Krisen har en dobbelt effekt: De lukkede grænser giver stor appetit på at købe et sommerhus. Men samtidig rammer lukningen af landet også udlejningen af feriehuse til udlændinge hårdt.
Der er også stor appetit fra danskere på at leje sommerhus i år. Men især tyske gæster har ofte booket og betalt lang tid i forvejen. Ingen ved i dag, om grænserne åbner til sommer. Indtil der er klarhed, er disse huse optaget.
Først når der er en dato, kan bureauerne afgøre, om de tyske gæster skal have penge tilbage – og give husene fri til andre kunder. Indtil da er det et åbent spørgsmål, om de forventede leje- og provisionspenge overhovedet kommer.
Teknisk kan feriehusudlejningsbureauerne godt få del i krisepakkerne. Men det er ikke relevant, for de har travlt. Det springende punkt er de private husejere, der har købt sommerhus, i tiltro til at de kunne leje ud. Dem vil regeringen ikke give krisestøtte, netop fordi husene er private.
Det afhænger af, hvem man spørger. I Danmark er det forbudt at eje sommerhuse til erhvervsformål. Uden privat udlejning vil der ikke være megen kystturisme og job i udkantsområder. Den forrige regering indførte større skattefradrag for udlejning af sommerhuse for at stimulere turismen.



