ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kan flere investeringer fra pensionskasser hjælpe på danske it-succesers flugt? “Vi er en del af løsningen, men ikke alene”

Flere politikere peger mod pensionskassernes manglende tilstedeværelse i investeringer til danske it- og tech-virksomheder. Men spørger man pensionskasserne, kan de ikke selv løfte opgaven

Muligheder for afkast på it og tech er kun høje, hvis man forstår at ramme rigtigt, fortæller Claus Stampe fra Pensiondanmark. Arkivfoto: Steven Achiam
Muligheder for afkast på it og tech er kun høje, hvis man forstår at ramme rigtigt, fortæller Claus Stampe fra Pensiondanmark. Arkivfoto: Steven Achiam

Danske pensionsfonde glimrer ved deres fravær i investeringer i danske ventureselskaber.

Nogle danske pensionskasser har slet ikke ventureinvesteringer på skemaet, og hos andre udgør det ca. 3-4 pct. af den samlede mængde investeringer, når man ser på pensionsfondenes opgørelser fra slutningen af 2020.

I øjeblikket mangler danske vækstvirksomheder særligt inden for it- og tech-branchen den sene runde af kapital. Pensionskasserne råder tilsammen over 4000 mia. kr. fra danskernes pensionsformuer. Flere politikere og den adm. direktør i Vækstfonden mener derfor, at pensionskasserne er nøglen til løsningen.

“Hvis problemet var, at der slet ikke er kapital, kan jeg godt se, at det var svært at få til at lykkes. Men kapitalen er der, den ligger bare hos pensionsfondene. Så det handler om at kunne kanalisere den kapital ned i virksomhederne,” siger Rolf Kjærgaard, adm. direktør i Vækstfonden.

I PFA forstår investeringsdirektør Kasper Lorentzen udmærket, hvorfor flere parter i erhvervslivet peger mod pensionskasserne.

“Vi kunne da spille en større rolle i forhold til it-virksomhederne. Så vi er en del af løsningen, men ikke alene,” siger han og fortæller, at man ofte glemmer, at pensionskasserne har en anden forpligtelse og mindre frihed end kapitalfondene.

Også ATP Pension bakker op om dette.

Det, der mangler, er ekspertise i investormiljøet udi tech- og it-markedet. Det samme problem har vi tidligere set i forhold til investeringer i grønne løsninger

Victoria Velasquez (EL), erhvervsordfører

“Vi har en ambition om at være med i den finansielle fødekæde, men hvis ikke vi ser en god case, så skal vi ikke investere. Det er en vigtig overvejelse, at det først og fremmest handler om at sikre, at vi tjener pengene til vores medlemmer,” siger investeringsdirektør i ATP Pension, Mikkel Svenstrup.

Kræver en mellemmand

Pensionsfondene har tidligere brændt sig på denne slags investeringer tilbage i 90'erne og op til nullerne, hvor it-boblen sprang. Siden da har flere af selskaberne været en smule tilbageholdende.

Det er derfor naivt, hvis man tror, at problemet er løst med et fingerknips, bare fordi pensionsfondene hælder flere penge ned i de danske startups. For risikoen er stor, mener investeringsdirektør i Pensiondanmark, Claus Stampe.

“Det er komplekse investeringer med mulighed for høje afkast, men kun hvis man forstår at ramme rigtigt. Så for vores vedkommende kræver det typisk, at vi kan investere igennem en kapitalfond med specialiserede kompetencer indenfor den type investeringer, hvis vi skal interagere mere, end vi gør,” siger han.

Investerer i udenlandske fonde

De danske pensionsfonde er imidlertid allerede til stede, når det gælder investeringer i it- og tech-virksomheder. De gør det bare igennem udenlandske kapitalfonde, hvor Pensiondanmark bl.a. har investeringer igennem en venturefond forvaltet af Silicon Valley Bank.

Det er ærgerligt for Danmark, det ikke kan gøres gennem danske venturefonde, men udfordringen er, at de mest attraktive venturefonde ofte er amerikanske, da de bl.a. har fordel af et meget stort og veludviklet marked for denne type investeringer, fortæller investeringsdirektør Claus Stampe.

