Efter årtiers forsøg på at tøjle klimakrisen skal verdens ledere i løbet af to ugers topmøde på COP29 endelig svare på et centralt spørgsmål: Hvor skal pengene komme fra?
For mens debatten på tidligere klimatopmøder har flyttet kommaer i en gennemdiskuteret tekst, skal der i år flyttes kommaer i de beløb, som verdens lande har sat af til at bekæmpe og håndtere klimaforandringerne, hvor de rammer hårdest.
Opgaven er lige så klar, som den virker uoverkommelig i investeringsmiljøet i dag: Skaf de 2400 mia. dollar – eller næsten 17.000 mia. kr. – årligt, som økonomer vurderer der bliver behov for, hvis verdens fattigste lande både skal bekæmpe og håndtere klimaforandringer i 2030.
Ud over den politiske delegation deltager Danmark i årets klimatopmøde med en erhvervsdelegation, hvor i alt 31 virksomheder er partnere. Se her en samlet liste over deltagerne hos den danske pavillon:
Kilde: State of Green
Det er problemformuleringen, når embedsfolk, politikere, erhvervsfolk og organisationer mødes til årets klimatopmøde COP29 i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, mandag 11. november.
“Det er ikke nok kun at blive enige om et mål. Vi skal arbejde hårdere for at reformere det globale finansielle system – at give landene det finanspolitiske råderum, de så desperat har brug for,” sagde generalsekretær for FN’s klimasekretariat Simon Stiell mandag under åbningen af topmødet.
Dermed er topmødet åbnet på samme måde som mange før det.
Koreografien for et klimatopmøde er velkendt: På førstedagen ridses et uoverstigeligt problem op. Virksomheder benytter topmødets første uge til at gøre opmærksom på deres bidrag, mens statsledere besøger topmødet på skift. Når de mest spidse af messehallernes sko er gået ombord på flyene ud af topmødebyen, trækker mødet ud og ender med en aftale, som alle kan sælge som en sejr, mens de største knaster gemmes til senere møder.
“Vi investerer andre folks penge og er forpligtede over for kunderne, så afkastet skal stå mål med risikoen
Peter Jayaswal, direktør, Finans Danmark
I år er der imidlertid en anden stemning, når man taler med topmødets deltagere. Mens der i tidligere år har været fokus på konkrete paragraffer, der skulle på plads, er målet i år at finansiere den grønne omstilling. Og her er mange deltagere tilbageholdende med at definere en succes – for kisten med 2400 mia. dollar kommer næppe til at blive åbnet under topmødets to uger, må man forstå.
Målet på 2400 mia. dollar stammer fra en økonomisk ekspertgruppe, som afleverede sine anbefalinger til FN i december 2023. Det dækker det beløb, som såvel offentlige som private skal bringe i spil for at hjælpe verdens fattigste og mest udsatte lande ved gennem grøn omstilling at afværge og forberede sig på følgerne af klimaforandringerne.
“Det er en regning, der kommer, og som nogen skal betale. Spørgsmålet er, om verdens ledere vælger at bruge pengene nu, eller om de skal bruges på at genopbygge byer om og om igen,” mener chefrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og mangeårig COP-deltager Mattias Söderberg.
Mens organisationer og modtagerlande melder beløb ud som et “gulv” for forhandlingerne, er der snarere tale om et loft, når man spørger donorlande som Danmark; et fjernt mål, som forhandlingerne kan stræbe imod. Lige så forskellige lyder ønskerne fra verdens lande. Eksempelvis har sammenslutningen af de afrikanske lande forud for topmødet vurderet, at det overordnede mål bør være 1300 mia. dollar, mens blandt andre EU har været mere tilbageholdende med at sætte tal på.
Det gælder også Danmark, hvor klimaminister Lars Aagaard (M) dog medgiver, at “vi skal have sat et mere ambitiøst mål – altså et højere tal for den samlede klimafinansiering”.
“Jeg er håbefuld for, at vi lander et resultat, som landene i verden kan se sig selv i, vel vidende at behovet for hjælp til verdens fattigste er umådeligt stort,” fortsætter han.
Og finansiering har notorisk været blandt de store knaster i klimaforhandlingerne. Mens forhandlinger kan presse lande til at love forbedring inden for egne grænser, som ofte medfører økonomiske gevinster, er businesscasen i at finansiere omstilling og afværge katastrofer i andre dele af verden sværere at se.
Lars Løkke Rasmussen (M) gjorde forsøget i København i 2009, da han som udskældt leder af COP15 skulle lukke en aftale om klimafinansiering. Efter et tumultarisk forløb, hvor den daværende danske statsminister eksempelvis endte med tilnavne som “klodsmajoren fra København”, lykkedes det at lukke en aftale, hvor verdens lande tilsammen skulle bidrage med 100 mia. dollar om året senest i 2020.
Det mål blev først nået med flere års forsinkelse i 2022. Det er dette beløb, der kræves mangedoblet efter 2025, hvor aftalen fra København udløber.
Det er med andre ord ikke en let opgave. Samtlige 95 lande i klimasamarbejdet skal kunne skrive under på rammerne for finansiering. Dertil kommer, at der i dag er uenighed om stort set alle dele af målet: beløbet, donorerne, modtagerne og metoden til at uddele milliarderne.
Mens de rigeste lande som Danmark og EU generelt er indforståede med at være på listen over donorer, bliver ønsket om penge fra lande som Kina og en række velstående lande i Mellemøsten stadigt større. I klimaaftalen fra 1997 figurerer lande som Saudi-Arabien, Kina og Singapore dog på listen over udviklingslande og afkræves dermed ikke klimafinansiering – et faktum, som vestlige ledere ofte fremhæver.
Lars Aagaard peger på, at Danmark “ligger i top” med bidrag til formålet og efterlyser også deltagelse fra flere lande.
“Verden har udviklet sig siden 1990’erne, og der er en række lande, som man ikke i dag ville se som fattige lande eller udviklingslande,” siger han.
Ud over at se mod fjerne egne kigger Lars Aagaard – og med ham mange vestlige ledere – mod den private sektor. Det fremhæves som umuligt at rejse den nødvendige kapital uden at sætte sin lid til private investeringer. Private investeringer har imidlertid også deres begrænsninger.
Investeringerne fungerer normalt bedst i lande med større sikkerhed omkring dem, end hvad verdens fattigste lande kan tilbyde. En OECD-rapport konkluderede i 2023, at kun 12 pct. af de penge, der bliver mobiliseret fra private investorer, ender i lavindkomstlande netop på grund af risikoen ved at investere i disse lande. I stedet kommer privat finansiering mellemindkomstlande til gode.
Selv i en dansk kontekst er de private investeringer i klimaløsninger pressede. Så sent som i den forgangne uge satte den hidtidige vækstkomet i energibranchen Better Energy tal på de fyringer, der næsten halverer virksomhedens størrelse. Samtidig er brintprojekter droppet eller udskudt, og senest leverede det amerikanske valg endnu et stød til de grønne aktier.
Investeringsmiljøet er med andre ord kølet af på det grønne område. Eller som John Fisker fra Ringkjøbing Landbobank for nylig formulerede det over for Børsen:
“Den grønne omstilling er kørt lidt ind i en mur lige i øjeblikket. Du fylder din egen avis med alle mulige dårlige historier om området, og de er sande alle sammen.”
Blandt andre den danske klimaminister håber imidlertid, at offentlige penge kan være med til at mindske risikoen for de private investorer og dermed geare de offentlige investeringer i området.
Eller “grundlæggende bare billige penge”, som verdensbankens præsident, Ajay Banga, har formuleret det forud for årets topmøde.
Men heller ikke billige penge hænger på træerne. For udbuddet af grøn kapital følger den bedste investerings simple logik, påpeger Peter Jayaswal, direktør for realkredit og ejendomsfinansiering i finanssektorens brancheorganisation Finans Danmark.
“Privat kapital bliver nødt til at foregå på markedsvilkår. Vi investerer andre folks penge og er forpligtede over for kunderne, så afkastet skal stå mål med risikoen,” påminder han.
Derfor peger han på, at sektorens mest oplagte bidrag til den globale omstilling oftest er at finansiere danske og europæiske projekter og lade politikere om at sikre kapital til de mere usikre markeder.
Han peger dog på, at det kan ændres med politiske tiltag.
“Kapitalen er jo global, så den vil glide derhen, hvor de politiske rammevilkår tiltrækker den. Alle er enige om, at der er brug for al den kapital, vi kan rejse til den grønne omstilling, men forskellige parter har forskellige muligheder,” konstaterer han.
Lars Aagaard foreslår konkret, at man fremover kan bruge samme model, som er kendt fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond (Eifo). Her er risikovillig offentlig kapital med til at mindske risikoen for private investorer.
Beløbets størrelse har imidlertid også fået politikere til at kigge mod andre kilder til milliarderne. Blandt andet er en afgift på skibes udledninger en genganger på forhandlingsbordet. Også beskatning af verdens største formuer og af aktieudbytte er blandt forslagene.
Klimatopmødet COP29 er planlagt til at vare to uger, og slutter fredag den 22. november.
