ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Nationalbanken tror ikke særskat får den store betydning: Ekspert kalder det “noget pladder”

Hvis investorerne

har udsigt til et lavere afkast på grund af Arne-skat, vil de nok investere i noget andet, mener Finans Danmark

Finansdanmark mener, at investorerne vil smutte, hvis en særskat sætter sig i afkastet, mener Finans Danmark. Nationalbanken mener i det store og hele ikke, det betyder så meget. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Finansdanmark mener, at investorerne vil smutte, hvis en særskat sætter sig i afkastet, mener Finans Danmark. Nationalbanken mener i det store og hele ikke, det betyder så meget. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Betydningen af den såkaldte Arne-skat, bliver formentlig ikke særlig stor.

Sådan lød meldingen fra Nationalbanken torsdag, efter at debatten om særskatten på 2,35 mia. kr. om året fra 2023 er bølget frem og tilbage mellem bankerne på den ene siden og regeringen på den anden side.

“Isoleret set vil den nye skat gøre bankerne mindre interessante for aktionærerne. Der er dog mange forhold i en bank, f.eks. kredit- og prispolitik, der samlet bestemmer, hvor attraktive pengeinstitutterne er for investorerne. I den store sammenhæng betyder den nye skat næppe så meget. Derudover forventer vi, at institutterne kan justere deres forretning, så de tilpasser sig den nye skat,” lød det fra Nationalbanken.

Nationalbanken forklarede, at skatten vil ramme bankernes overskud, og at investorer, der investerer i danske banker, må forvente, at afkastene bliver lavere.

Det er noget pladder. For selvfølgelig får det en effekt, når der skal betales mere i skat

Lars Krull, bankekspert, Aalborg Universitet

Men ifølge bankernes lobbyorganisation Finans Danmark er det urealistisk at lade bankernes ejere betale for særskatten – det kan nemlig få investorerne til at flygte:

“Vi mener ikke, at det er realistisk at sende en varig skattestigning videre til bankernes ejere. Det siger vi med afsæt i den internationale forskning på området, der finder, at øget beskatning på den finansielle sektor altovervejende ender hos kunderne. Det er grundlæggende svært at forestille sig, at investorer i en lille åben økonomi vil acceptere et lavere afkast, når det er så nemt at finde andre virksomheder at investere i,” siger Niels Arne Dam, der er cheføkonom i Finans Danmark i en skriftlig kommentar.

Alle rammes

I et debatindlæg i Børsen torsdag skriver socialdemokratiets finansordfører Christian Rabjerg Madsen ligeledes, at bankerne i stedet for at vælte regningen over på kunderne, bare sænker udbyttebetalingen til aktionærerne.

2,35​

mia. kr. kan bankerne komme til at betale i særskat fra 2023

Men også den manøvre vil ramme kunderne i banker, påpeger bankekspert på Aalborg Universitet, Lars Krull:

“Man skal huske på, at danskerne i høj grad har investeret i bankerne gennem deres pensionsselskaber, og derfor vil et lavere afkast få betydning for pensionerne. Samtidig investerer mange almennyttige fonde i banker, så hvis udbyttebetalingen fra bankerne bliver lavere, er der færre penge til eksempelvis forskning,” siger Lars Krull.

Derudover har han ikke meget til overs for Nationalbankens melding om, at den nye skat i den store sammenhæng næppe kommer til at betyde så meget.

“Det er noget pladder. For selvfølgelig får det en effekt, når der skal betales mere i skat,” siger Lars Krull.

Kunderne bliver ramt

Finans Danmark har tidligere påpeget, at det ikke kan undgås, at det bliver kunderne, der kommer til at løfte en stor del af byrden fra skatten, når regningen skal betales.

Ifølge lobbyorganisationen viser udenlandske erfaringer, at bankkunder vil opleve prisstigninger som følge af særskatter, der er udskrevet til finanssektoren. Mellem 80-90 pct. af regningen for særskatten vil i sidste ende skulle betales af kunderne i form af højere gebyrer eller renter.

Analytikere og bankeksperter har også vurderet, at flere privatkunder kan komme til at betale negative renter som følge af en særskat.

Fra banksammenligningsplatformen Mybanker har det lydt, at bankunderne ikke kan undgå stigende priser:

“Det bliver nogle af de sædvanlige, der starter, og så vil man lynhurtigt se, at andre banker vil gøre det samme. Det vil skabe en bevægelse i sektoren,” har Marlene Nørgaard Carolus tidligere sagt til Børsen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis