Det kan lyde besynderligt, men der er god logik i, at banker holder sig væk fra visse typer gæld.
Mere præcist den gæld, der er misligholdt.
Bankers kerneforretning er at kreditvurdere dem, der gerne vil låne penge og give lån til dem, der forventes at betale gælden tilbage med renter. Banker behøver ikke at være inkassatorer.
Vi har i Danmark haft banker i mere end 200 år. Og der har altid været kunder, der ikke har kunnet betale banken, hvad de skylder.
Når det sker, så skal en bank bedømme, hvad det forventede tab på kunden er – efter at have taget højde for sikkerheder som pant i fast ejendom, kautionister og andre forhold. Og herefter er banken løbende forpligtet til at gøre sit bedste for at hive den misligholdte gæld hjem fra kunden. Ifølge Nordea er der eksempler på gældsposter, der efter 35 år fortsat forsøges inddrevet.
Selvom bankerne naturligvis bør forsøge at kradse flest mulige penge hjem fra nødlidende kunder, så er det svært at se, at det er et naturligt forretningsområde for en bank også at være inkassofirma. Og som sagen om Danske Banks massive problemer i forhold til gældsinddrivelse og i øvrigt også statens eget kuldsejlede it-system til gældsinddrivelse viser, så er det langtfra en triviel opgave at være inkassator.
Derfor er der gode forretningsmæssige argumenter for, at banker sælger deres nødlidende lån til dem, der er specialister i at inddrive den type gæld. Selvfølgelig skal der stadig være tilstrækkelige retsgarantier for skyldnerne, men det bør ikke afhænge af, om inkassator er en bank eller et egentligt inkassofirma.
Hvis bankerne får lov til at sælge deres dårlige lån, så kan de koncentrere sig om at låne penge ud til gode kunder. Det vil de fleste nok være bedst tjent med.
