ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Danish Crown-sag ender i Højesteret

Danish Crown er dømt for at markedsføre sig med “klimakontrolleret gris”. Nu vil aktivister have virksomheden dømt for endnu et udsagn

Generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, Rune-Christoffer Dragsdahl håber, at klimabelastende virksomheder fremover ikke kan benytte positive klimaudsagn. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen
Generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, Rune-Christoffer Dragsdahl håber, at klimabelastende virksomheder fremover ikke kan benytte positive klimaudsagn. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen

Begejstringen var stor, da Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening for tre uger siden modtog nyheden om, at deres søgsmål mod Danish Crown blev til en dom mod virksomheden.

Bæredygtig
Danish Crown taber principiel sag: Vi kommer til at lære noget
groen-gris-web-01.jpg

Konklusionen fra Vestre Landsret lød, at Danish Crown havde overtrådt markedsføringsloven ved at kalde deres svinekød “klimakontrolleret,” men at det ikke var en overtrædelse at skrive, at “dansk gris er mere klimavenlig, end du tror”. Efter at have nærlæst dommen er begejstringen ikke længere altoverskyggende hos de to grupper af aktivister, der i dag har valgt at anke dommen til Højesteret.

“Vi er to små ngo’er, der har lagt sag an mod en kæmpestor virksomhed. Derfor var det stort for os at vinde den del af sagen, som vi gjorde, men vi havde brug for at læse resten af dommen nærmere igennem,” fremhæver Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening.

IMG-9317 greenpeace.jpg
Efter kritik fra grønne organisationer fjernede alle supermarkeder svinekød med “klimakontrolleret”-mærke fra kølediskene. PR-foto: Greenpeace

Hos Danish Crown oplyser pressechef Jens Hansen, at virksomheden “tager anken til efterretning”.

“Så må vi jo mødes igen i Højesteret,” fortsætter han.

Gigant vil ikke anke

Virksomheden ser imidlertid ingen grund til at anke den del af dommen, hvor aktivisterne fik medhold, heller ikke selv om sagen ender i Højesteret under alle omstændigheder.

“Efter at have nærlæst Vestre Landsrets dom, der er det vores opfattelse, at dommen er så velbegrundet og konkret, at vi ikke ser nogen grund til at anke,” siger Jens Hansen.

Som med anden markedsføring skal udsagn om bæredygtighed kunne underbygges, før virksomheder må benytte dem i markedsføringen. Her bider de to organisationer mærke i Danish Crowns dokumentation for udsagnet “mere klimavenlig, end du tror”. Danish Crown læner sig blandt andet op ad en fokusgruppeundersøgelse, der placerer svinekød tæt på oksekød, når det kommer til CO2-udledning. I realiteten udleder svinekød langt mindre CO2 og placerer sig tættere på kyllingekød, påpegede Danish Crowns advokat under retssagen i november og december.

For sagsøgerne er fokusgruppen på 32 personer imidlertid ikke nok til at konkludere noget om gennemsnitsforbrugerens holdning til svinekød. I stedet læner de to organisationer sig op ad en ny rapport fra Aarhus Universitet, der konkluderer, at 60 pct. af danskerne i dag enten har et retvisende billede af CO2-udledning fra svinekød eller undervurderer det.

Bæredygtig
Efter tre et halvt år blev Stine Helles sommerhusidé til en dom mod Danish Crown
20240301-123123-5-2200x1467ma.jpg

Samtidig mener Rune-Christoffer Dragsdahl, at det skal prøves i Højesteret, hvorvidt et klimabelastende produkt som svinekød må markedsføres med en klimaanprisning – også selv om den er relativ.

“Det åbner simpelthen for stor en ladeport for kreativ markedsføring, hvis det skal være tilladt at lave kreative sætningskonstruktioner for at slippe uden om markedsføringsloven,” mener han.

Danish Crown fremhæver, at dokumentationen bag “mere klimavenlig, end du tror” var tilstrækkelig for Vestre Landsret.

“Vi har fremlagt vores dokumentation i landsretten, og den har landsretten afsagt dom udefra. Så må vi se, om vi får behov for yderligere beviser på baggrund af det, modparten fremlægger,” siger han.

Sideløbende med en kommende sag i Højesteret, behandler Fødevarestyrelsen og Østjyllands Politi to separate anmeldelser af Danish Crowns “klimakontrolleret Gris”-kampagne. Begge sager er anmeldt af miljøorganisationen Greenpeace.

Fødevarestyrelsens sag blev foreløbigt afgjort med kritik af Danish Crown i september, men konklusionen har siden da været til diskussion mellem styrelsen og Danish Crown. Østjyllands Politi har modtaget anmeldelser af både Danish Crown og topchef Jais Valeur, som imidlertid ikke efterforskes før Fødevarestyrelsen er kommet med sin endelige konklusion på sagen.

Forsiden lige nu