Om to uger kan Niels Fennet og hans hustru Lise Fennet fejre, at det er 30 år siden, at de med etableringen af et hotel på Frederiksberg i 1990 lagde grundstenen til deres hotelimperium, som sidenhen har gjort ægteparret til milliardærer.
Millionerne fra Cabinn-kædens portefølje, der nu består af 11 hoteller, er væltet ind de seneste år, og umiddelbart var der udsigt til, at jubilæet kunne holdes til lyden af fyldte hotelværelser og glade gæster.
“Der er kun en ting, der gælder her, og det er, at man er sund og rask
Niels Fennet, medejer og adm. direktør i Cabinn
Men ind fra venstre kom coronakrisen med lynets hast, som har lagt hotellerne øde hen.
“Der er stort set ingen gæster. Vores belægningsprocent ligger lige nu på 2-3 pct.," fortæller 76-årige Niels Fennet, der udover at være medejer af Cabinn også er adm. direktør.
“Det er ikke den sjoveste situation at holde jubilæum i, men der er kun en ting, der gælder her, og det er, at man er sund og rask. Alt andet er fløjtende ligegyldigt,” siger han.
Niels Fennet har som følge af coronakrisen valgt midlertidigt at lukke tre hoteller i København, deriblandt hotellet på Frederiksberg, hvor det hele startede. Ligeledes har kæden sendt 65 af sine 250 medarbejdere hjem med lønkompensation.
mio. kr. har Cabinn tjent efter skat i perioden fra 2014 til 2018, hvor det seneste regnskab er fra
Cabinn har lavet et såkaldt “coronabudget” for 2020, som virksomheden tror på, og “det er helt af helvede til”, lyder det fra Niels Fennet.
“I bedste fald kommer vi i mål med et 0-resultat i år på bundlinjen. Men så kommer afskrivningerne oven i, og så vil det komme til at vise et dundrende underskud,” siger direktøren for Cabinn, der selv ejer bygningerne, som hotellerne er i.
Cabinn-kædens hoteller er kendetegnet for deres små og prisvenlige værelser, og idéen til sit lavpriskoncept fik Niels Fennet, som han tidligere har beskrevet, ombord på Oslo-båden i slutningen af 1980'erne.
Der måtte nemlig være penge i at udnytte pladsen på hotelværelser mere effektivt ligesom i en kahyt, så der kunne være flere værelser, og folk kunne slippe billigere i pris.
Idéen har sidenhen vist sig at være mere end økonomisk gangbar. I det seneste regnskab for 2018 tjente Cabinn 77 mio. kr. før skat, og egenkapitalen lød på 1,5 mia. kr.
Men lige nu er Cabinn ligesom andre hotelkæder ramt af coronakrisen, og Niels Fennet venter ikke, at efterspørgslen vil rette sig før 2022.
“Men vi har en stærk likviditet, og vi har ikke behov for at polstre os yderligere,” siger Niels Fennet, som netop er ved at lægge sidste hånd på et hotel i København, der skal byde på 1200 værelser.