Der er stor interesse for at købe sommerhus blandt danskerne lige nu. Og mange danske familier drømmer om dejlige ferieuger i et lejet sommerhus i Danmark nu, hvor coronakrisen har gjort en charterferie til Italien eller Spanien til en umulig drøm, i hvert fald i sommer.
Men derfor må man ikke tro, at alt er jubel og lyse udsigter i den danske feriehusturisme. Tværtimod.
Branchen er hårdt presset – men føler sig samtidig overset og ignoreret af især den danske S-regering.
“Vi taber 107 mio. kr. om dagen i dansk kystturisme. Det er tabte udlejningsindtægter og tabt omsætning i detailhandel og seværdigheder. Lige nu står vi over for 126.000 udenlandske ankomster i maj og juni, som vi ikke ved, om vi kan gennemføre. Og der er ingen tegn på, at nogen vil hjælpe os,” fortæller Carlos Villaro Lassen, direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening.
Feriehusudlejning er normalt ikke en branche, der tiltrækker sig opmærksomhed, hverken i normale tider eller under coronakrisen.
Her har hotelbranchen, flybranche, tøjbranche, frisører og tatovører været mere heldige med at kalde på hjælpepakker og hurtig genåbning.
Ikke desto mindre er netop feriehusudlejning faktisk en stor branche med tocifret milliardomsætning og ti gange så mange sengepladser, som der findes i hele den københavnske hotelbranche.
Men feriehusbranchen er baseret på, at private danskere stiller deres sommerhuse til rådighed for udlejning i en del af årets uger.
Og det skaber særlige problemer lige nu under coronakrisen, at branchen har den struktur, hvor privat ejendom formidles af professionelle bureauer.
“Vi flyver under radaren og kan ikke bruge nogen af de hjælpepakker, der ellers er stillet til rådighed,” forklarer Carlos Villaro Larsen.
Lige nu er bureauernes ansatte hårdt belastet. De har travlt, og det er ikke relevant blot at lukke ned, mens kunder fra både Danmark og udland bombarderer dem med spørgsmål – eller prøver at sikre sig en ferie. Meget er optaget af udlændinge, og ingen kan svare på, om de ferier kan gennemføres.
Og ejerne af sommerhuse, der har budgetteret med op til 42.000 kr. skattefri lejeindtægt eller mere, kan heller ikke vide, om de penge kommer hjem.
“Folk har brug for at booke ferie med mere end få ugers varsel
Carlos Villaro Lassen, direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening
“Det er et kæmpeproblem, at vi ikke kan få en plan for, hvad regeringen har tænkt sig i forhold til at åbne grænserne. Folk har brug for at booke ferie med mere end få ugers varsel. Og vi kan ikke regne med, at aflyste overnatninger fra udenlandske gæster bliver genbooket i fuldt omfang af danskere. Tyskerne holder ferie spredt ud over en langt større periode, end vi gør. Det er afgørende med en dato eller en mere langsigtet plan,” siger Carlos Villaro Lassen.
Feriehusbranchens direktør måtte allerede før påske råbe op om branchens særlige kriseproblemer. Det skete, da statsminister Mette Frederiksen (S) på et af sine pressemøder advarede danskerne bredt mod at holde familiekomsammen i påsken i netop sommerhuse.
mia. kr. årligt er den samlede omsætning fra dansk kystturisme
Hun måtte siden trække i land og indskærpe, at det ikke var sommerhusene, der var problemet, men derimod en for stor sammenstimlen og rejseaktivitet. Alligevel har meldingen sammen med grænselukningen skadet både branchen og sommerhusejerne.
“Både udenlandske og danske bookinger til højsæsonen og resten af året er gået i stå,” lyder sommerhusdirektørens vurdering.



