ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytiker om Danske Bank-aktiens kursdyk: Udenlandske investorer køber nok ikke op i dag

Nye oplysninger i hvidvasksag om 11 tidligere Danske Bank-ansatte viser, at de ansatte har modtaget mistænkelige millioner, mens milliarder flød igennem Danske Banks etiske filial

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danske Banks aktiekurs falder mandag, efter at Berlingske, DR og Politiken sammen har kunnet fortælle mere detaljeret om, hvilke kunder banken havde i sin nu lukkede estiske filial.

Ifølge Mads Thinggaard, der er aktieanalytiker ved ABG Sundal Collier, skyldes det dog ikke nødvendigvis, at markedet tolker det sådan, at banken kan se frem til en større bøde på grund af de nye oplysninger.

“Når aktien falder i dag, skyldes det formentligt mediernes overskrifter. Hvis man sidder som udenlandsk investor på kig efter muligheder, er det nok ikke lige i dag, man har lyst til at købe op i Danske Bank,” siger Mads Thinggaard.

For de nye oplysninger om, hvem der har brugt banken til at sende penge rundt i det finansielle system, indeholder indtil videre ikke noget nyt om, at Danske Bank skal have brudt en amerikansk sanktion. Og det er vigtigt, påpeger Mads Thinggaard.

“Hvis det her læk havde påvist, at der var meget stor sandsynlighed for sanktionsbrud, havde det været negativt for banken,” siger han og fortsætter:

“Danske Bank forsøger jo at indgå et globalt forlig om sagen, og hvis banken har brudt en amerikansk sanktion, kan prisen for et globalt forlig tænkes at blive væsentligt højere.”

De nye afsløringer viser blandt andet, at der blevet sendt penge fra en af Danske Banks kunder til et firma ejet af en notorisk hvidvasker fra Pakistan.

“Vi får sat noget kolorit på, når vi ser, hvad det er for nogle slyngler, man har gjort forretning med. Men der er ikke fundet tegn på sanktionsbrud, og det er det vigtigste i mine øjne,” siger Mads Thinggaard.

Fra 2007-2015 strømmede 1500 mia. kr. gennem Danske Banks estiske filial. Det var i filialens såkaldte non-resident portefølje, der bestod af kunder, der ikke havde hjemme i Estland. I en advokatundersøgelse udarbejdet af Bruun & Hjejle, kom man frem til, at en stor del af transaktionerne var mistænkelige, og at man ikke havde godt nok styr på, hvem der stod bag.

Skandalen kostede flere direktører i Danske Bank jobbet. Den tidligere topchef, Thomas Borgen, trak sig som følge af sagen, mens tidligere formand Ole Andersen, blev afsat på en ekstraordinær generalforsamling.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis