Nyt lovforslag, gammel tænkning.
Ja, faktisk helt forældet i forhold til den tid, internationale virksomheder lever i.
Sådan lyder dommen fra pumpegiganten Danfoss over det forslag om CFC-selskabsskat, som skatteminister Morten Bødskov (S) netop har lanceret for Folketinget.
“Vi er tilhængere af, at vi har værnsregler i Danmark, og at man beskytter skattebasen. Problemet med lige præcis disse regler er bare, at de spænder ben for udviklingen af fremtidens viden
Lars Nyhegn-Eriksen, skattechef, Danfoss
“Vi er tilhængere af, at vi har værnsregler i Danmark, og at man beskytter skattebasen. Problemet med lige præcis disse regler er bare, at de spænder ben for udviklingen af fremtidens viden,” siger Lars Nyhegn-Eriksen, skattechef i Danfoss.
Forslaget kan give skattelussinger til helt almindelige datterselskaber i udlandet, når der er et højt indhold af viden og teknologi i de selskaber.
Danfoss stiler efter at være førende på grøn teknologi og digitalisering, som er meget udviklingstungt, og hvor den nødvendige viden og teknologi skal samles fra mange lande.
Et realistisk eksempel er skibe, der sejler på el. Teknologien kommer fra Finland, sensorerne er udviklet i Tyskland, og det hele er videreudviklet af italienske ingeniører.
“Når vi sætter al den viden sammen til ét produkt, så er det ikke bare ét selskab, der har udviklet al den IP, (immaterielle rettigheder,red.). Men det er det, reglerne forudsætter, hvis man skal undgå at blive straffet skattemæssigt i Danmark. Så vi føler, at vi kan blive truet på den konkurrencemæssige position,” siger Lars Nyhegn-Eriksen.
Jacob Ravn, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv, er enig og opfordrer skatteministeren til at tænke CFC-reglerne forfra.
“Man skal gå lidt tilbage og se, hvorfor man egentlig indførte CFC-beskatningen i sin tid. Hvad var det, man ville forhindre, og kan vi så ikke finde ind til kerneområdet af det? Og kerneområdet er altså ikke at ramme helt almindelige driftsvirksomheder, som har en substans,” siger Jacob Ravn.