kystturisme, hvor de mange gæster fra især Tyskland er en fuldstændigt afgørende kundegruppe.
Derfor har Feriehusudlejernes Brancheforening forsøgt at opstille en hel plan for, hvordan man efter deres mening kunne åbne landet for i hvert fald de tyske sommerhusturister – uden at det skabte større smittefare for den danske befolkning.
“For det første er det vigtigt at forstå, at tyske turister typisk kommer i egen bil og kører direkte fra grænsen til feriehuset. For det andet er Nordtyskland, hvor de fleste kommer fra, ikke hårdt ramt af smitte. For det tredje er der altså meget god plads ved Vesterhavet, som er tyskernes foretrukne område,” siger Carlos Villaro Lassen.
mio. tyske sommerhusovernatninger er der i et normalt år i dansk kystturisme
Branchens forslag til en genåbning går bl.a. ud på, at tyske gæster ved grænsen skulle afkræves et gyldigt lejebevis og underkastes evt. temperaturkontrol.
Samtidig vil branchen gerne påtage sig at forhåndsinformere alle tyske gæster om forholdsregler, afstand, adfærd i butikker og særlige forholdsregler, for eksempel ved nøgleudlevering og skiftedage – eller krav om at blive i bilen på færger.
“Det kendetegner tyske gæster, at de er nogle af de bedste og mest omhyggelige gæster, man kan ønske sig. Det er som oftest et voksent publikum, der nøje følger de regler, der stilles op, og gør grundigt rent efter sig. Vi tillader i forvejen i titusindvis af mennesker – typisk pendlere eller udlændinge med arbejde i Danmark – at krydse grænserne, og vi mener, at man sikkert og uden risiko kunne gøre det samme med tyske feriehusgæster,” siger Carlos Villaro Larsen.
Feriehusudlejerne har forgæves forsøgt at få indblik i Statens Serum Instituts eventuelle analyser eller scenarier omkring en evt. åbning for turisme, men uden held.



