Hvor der er stor afstand fra DI og Dansk Metals udspil til en grøn skattereform over til fagøkonomer – som professor Peter Birch Sørensen og Klimarådet – er der til gengæld større sandsynlighed for, at elementer fra industriens grønne skattereform bliver til politisk virkelighed.
Forslaget om en CO2-afgift på 200 kr. stigende til 400 kr. pr. ton udledte CO2-ækvivalenter er et nybrud for industrien. Men selvom man nu foreslår en sådan afgift, skal det bemærkes, at det foreslåede afgiftsniveau er lavere end det, Klimarådet vurderer nødvendigt for at nå 70-procentsmålet mest effektivt. Et lavere afgiftsniveau hindrer os ikke i at nå målet, men så må man ty til dyrere skruer at skrue på.
Industriens forsvar for en forholdsvist lav CO2-afgift er dels hensynet til konkurrenceevnen, dels at det kan iværksættes straks. Industrien er bekymret for tab af arbejdspladser og værdiskabelse. Klimarådet mener, at de har håndteret denne udfordring ved at foreslå særregler for konkurrenceudsatte erhverv – spørgsmålet er dog, om det er muligt i henhold til EU-retten.
Debatten om de konkurrenceudsatte erhverv udstiller CO2-afgiftens primære udfordring. En CO2-afgift er nok billigste vej til målet, men der er en række reelle implementeringsudfordringer, som ikke kan ignoreres. Der er måleproblemer, vi risikerer, at produktionen blot flyttes ud, og så er der håndteringen af CO2 i importen. Her mangler økonomerne i Klimarådet m.fl. at levere overbevisende svar.
Regeringen har forpligtet sig til at komme med forslag om en grøn skattereform. Den vil nu nemt kunne adoptere dele af industriens forslag. Dermed kan regeringen med god ret sige, at den har introduceret en CO2-afgift, men dog på et så lavt niveau, at det ikke bliver afgiften, der sikrer, at vi når målet. Dermed ender vi med at skulle håbe på, at teknologien redder os – en strategi, som regeringen taler varmt for, men som dog kan vise sig dyr.
