Et tumultarisk forhandlingsforløb er endt med en tredobling af det milliardbeløb, som verdens rigeste lande skal betale udviklingslandene til grøn omstilling.
Verdens rigeste lande lover at sætte 300 mia. dollar (2150 mia. kr.) af om året fra 2035 og opfordrer samtidig andre lande som Kina og Saudi-Arabien til at bidrage, selv om de ikke er forpligtet til det.
Det står klart efter en langstrakt forhandling til klimatopmødet COP29 i Aserbajdsjans hovedstad Baku. Her sluttede årets klimatopmøde natten til søndag lokal tid, selv om afslutningen var planlagt til fredag aften.
Den centrale beslutning ved årets topmøde er løftet om at finansiere omstillingen i de fattigste lande med 300 mia. dollar om året fra 2035. Og en målsætning om at øge tallet til 1300 mia. dollar.
Pengene skal bruges til at fremme omstillingen af landene samt at forberede dem – eksempelvis udsatte østater – på effekterne af global opvarmning.
Beløbet var imidlertid ikke nemt for landene at aftale.
Mens økonomer tidligere har vurderet et behov på 2400 mia. dollar årligt, og udviklingslande foreslog et beløb på 1300 mia. dollar, har vestlige lande været tilbageholdende med milliardbeløbene.
I et udkast til en aftale fredag lød forslaget på 250 mia., hvilket udviklingslande affejede som “latterligt”. Efter at have konsulteret vestlige regeringer natten igennem foreslog blandt andre EU og USA lørdag at øge beløbet til 300 mia. dollar.
Det er det forslag, der nu er vedtaget med få modifikationer.
“Det var helt afgørende, at man fik en aftale om klimafinansiering. Også selv om beløbet afspejler det, man kunne nå frem til, mens alle er pressede af geopolitik og forsvarsbudgetter,” vurderer Anne Højer Simonsen, vicedirektør i Dansk Industri, over for Børsen.
“Det kan være den lim, der får hele klimaindsatsen til at hænge sammen,” tilføjer hun.
Hun er dog bekymret for opbakningen til målet, efter det fik en kritisk modtagelse efter vedtagelsen.
Repræsentanter fra Indien, Cuba og Bolivia indvendte under mødet i Baku, at målet om 300 mia. dollar er utilstrækkeligt.
Det samme gør klimarådgiver John Nordbo fra den danske udviklingsorganisation Care.
“Aftalen er en fiasko. Målet om 300 mia. dollar i klimabistand er alt for lavt i forhold til behovet, og det skal først betales om ti år – alt imens klimakrisen eskalerer,” skriver han i en mail efter vedtagelsen.
Aftalen skal erstatte den aftale, som kom på plads under klimatopmødet i København i 2009 om 100 mia. dollar årligt, leveret fra 2020 – en aftale, som landene først levede op til med to års forsinkelse.
For at nå det trecifrede milliardbeløb gør politikerne i forhandlingerne brug af såkaldte “mobiliserede midler,” hvilket er private investeringer, som er gjort mulige af offentlig hjælp.
Klimaminister Lars Aagaard (M) har eksempelvis over for Børsen fremhævet modellen i Danmarks Eksport- og Investeringsfond (Eifo) som en god løsning. Her er risikovillig offentlig kapital med til at mindske risikoen for private investorer.
Afhængigheden af privat kapital har imidlertid mødt kritik fra blandt andet udviklingslande og ngo’er, da de politiske løfter om privat kapital ikke altid kan indfries.
“Det er vigtigt at holde for øje, at det sjældent lykkes at skaffe private investeringer i lavindkomstlande og slet ikke i den størrelsesorden, man har brug for,” sagde Katrine Ehnhuus, seniorrådgiver i Mellemfolkeligt Samvirkes Center for Bæredygtig Finans, fredag til Børsen.
En OECD-rapport konkluderede i 2023, at kun 12 pct. af de penge, der bliver mobiliseret fra private investorer, ender i lavindkomstlande netop på grund af risikoen ved at investere i disse lande. I stedet kommer privat finansiering mellemindkomstlande til gode.
Også såkaldt alternativ finansiering er nævnt i aftalen. Det kunne eksempelvis være CO2-beskatning af international skibstrafik, men også beskatning af større formuer og aktiebeholdninger er tidligere blevet foreslået. Ingen af de konkrete kilder til finansiering er dog vedtaget.
Et andet punkt, der har mødt stor kritik på topmødet, er beslutningen om at sætte rammer om handlen med klimakreditter både for virksomheder og lande.
Denne beslutning faldt på plads tidligere lørdag aften.
For virksomheder betyder det, at den uregulerede handel med CO2-besparelser mellem virksomheder, der eksempelvis planter træer på hinandens vegne, fremover har mulighed for at leve op til officielle krav.
På dette punkt forventer Anne Højer Simonsen fra DI, at aftalen kan få konkret betydning for danske virksomheder – også selv om det ligger et par år ude i fremtiden.
“Det er helt afgørende at få en FN-ramme omkring markedet for CO2-kreditter. Der er jævnligt tilfælde, hvor det ikke fungerer optimalt i dag,” konstaterer hun.
Kreditterne virksomheder imellem har tidligere været plaget af problemer med at sikre deres klimaeffekt, og hvorvidt CO2-reduktionerne bliver talt to gange.
Når vedtagelsen møder kritik, skyldes det samtidig, at aftalen også lader lande handle mellem hinanden. Den åbner ifølge miljøorganisationer for, at lande kan købe sig til omstilling frem for at sikre ændringer i deres egen klimapåvirkning.
