Når vi i Europa smider vores aflagte tøj i en sæk og afleverer den til en af nødhjælpsorganisationernes genbrugsbutikker og -containere, er det i gennemsnit kun 10 pct. af tøjet, der bliver vurderet godt nok til at blive solgt i butikken. Andre 10 pct. bliver solgt videre inden for EU, mens resten bliver solgt videre til lande uden for EU – primært i Afrika og Asien.
På bare tyve år er eksporten af brugt tøj fra Europa til resten af verden tredoblet, så eksporten i 2019 var oppe på 1.703.000 ton, viser en ny rapport fra EU’s Miljøagentur (EEA).
“Det er ca. en fjerdedel af, hvad vi forbruger i EU, så det er voldsomme mængder,” siger ekspert i tekstiler og cirkulær økonomi i EEA Lars Fogh Mortensen, der står bag rapporten.
Fra 2000 til 2019er mængden af eksporteret tøjaffald fra EU steget fra 384.000 ton til 1.783.000 ton I 2020gik den største mængde aflagt tøj til Afrika. I 2019 bliver den største del sendt til Asien (mest til Pakistan): 582.000 ton til Asien, 398.000 ton til Afrika, 103.000 ton til Ukraine, og så er der ikke gjort rede for hele 620.000 ton
Det enorme tal siger noget om den stigende mængde af tøj, der bliver produceret. Men der ligger også et miljøproblem i, at vi transporterer noget, der måske ender som affald, over på den anden side af kloden.
“Derfor er vi nødt til at genbruge på en fornuftig måde og ikke sende vores problem videre, for det giver ikke mening at indsamle en stor mængde brugte tekstiler, der ender som affald,” siger han og slår fast, at vi ved alt for lidt om, hvad der sker med det tekstil, vi eksporterer.
Som den fjerdestørste klimasynder efter transport, fødevarer og boliger er tekstil kommet højt op på EU’s dagsorden. I 2025 skal alle EU-lande indsamle alle brugte tekstiler, og det vil ifølge EEA fordoble den mængde affaldstekstiler, vi har i dag.
Det er netop det, diskussionen går på i EU-Parlamentet lige nu, fordi Kommissionen med sin tekstilstrategi, der blev lanceret i sommer, ønsker at mindske tekstilaffaldet.
Det kan bl.a. ske ved at indføre et udvidet producentansvar, sådan som der f.eks. allerede er på elektronikområdet. Det udvidede producentansvar vil betyde, at tøjproducenterne har ansvar for sine produkter hele vejen gennem værdikæden og reelt kommer til at betale for indsamling og sortering af de varer, de sender på markedet.
Professor i bæredygtighed og udvikling i udviklingslande på CBS Peter Lund-Thomsen, der har fokuseret på tekstilindustrien i Sydasien de sidste ti år, bifalder producentansvaret, fordi hverken producenterne eller nødhjælpsorganisationerne har et særligt detaljeret billede af, hvor tøjet ender.
“Det er en god idé, at producenterne selv har styr på, hvor tøjet havner, for indtil videre har det ikke nødvendigvis været noget, de behøvede at bekymre sig om. Man producerer mere og mere tøj, men man har ikke taget systematisk ansvar for, hvad der sker bagefter,” siger han.
Herhjemme er beklædning den tredjestørste eksportvare, og tekstilindustrien havde i 2021 en samlet omsætning på knap 76 mia. kr. Børsen hartidligere fortalt, at både den danske tekstil- og affaldsbranche støtter et udvidet producentansvar, som bl.a. Frankrig allerede har indført.
Miljøminister Magnus Heunicke bakker op om, at strategien lægger op til ens EU-regler for udvidet producentansvar for tekstiler.
Miljøministeriet har ifølge ministeren derfor igangsat en undersøgelse med bred inddragelse af mode- og tekstilbranchen om de økonomiske og miljømæssige konsekvenser ved at indføre et udvidet producentansvar for tekstiler.
“Det skal give os en viden, som vi kan bruge i arbejdet med et evt. kommende udvidet producentansvar,” siger Magnus Heunicke.
“Vi skal væk fra den brug-og-smid-væk-kultur, som modeindustrien i dag er præget af. Vi skal omstille os til en produktion og et forbrug, der ikke slider på kloden. Jeg mener, at rapporten fra EEA understreger, at vi skal mindske den miljø- og klimabelastning, vores forbrug af tekstil skaber,” siger han.
“Rapporten fra EEA understreger, at vi skal mindske den miljø- og klimabelastning, vores forbrug af tekstil skaber
Magnus Heunicke (S),
miljøminister
Selvom deadline for, hvornår vi i EU skal indsamle tekstilaffald, er 2025, skal danske husstande allerede begynde at smide hullede sokker og nedslidte jeans ud i skraldespande ved husstanden fra juli i år. Men indtil videre mangler der kapacitet til at behandle de ca. 92.000 ton tekstil, som i dag bliver brændt af i Danmark.
“Det er mit håb, at vi med indsamling af tekstilaffald fra 1. juli kan skubbe på udviklingen,” siger Magnus Heunicke og sætter sin lid til, at et dansk tekstilaffaldspartnerskab, som blev nedsat i 2021 og består af en række kommuner, virksomheder og brancheforeninger inden for affaldssektoren, vil skubbe affaldssektoren i den rigtige retning ved at finde og udvikle løsninger til sortering og håndtering af tekstilaffaldet.
“I Danmark arbejder vi bl.a. for, at vi i EU skal tage hånd om vores eget affald – herunder tekstilaffald. Vi skal også sikre, at tekstilaffald ikke bliver eksporteret ulovligt som brugte varer,” siger ministeren.
Ifølge rapporten bliver langt det meste eksporteret til Afrika og Asien, og 60 pct. af det tøj, der sendes til Afrika, bliver genbrugt via salg til private, mens resten bliver smidt ud. Tøj, der eksporteres til Asien, er der ikke meget viden om, men i Pakistan er der f.eks. et stort marked for genbrug, mens andet tøj bliver til isoleringsmateriale eller solgt videre til Afrika.
“Hvis f.eks. tøjrester ender på en strand i Ghana som forurening, er det ikke nogen god idé
Peter Lund-Thomsen,
professor i bæredygtighed og udvikling i udviklingslande, CBS
“Det er helt rigtigt, at man ofte ikke ved, hvor tekstilaffaldet ender. Der er ikke meget transparens i genanvendelseskæderne til Afrika og Asien, så der er et stort behov for at få det dokumenteret. Hvis f.eks. tøjrester ender på en strand i Ghana som forurening, er det ikke nogen god idé. Der er også tøj, der er af så dårlig kvalitet, at det ikke længere kan videreforarbejdes, så der er risiko for, at vi dumper vores værdiløse affald,” siger professor Peter Lund-Thomsen. Og selvom der i Pakistan er en udviklet genanvendelsesindustri, er den ligesom i andre asiatiske og afrikanske lande ikke er særligt godt dokumenteret, siger han.
“Så hvis man f.eks. indfører et eksportforbud, kan man stå i en situation, hvor de mennesker, der har arbejde i genanvendelsesindustrien i Pakistan, mister deres arbejde. Så det kan have nogle meget negative konsekvenser,” siger professoren.
