Opdateret kl. 13:40 med citater fra Danish Crowns pressechef– Danish Crown opgiver at forsvare sig i den ankesag, to organisationer havde indgivet mod virksomheden i Højesteret.
Det drejer sig om sagen, som Klimabevægelsen i Danmark og Dansk Vegetarisk Forening har anlagt mod slagterigiganten om brugen af udtrykkene “Klimakontrolleret Gris” og “Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror”.
“Men når vi ser tilbage nu, så kan vi godt se, at vi ikke havde den tilstrækkelige dokumentation. Det har vi taget til efterretning
Jens Hansen, pressechef i Danish Crown
Det skriver selskabet i en meddelelse fredag.
“Dermed accepterer Danish Crown, at vi, da vi anvendte de pågældende udsagn, ikke overholdt markedsføringslovens krav, og accepterer desuden et forbud mod at anvende udsagnene i enhver markedsføring fremadrettet,” fremgår det af pressemeddelelsen.
Danish Crown tabte 1. marts til dels en retssag ved landsretten, hvor det blev ført til doms, at slagterigiganten har overtrådt loven ved at markedsføre sin gris som “klimakontrolleret”.
Klimaorganisationerne valgte i marts at anke den del af sagen, de ikke havde fået medhold i. Det er disse punkter, Danish Crown nu opgiver at forsvare sig imod.
Sagen, der blev startet op i 2021, betragtes som den første danske retssag om greenwashing. Sagen vurderes at have fået afgørende betydning for virksomheders rammer for grøn markedsføring fremover.
“Landsretten finder, at denne brug efter en helhedsvurdering gav forbrugeren et indtryk af en mærkningsordning underlagt en vis kvalitativ miljøkontrol svarende til autoriserede miljømærker,” fremgik det af dommen fra Vestre Landsret.
Jens Hansen, pressechef i Danish Crown, siger, at slagterigiganten har lært af retssagen i Vestre Landsret.
“Vi har helt sikkert lært af den her sag, og jeg tror, at der er mange danske virksomheder, der har lært af det her. Jeg ved, der har været afholdt adskillige seminarer efter dommen i landsretten. Så vi er blevet klogere,” siger Jens Hansen.
I forhold til, hvad det så kommer til at betyde for Danish Crown fremadrettet i forhold til markedsføring, siger Jens Hansen:
“Det er klart, at vi ikke kan bruge de her udtryk, som retssagen handlede om. Vi må så finde på noget bedre, når vi skal ud og markedsføre vores tiltag på bæredygtighedsområdet.”
Danish Crown begyndte at bruge de omtalte udtryk “Klimakontrolleret Gris” og “Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror” efter sommeren 2020, men trak brugen af dem tilbage i foråret 2021.
“Så det er ikke udtryk, vi har brugt i lang tid, og vi har accepteret, at de udtryk, dem kommer vi aldrig til at bruge igen,” siger Jens Hansen.
I har en stor forretning der skal køre, og I vil gerne ud til forbrugere, der tænker klima- og dyrevenligt. Hvad kommer det her til at betyde for jer i forhold til at ramme de forbrugere?
“Set fra vores stol, der bliver det, som vi kommer til at gå ud med på det her område meget præcist og meget veldokumenteret,” siger Jens Hansen og afslutter:
“Nå vi ser tilbage, så er der ingen tvivl om, at vi var for ivrige og hurtige på aftrækkeren i forbindelse med den her kampagne, fordi vi syntes, vi havde knækket koden til, hvordan man skulle gøre. Men når vi ser tilbage nu, så kan vi godt se, at vi ikke havde den tilstrækkelige dokumentation. Det har vi taget til efterretning, og nu gælder det om at komme videre.”