Kunne I ikke gøre det i Danmark i stedet?

“Problemet er, at vi ikke selv har kompetencerne til at udvælge de rigtige i segmentet, og der er p.t. få danske fonde, som kan dokumentere samme erfaring og gode resultater som de bedste amerikanske fonde,” siger han.

20201022-144549-4_ma.jpg
ATP har en ambition om at være del af den finansielle fødekæde, siger Mikkel Svenstrup, investeringsdirektør. Arkivfoto: Walther Bølge

“Jo, der er lige Gro Capital,” indvender han.

Gro Capital er en dansk kapitalfond, der kommer med investering i de senere finansieringsrunder, og som koncentrerer sig udelukkende om softwaresegmentet. Ifølge investeringsdirektøren i Pensiondanmark er det den vej, man skal gå, altså mod flere specialiserede fonde, hvis man gerne ville have pensionskasserne mere med i kapitalrejsningen.

Han indrømmer faktisk, at Gro Capital er begyndt at vise, at kapitalfonden har kompetencerne til at vælge de rigtige selskaber, og at den faktisk er “interessant” for Pensiondanmark.

Stadig for risikabelt

Men spørgsmålet er, om det også handler om vilje?

Pensiondanmark har nemlig før bevæget sig ind på områder, der var ukendte for selskabet. Da selskabet havde et ønske om at investere mere i grøn energi, etablerede man i 2012 fondsforvalteren Copenhagen Infrastructure Partners (CIP). Pensiondanmark var eneste investor i CIP’s første fond og fik på den måde etableret en struktur med meget stærke kompetencer indenfor vedvarende energiinvesteringer.

“Kunne man forestille sig noget af det samme her? Det kunne man måske, men det kræver, at vi kan finde de rigtige partnere til fonden, og at vi kan overbevises om, at der er tilstrækkeligt med attraktive investeringsmuligheder inden for deres kompetenceområder,” siger Claus Stampe.

Vil I fokusere mere på dette fremover?

Vi har det ikke konkret i kikkerten, nej. Men vi følger de potentielle muligheder, der er derude. For der er helt sikkert nogle muligheder samfundsmæssigt og afkastmæssigt på dette område. Vi skal bare gøre det på den rigtige måde,” siger han.

Har I ikke et samfundsmæssigt ansvar?

“Jeg kan godt forstå, at man kigger på pensionsselskaberne, som har flere og flere midler. Men man skal også huske, at vi forvalter pensionsformuer, og at der dermed er fokus og krav til, at det forventede afkast står mål med den risiko, vi påtager os,” siger han.

Der mangler ikke penge

Vækstfonden ser muligheder for, at det godt kan løse sig.

20210519-060819-L_69Mb.jpg
Som med de grønne investeringer bør der komme mere ekspertise i it- og tech-miljøet, ifølge Victoria Velasquez, Enhedslisten erhvervsordfører. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

“Vores samarbejde om Dansk Vækstkapital er en brugbar model, ligesom vi i de seneste år har set eksempler fra pensionskasserne, der deltager i etableringen af nye fonde, som netop sender risikovillig kapital ind i systemet,” siger Rolf Kjærgaard, adm. direktør i Vækstfonden.

Fra flere politiske sider bakker man også Vækstfonden op om, at pensionskasserne bør være mere med i problematikken af, at virksomheder mangler den sene runde kapital.

“Det er jo ikke fordi, der mangler penge. Der er masser af penge i danske pensionskasser, der vælger at investere i selskaberne, efter de er blevet børsnoteret og flyttet udenlands,” siger Victoria Velasquez, erhvervsordfører i Enhedslisten og fortsætter:

“Det, der mangler, er ekspertise i investormiljøet udi tech- og it-markedet. Det samme problem har vi tidligere set i forhold til investeringer i grønne løsninger. Det er bestemt noget, vi skal have set nærmere på,” siger hun.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis