Opdateret kl. 13:40 –De første ejendomsvurderinger fra det nye ejendomsvurderingssystem bliver snart sendt ud til boligejerne, oplyser Skatteministeriet. I første omgang bliver der dog kun sendt nye vurderinger ud til 50.000 boligejere. Langt de fleste boligejere får først deres nye ejendomsvurdering i andet halvår 2022 eller senere i 2023.
Skatteminister Morten Bødskov (S) har netop præsenteret Folketinget og forligskredsen på ejendomsområdet for første del af It-tilsynets trykprøvning af ejendomsområdet og meddelt, at Vurderingsstyrelsen begynder at sende de første nye ejendomsvurderinger ud til boligejerne på den anden side af sommerferien.
“De sidste boligejere (...) kan forvente at modtage en ny vurdering et godt stykke inde i 2023. Det er alt for kort tid
Lise Nytoft Bergmann, Nordea
“For første gang siden 2011 er vi nu klar til at sende nye ejendomsvurderinger ud til boligejerne. Der er ingen tvivl om, at det har været et langt sejt træk at nå hertil, men så meget mere positivt er det, at vi nu er, hvor vi skal være. Nu kan vi se frem til, at de nye vurderinger bliver udsendt til danskerne” siger Morten Bødskov.
De resterende ejerboligvurderinger vil blive udsendt i etaper fra 2022. Det er forventningen, at der i alt udbetales 14 mia. kr. til boligejerne i for meget betalt boligskat i løbet af hele udsendelsesperioden.
Det forventes fortsat, at implementeringen af de nye boligskatteregler kan ske fra 2024 og frem, meddeler Skatteministeriet, der samtidig påpeger, at projektet er udfordret, da opbyggelsen af et nyt ejendomsvurderingssystem er meget komplekst, da det bygger på data fra mange kilder og er afhængig af mange andre it-projekter.
Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom og chefanalytiker i Nordea, er tilfreds med, at boligejerne endelig får nye vurderinger for første gang siden 2011. Der er dog også malurt i bægeret, for Lise Nytoft Bergmann er kritisk over tidsplanen i udsendelsen af nye vurderinger
“Det er positivt, at de første vurderinger lander i boligejernes e-Boks fra sensommeren 2021. Men det er bekymrende, at udrulningen kommer til at foregå i små etaper, og at de sidste boligejere først kan forvente at modtage en ny vurdering et godt stykke inde i 2023. Det er alt for kort tid inden, at boligskattereformen træder i kraft,” siger Lise Nytoft Bergmann.
De vurderinger, der sendes ud, og som gælder for ca. 1,7 mio. ejerboliger og en halv million andre ejendomme, skal erstatte de fejlbehæftede vurderinger fra 2011-2012.
De nye vurderinger skal derudover bruges som grundlag for tilbagebetaling af omkring 14 mia. kr. til boligejere i primært provinsen, der har betalt for meget i boligskat på grund af forkerte vurderinger.
Tilbagebetalingen omfatter ca. 715.000 ejerboliger, der i gennemsnit får 19.500 kr. i tilbage i for meget betalt skat pr. ejerbolig.
Boligejere, der har betalt skat af for lave vurderinger, får ikke en regning med tilbagevirkende kraft, oplyser ministeriet.
De nye ejendomsvurderinger sendes ud i fire etaper.
1 – I september 2021 starter første etape af de nye ejerboligvurderinger. Det drejer sig om ejendomsvurderinger til ejerne af 50.000 parcel- og rækkehuse. Tilbagebetalingstilbud udsendes efterfølgende.
2 – I foråret 2022 udsendes vurderinger og efterfølgende tilbagebetalingstilbud til ejerne af yderligere ca. 100.000 parcel- og rækkehuse.
3 – I andet halvår 2022 påbegynder Vurderingsstyrelsen sagsbehandling af vurderingerne for ca. 700.000 resterende parcel- og rækkehuse, hvorefter vurderinger og tilbagebetalingstilbud udsendes.
4 – Senere udsendes vurderinger og tilbagebetalingstilbud for de øvrige ejerboliger, herunder ejerlejligheder, sommerhuse og de mest komplicerede ejerboliger.