Rettet kl. 12:38 – se rettelse i bunden
Klimapartnerskaber, bæredygtighedsrapporter og deltagelse på klimatopmøder. Danske virksomheders fokus på klimadagsordenen synes større end nogensinde. Ikke desto mindre steg CO2-udledningen sidste år fra virksomheder som Mærsk, Demant og Pandora og hovedparten af de øvrige virksomheder i C25-indekset.
Det viser en gennemgang af årets klimaregnskaber fra C25-selskaberne, Børsen har foretaget. Her fremgår det, at ti selskaber har formået at sænke CO2-udledningen fra 2021 til 2022, mens de resterende 14 selskaber har øget udledningen.
“Det går ikke, at vi bliver ved med at se stigninger, når der er vækst i virksomhederne
Joachim Marc Christensen,programchef, Global Compact Network Denmark
Trods den negative udvikling hos mange selskaber, udleder de 24 virksomheder tilsammen mindre end i 2021. Det fald er imidlertid drevet af enkelte store virksomheder.
En gennemgående forklaring i virksomhederne er, at 2022 var et godt år økonomisk. Den stigende vækst betød stigende udledninger, peger blandt andet DSV på.
“Det korte svar er, at det skyldes vækst og især effekten af vores virksomhedsopkøb. Vi købte Agility GIL i august 2021, og med denne vækst er også fulgt en stigning i vores udledninger,” skriver virksomheden i en e-mail.
Tilsvarende argument – opkøb og vækst – kommer fra blandt andet Demant, Royal Unibrew, Netcompany og Chr. Hansen.
Scope 1:Virksomhedens egne udledninger. F.eks. afbrænding af benzin i firmaets biler eller olie i egne varmeanlæg. Scope 2:Udledning fra f.eks. elektricitet og fjernvarme, som virksomheden køber af et andet selskab. Scope 3:CO2-aftryk fra værdikæden og aktiviteter, som selskabet ikke selv kan kontrollere, f.eks. fra leverandører samt virksomhedens produkters levetid hos kunderne.
Cheføkonom i den grønne tænketank Concito Torsten Hasforth peger også på den tætte kobling mellem økonomi og CO2-udledning som den primære forklaring på mange virksomheders stigende udledninger.
“Det viser, at større aktivitet stadig fører til større udledning. Det er problemet ved fossiltdrevne virksomheder. I virkeligheden illustrerer det, at vi stadig mangler at lave den afkobling mellem vækst og CO2-udledning, der er nødvendig,” siger han.
FN’s Global Compact-netværk fokuserer på virksomheders omstilling og står blandt andet bag den anerkendte klimastandard SBTi. Her vækker forklaringen om økonomisk vækst genklang. Programchef for klima og miljø Joachim Marc Christensen kalder det en naturlig sammenhæng, som han dog håber, vil forandre sig inden længe.
“Det går ikke, at vi bliver ved med at se stigninger, når der er vækst i virksomhederne. Det skal helst afkobles fra hinanden, især når det gælder virksomhedens direkte udledninger. Det er svært, men nødvendigt,” påpeger han.
Man skal imidlertid være påpasselig med at konkludere på et enkelt års udvikling, især før området er modnet, påpeger Birgitte Mogensen, formand for FSR – danske revisorers udvalg for samfundsansvar og bæredygtighed.
“I disse udviklingsår kan man i mine øjne ikke bruge tallene til noget endnu. Det kræver, at man har forklaringerne med, før man drager konklusioner. Det er svært stof at rapportere på, så virksomhederne har meget at lære om det, og vi andre har meget at lære om at læse deres rapporteringer,” siger hun og fremhæver, at tallene i stedet skal bruges som udgangspunkt for klimamål, som man kan evaluere virksomhederne ud fra fremover.
Også en række virksomheder peger på ændringer i beregningsmetoder og på usikkerheder omkring de udledninger, der ligger uden for virksomhedens kontrol – hos leverandører og kunder – som årsag til stigningerne. Ser man bort fra disse såkaldte scope 3-udledninger, er det imidlertid stadig 10 af de 24 virksomheder, der har en øget CO2-udledning.
Blandt andet hos GN Store Nord, der angiver, at inflationen har betydet større udgifter, og at nogle udledninger udregnes som en fast mængde CO2 pr. krones udgift.
Mest bemærkelsesværdigt er Novo Nordisks CO2-udledning ellevedoblet det seneste år på baggrund af udledninger i scope 3. Novo Nordisk understreger, at tallene ikke kan sammenlignes, da beregningen af scope 3-udledninger før 2022 kun omfattede produktdistribution og forretningsrejser med fly.
“Vi har i 2022 brugt en del ressourcer på at kortlægge vores fulde scope 3-udledninger på tværs af de relevante kategorier. 2022 er således første gang, at vi rapporterer på disse, og dermed er vores scope 3-udledninger regnskabsmæssigt steget,” hedder det i en mail fra Novo Nordisk.
Børsens harindsamlet klimatal fra års- og bæredygtighedsrapporter, der er blevet offentliggjort i løbet af årets første måneder. De fleste virksomhederangiver klimatal for både scope 1, scope 2 og scope 3 separat, mens andre lægger tallene sammen og enkelte endnu mangler at beregne scope 3. Beregningerne her på siden tager så vidt muligt udgangspunkt i totale tal. Blandt andet derfor kan de være svære at sammenligne. Nogle virksomhederkøber sig til grønnere strøm, bl.a. gennem såkaldte oprindelsescertifikater. Effekten af dette instrument er omdiskuteret, men alligevel inkluderet i artiklens konklusioner. Afhængigaf, om scope 3 og køb af grøn strøm medregnes, er udledningerne for mellem 10 og 15 virksomheder stigende i 2022 i forhold til 2021.
Ser man bort fra scope 3-udledningerne, har virksomheden reduceret sine udledninger med 1 pct. det seneste år. Der er ikke andre virksomheder, der peger på fejl i tallene, men også Danske Bank angiver at have udvidet deres scope 3 siden 2021 ved at medregne udledninger fra hjemmearbejde, som ikke tidligere blev regnet med. Hos Danske Bank er der imidlertid også sket en øget udledning uden for scope 3.
Mange C25-virksomheder har gennem de senere år været en del af klimapartnerskaber, der skulle bidrage til at nedbringe udledningerne for deres respektive brancher. Børsen har spurgt klimaminister Lars Aagaard (M) til de politiske muligheder for at sikre, at CO2-udledningen blandt de største virksomheder falder. Han har ikke svaret inden artiklens deadline.
Rettelse: En pointe i artiklen vedrørende inflation var tidligere ved en fejl tilskrevet Pandora, selv om den retteligt skal tilskrives GN Store Nord.
