ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytiker efter nye “grelle eksempler” i Danske Banks hvidvasksag: Det ændrer nok ikke ved størrelse på en amerikansk bøde

Mistænkelige milliarder er strømmet gennem Danske Bank i Estland. Flere medier sætter nu ansigt på personerne.

Danske Banks hovedsæde i København. Arkivfoto: Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters/Ritzau Scanpix
Danske Banks hovedsæde i København. Arkivfoto: Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters/Ritzau Scanpix

Narkobaroner, mafiosoer og våbensmuglere.

Den type havde tidligere kunder i Danske Banks nu lukkede estiske filial kontakt til ifølge Berlingske, Politiken og DR. Det viser papirer, som kommer fra de amerikanske finansmyndigheder og er lækket til det internationale journalistsamarbejde ICIJ.

Men de nye oplysninger kommer formentlig ikke til at betyde noget for størrelsen på en eventuel bøde fra de amerikanske myndigheder, vurderer Anders Haulund Vollesen, der er aktieanalytiker i Jyske Bank:

“Det kan jeg ikke forestille mig. De informationer, der kommer nu, går jeg ud fra allerede er kendt af myndighederne, og det er primært sanktionslisterne, der afgørende for en virkelig slem bøde fra USA.”

Efter en lang række afsløringer fra Berlingske fra 2017-2018 offentliggjorde Danske Bank en advokatrapport, der viste at der var strømmet 1500 mia. kr. gennem den estiske filial fra 2007 til 2015. Det var sket i filialens såkaldt non-resident-portefølje. I rapporten konkluderede advokaterne, at banken ikke havde haft godt nok styr på, hvem der stod bag og at en stor del af de transaktioner var mistænkelige.

“Selvom det selvfølgelig gør ondt at se, hvor grelle eksempler, der kommer frem, så tror jeg mere, det er Danske Banks samarbejde og tiltag efter skandalen brød ud, der er afgørende for en bødestørrelsen end selve indholdet i de enkelte transaktioner, der er foretaget,” siger Anders Haulund Vollesen.

Han regner heller ikke med, at de nye oplysninger kommer til at betyde noget for Danske Banks aktiekurs:

“Hvis min konklusion er rigtig og det her ikke påvirker risikoen for en større bøde, tænker jeg ikke, at det skal have nogen nævneværdig effekt på kursen,” siger aktieanalytikeren.

Banken er i øjeblikket i gang med store investeringer i hvidvaskbekæmpelse. Samtidig har banken meddelt, at man fuldt ud samarbejder med myndighederne, der efterforsker sagen.

Skandalen kostede i sidste ende tidligere topchef Thomas Borgen posten. Inden da havde en lang række direktører forladt banken som konsekvens af sagen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis