De københavnske restauranter, der i forvejen ligger ned efter et brutalt forår med næsten ingen omsætning, får nu igen et slag i form af nye restriktioner.
“Det rammer os hårdt, og vi kommer til at tabe en masse penge. Det er da pisse irriterende og røv og nøgler,” siger Martin Christophersen, medejer af restauranten II Corvino i København.
De nye restriktioner blev meldt ud af sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag på et pressemøde. Fra 17. september skal alle restauranter, barer og caféer i 17 kommuner i hovedstadsområdet lukke ned kl. 22.00, og både ansatte og gæster skal bære mundbind eller visir.
Sundhedsministeriet
“Med de restriktioner, der var til kl. 24.00, var vi gået ned på gæsteantal, fordi vi ikke kunne nå at få alle igennem, så i forvejen var vi presset økonomisk. Jeg har svært ved at se, at vi kan drive en restaurant på det her grundlag. Hvis der ikke kommer nogen form for hjælpepakker, så tror jeg, vi ser ind i et blodbad af restauranter, som bliver nødt til at lukke,” siger Rasmus Munk, medejer og kok på Alchemist.
Også i Horesta, branche- og arbejdsgiverforening for hotel-, restaurant og turisterhvervet, ærgrer de sig over, at der igen skydes hårdt mod restauranterne i kampen mod corona.
“Jeg har svært ved at se, at vi kan drive en restaurant på det her grundlag
Rasmus Munk, ejer, Alchemist
Foreningen anerkender, at der kan være behov for at sætte ind med skærpede restriktioner. Men organisationen er kritisk overfor, at de nye regler i vid udstrækning er rettet mod restauranter og barer.
“Myndighederne peger især på, at det er de uautoriserede private fester, som udgør en stor smittefare. På den baggrund undrer det mig, at man gang på gang lægger nye restriktioner ned over restauranter og barer frem for at stramme op over for piratfester og anden aktivitet, der foregår uden for professionelle rammer,” siger Kirsten Munch, der er politisk direktør i Horesta.
Og de yderligere tiltag vil blive dyre. Horesta skønner, at det vil koste branchen mellem 100 og 200 mio. kr., at restauranter og barer i hovedstadsområdet de næste 14 dage skal lukke kl. 22.00.
“Det her kommer til at gøre rigtig ondt på virksomheder, som i forvejen er presset til det yderste. Hjælpepakkerne er udfaset, erhvervet er i forvejen underlagt en lang række restriktioner, og nu kommer der yderligere en tvangslukning oveni. Der er brug for, at man fra politisk hold hurtigst muligt sikrer kompensation til erhvervet,” siger Kirsten Munch.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) blev også spurgt ind til eventuelle hjælpepakker på pressemødet tirsdag. Til det svarede ministeren:
“Det er aftalt med partierne at se nærmere på, om vi kan etablere en model med en form for kompensation til de berørte virksomheder i de berørte kommuner. Så det arbejder vi videre med.”
mio. kr. skønner Horesta, at tiltagene vil koste
Børsen har forsøgt at få erhvervsminister Simon Kollerup (S) til at uddybe, hvordan den hjælp konkret ser ud. Men Erhvervsministeriet ønsker ikke at kommentere på det i øjeblikket.
Umiddelbart er der fra andre partier imidlertid en opbakning til at hjælpe branchen. Torsten Schack Pedersen, erhvervsordfører i Venstre, fortæller, at han forventer, at regeringen vil indkalde partierne snarest og præsentere en løsning.
“Det er syvende måned, vi kører på lige nu, så det er en svær situation for virksomhederne. Når samfundet kommer med nye restriktioner, skal der også være en kompensation,” siger Torsten Schack Pedersen (V).
Også restaurantejer Martin Christophersen håber snart på en afklaring.
“Man kan ikke se bort fra, at vi er en branche, der er i knæ. Vi vil nødigt stå med hatten i hånden og bede om hjælp, men det kan godt være, det bliver nødvendigt,” siger han.