ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Coronanedtur og voldsomt byggeboom får nu flere hotelkæder og investorer til at sætte nye hotelprojekter på pause. “Der er overhovedet ikke noget behov for de hoteller de næste mange år”

Nye hoteller skyder op

, alt imens efterspørgslen på hotelværelser er savet midt over. Det får nu flere hotelkæder til at parkere planlagte hotelprojekter

Niels Fennet, medejer og adm. direktør i hotelkæden Cabinn, er blandt dem, der har valgt at sætte hotelprojekter i bero. Det sker, fordi der er udsigt til et gigantisk byggeboom, samtidig med at coronakrisen har sendt efterspørgslen i dørken. Arkivfoto: Malte Kristiansen/Ritzau Scanpix
Niels Fennet, medejer og adm. direktør i hotelkæden Cabinn, er blandt dem, der har valgt at sætte hotelprojekter i bero. Det sker, fordi der er udsigt til et gigantisk byggeboom, samtidig med at coronakrisen har sendt efterspørgslen i dørken. Arkivfoto: Malte Kristiansen/Ritzau Scanpix

Med sine lavprishoteller er Cabinn buldret frem på den danske hotelscene, og i Ørestaden er fundamentet lagt til et nyt hotel, der efter planen skulle byde på 300 værelser.

Men fundamentet får ikke selskab af vægge og tag foreløbigt, for Niels Fennet, der er adm. direktør i Cabinn, har valgt at stoppe byggeriet af hotellet som følge af coronakrisen og et generelt byggeboom.

“Der er overhovedet ikke noget behov for de hoteller de næste mange år,” siger Niels Fennet med henvisning til, at han også har parkeret planerne om at bygge et hotel til lufthavnspersonale på en anden grund på Amager, som han købte for et halvt år siden.

Det vil blive smertefuldt for hotelbranchen i mange år fremover

Ole Egholm, indehaver af Dansk Brancheanalyse

Sammen med resten af hotelbranchen har Niels Fennet set efterspørgslen på hotelværelser styrtdykke efter udbruddet af coronavirus (covid-19), og han vurderer ligesom andre kilder i branchen, at der vil gå flere år, inden den er tilbage igen.

“Og så har det også noget at gøre med alle de hoteller, som er blevet bygget, og som er ved at blive bygget. Man skal jo ikke være ufornuftig,” indskyder Cabinn-direktøren, der selv har været en flittig bygherre de seneste år og netop er ved at lægge sidste hånd på et nyt hotel med 1200 værelser i København.

Hotelbranchen befinder sig i et regulært byggeboom, hvor nye hoteller med adskillige tusinde værelser er blevet opført. Den udvikling har kun udsigt til at fortsætte de kommende år.

Alene i København vil udbuddet af hotelværelser vokse fra 20.698 i 2019 til 27.566 værelser i 2022, svarende til en stigning på 33 pct., viser tal fra hotellernes brancheforening Horesta.

Byggeboomet kommer imidlertid på et tidspunkt, hvor hotelbranchen er i knæ, og Horesta vurderede i sidste uge overfor erhvervsmediet Finans, at danske hoteller og restauranter kommer til at miste omsætning for 16 mia. kr. dette forår.

Hos Dansk Brancheanalyse, hvor indehaver Ole Egholm har fulgt hotelbranchen tæt siden 2007, forventer man ikke, at efterspørgslen på hotelovernatninger kommer til at rette sig lige foreløbigt.

“Vi kommer til at få en periode, hvor der er en væsentlig mindre efterspørgsel og et voksende udbud. Det vil blive smertefuldt for hotelbranchen i mange år fremover,” siger Ole Egholm.

Cabinn er ikke den eneste hotelkæde, der vælger at tage konsekvensen af situationen og sparke hotelprojekter til hjørne.

Det gælder også hotelkæden Scandic, der er kommet i store likviditetsproblemer og har fyret over 2000 ansatte i Norden. Scandic har arbejdet på opførelsen af et prestigeprojekt til 1,5 mia. kr. i Aarhus, som skulle stå klar i 2024, men byggeriet af det hotel er nu sat i bero, oplyste hotelkæden i sidste uge til erhvervsmediet Ejendomswatch.

PFA dropper hotel

Hotellerne har de seneste år oplevet rekordhøje belægningsgrader, der har overgået niveauet fra før finanskrisen. Det har sendt indtjeningen på himmelflugt, hvor branchen siden 2015 har kørt med milliardstore overskud, viser tal fra Dansk Brancheanalyse.

Den udvikling har især lokket danske pensionskasser til, der som investorer har smidt milliardbeløb i opførelsen af nye hoteller.

3400​

nye hotelværelser vil komme til hotelmarkedet i København i 2020 alene

Det gælder blandt andet PFA Ejendomme. Da coronakrisen brød ud havde PFA Ejendomme netop lavet en hensigtserklæring om opførelsen af endnu et hotel i samarbejde med en af de store hotelkæder, men det projekt er nu sparket til hjørne, oplyser direktør for PFA Ejendomme, Michael Bruhn.

“I samarbejde med den pågældende hotelkæde var vi helt enige om, at tiden ikke er til det lige nu. Derfor har vi parkeret det projekt,” siger han.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis