Både Holland, Østrig og Portugal har nu så høje smittetal, at de ligger over den danske grænseværdi på 30 nye smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge, svarende til 60 på to uger. I de senesteeuropæiske talligger de tre landes smittetal på hhv. 74, 73 og 64 på to uger. Og dermed ser det ud til, at Udenrigsministeriet kommer til at fraråde ikke-nødvendige rejser til de tre lande, når de danske rejsevejledninger opdateres torsdag.
“Selvom vi har gjort store digitale fremskridt, så er det fysiske salgsmøde stadig noget, der tæller
Michael Svane, branchedirektør, DI
Hvis det sker, så vil der kun være otte EU-lande, som er åbne for danske rejsende: Bulgarien, Cypern, Grækenland, Italien, Polen, Slovakiet, Sverige og Tyskland – og disse lande kan snart lukke for adgangen på grund af de danske smittetal. Erhvervsrejser er dog undtaget fra de almindelige vejledninger, men der kan fortsat gøres mere for at få budskabet ud, siger Michael Svane, branchedirektør i Dansk Industri.
“Jeg hører fra mange virksomheder, at selvom vi har gjort store digitale fremskridt, så er det fysiske salgsmøde stadig noget, der tæller. Og noget af det, der efterlyses, er en mere tydelig kommunikation om, hvilke regler der gælder for erhvervsrejserne. Ellers er det svært at undgå, at både virksomheder, medarbejdere og deres familier lader sig påvirke af de generelle vejledninger.”
Udover forvirring om de danske anbefalinger, kan det også være svært at holde styr på andre landes restriktioner, f.eks. krav om en test af ny dato eller dokumentation for formålet med rejsen, forklarer Svane.
lande, Holland, Østrig og Portugal, har nu så høje smittetal, at Danmark kan fraråde ikke-nødvendige rejser
På fredag skal Folketingets Europaudvalg drøfte et udspil fra EU om en fælles tilgang til rejseregler. Og i de otte genstartsteams, som tirsdag præsenterede deres anbefalinger til, hvordan der kan sættes skub i eksporten, er større klarhed om rejser et varmt ønske. Fem af de otte teams nævner rejserne som en prioritet.
I foråret lykkedes det for mange virksomheder at holde kontakten til deres eksisterende kunder. Men nu vokser behovet for at komme i gang med at udvikle forretningen, vurderer Svane:
“At dyrke nye kunder og kontakter er vanskeligt, hvis man ikke kan rejse. Og det er jo ikke sådan, at konkurrenterne sidder på deres hænder. Faste kunder kan blive kontaktet fra andre sider, og de statsstøtteregimer, vi ser, kan også flytte markedsandele.”
Desuden er der brug for fokus på testkapacitet og svartider, siger han:
“Test, test og test er noget af det, der skal arbejdes endnu mere på. Usikkerheden om corona er til stede, den kan vi ikke gøre noget ved. Men vi skal gøre alt, hvad vi kan for at få sat gang i luftfarten og gang i rejserne igen.”
Opdateret 17.09.20:Af en tidligere version fremgik det, at kun syv EU-lande ville være åbne for danske rejsende efter torsdag. Det korrekte tal er otte lande.