ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Erhvervsminister: Sommerhuse er ikke erhverv og ejerne skal ikke have akut hjælp

Borgerlige ordførere: Branchen bør hjælpes med andet end arrogante svar

Erhvervsminister Simon Kollerup (S). Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Erhvervsminister Simon Kollerup (S). Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har hidtil kategorisk afvist, at private sommerhusejere kan få så meget som en krone fra de milliardstore, statslige hjælpepakker, der skal afbøde coronakrisen.

Det møder nu kritik fra oppositionspartierne Venstre og Dansk Folkeparti, hvor erhvervsordførerne opfordrer regeringen og ministeren til at forholde sig til netop feriehuserhvervets særlige problemer.

“Det er et stort erhverv med en enorm betydning for især de tyndt befolkede udkantsområder, hvor turismen ofte er eneste livsnerve. Men alle hjælpepakker rammer helt uden om dette, og det er et kæmpeproblem,” siger Venstres ordfører Torsten Schack Pedersen.

Han har flere gange bedt erhvervsministeren om en hurtig afklaring på grænselukningen for turister og et svar på, hvordan feriehusene kan blive omfattet af hjælpepakker. ​

Kun det sidste har han fået klart svar på. Det var et nej:

DF fortørnet

“Privatpersoner, der udlejer deres sommerhus, er ikke omfattet af kompensationsordningerne, da disse er målrettet erhvervslivet (…). De må derfor forventes af have anden indtægt og ikke have akut brug for hjælp,” har Simon Kollerup svaret Venstre-ordføreren.

Omkring lukningen af grænser og tidshorisonten for igen at åbne for udenlandske turister har ministeren blot i vage vendinger talt om muligheden for kampagner, der kan stimulere den indenlandske efterspørgsel.

“Jeg synes, det er oplagt at tage en grundig dialog med alle parter,” siger Torsten Schack Petersen.

“

Det er et decideret arrogant svar, og det er jeg altså fortørnet over

Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører for Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby siger det skarpere:

“Det er et decideret arrogant svar, og det er jeg altså fortørnet over. Hvis man lukker grænserne – hvad der kan være gode, sundhedsmæssige grunde til – så må man i det mindste behandle den branche, der rammes hårdt, med respekt og give dem klare svar, tidshorisonter og adgang til hjælp.”

Forelagt kritikken siger erhvervsminister Simon Kollerup i et skriftligt svar til Børsen, at han har forståelse for den frustration, det skaber hos turismeerhvervet, at der ikke kan komme et svar på, hvornår grænserne kan åbnes. ​

“Vi er løbende i dialog med turismeerhvervet, og hvis der er behov for at styrke dialogen nu, hvor vi nærmer os højsæsonen, gør vi selvfølgelig det,” skriver ministeren.

“Vi vil meget gerne langt om længe i dialog med ministeren. Der er stærkt behov for en plan, og vi er klar til at mødes straks,” lyder det fra Carlos Villaro Lassen, feriehusbranchens direktør.




           

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis