Forretningsrejser og møder er i de seneste måneder rykket over på skærmene hos tjenester som Zoom, Teams og Skype.
Men selvom det har været gjort af nød, er det nu en tendens, der viser sig at kunne blive permanent.
I en rundspørge, som Børsen har foretaget blandt 10 af de største virksomheder i Danmark, som bl.a. tæller Coloplast og Mærsk, er svaret entydigt. Virksomhederne har betydelige overvejelser, om hvorvidt der kan skrues ned for forretningsrejsebudgetterne fremover. I Novo Nordisk har man det også allerede i kikkerten.
“Vi kommer til at bruge mere tid sammen virtuelt, helt sikkert,” siger Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard.
“Jeg er jo mange gange stået op for at flyve til Zürich og have et møde dernede i løbet af dagen for at flyve hjem om aftenen. Det kommer jeg ikke til at gøre fremover. Det tager jeg på video,” siger han.
Det er ikke småpenge, der bruges på forretningsrejser. Forretningsrejsemarkedet estimeres til at være i milliardklassen på omkring 8 mia. kr. årligt af Danmarks Rejsebureau Forening.
“Jeg er jo mange gange stået op for at flyve til Zürich og have et møde dernede i løbet af dagen for at flyve hjem om aftenen. Det kommer jeg ikke til at gøre fremadrettet. Det tager jeg på video
Lars Fruergaard, topchef i Novo Nordisk
I Danish Business Travel Association, DBTA, som er et netværk for møder, konferencer og forretningsrejser, er man sikker på, at det tal vil blive ændret de kommende år.
“Vi kommer aldrig 100 pct. tilbage. Virksomhederne vil i den grad ændre deres rejsemønstre, og det vil påvirke markedet. Jeg tror, vi vil opleve et fald på omkring 20 pct.," siger Anne Mette Berg, sekretariatsleder i DBTA.
Men for virksomhederne er der meget at hente, hvis de reducerer deres rejsebudget, både i forhold til den grønne omstilling, men også i kroner og øre.
I Danfoss brugte man sidste år 134 mio. kr. på rejser. Det, forventer man fremover, vil kunne reduceres.
“På lidt længere sigt, når coronaen er væk, og situationen mere normal, vil jeg tro, at vi vil kunne spare 20-25 pct. på rejsebudgetterne, fordi vi får accelereret anvendelsen af alle de digitale værktøjer og muligheder,” siger topchef Kim Fausing.
Der er ingen tvivl om, at det er den nuværende nedlukning, der har fået firmaernes øjne op for den virtuelle verden af møder.
“Det er gået op for mange virksomheder, at der kan opnås en bedre produktivitet og effektivitet ved at have flere møder digitalt, og at det fungerer bedre end forventet,” siger Michael Svane, branchedirektør i DI.
Børsen har blandt andet talt med Mærsk, Chr. Hansen, FLSmidth, Deloitte, Novo Nordisk, Netcompany og DSV.
Virksomhederne brugte i en vis udstrækning også virtuelle møder før, men slet ikke i samme grad.
“Jeg vil nødig sige, at corona har været en gave, for det er jo i sandhed en økonomisk og menneskelig krise uden sidestykke. Men vi havde nok ikke skubbet så meget på omstilling til digitale møder, hvis ikke det var for krisen,” siger Alice Larsen, der er HR-direktør i Chr. Hansen.
Også i Deloitte er man blevet overrasket over, hvor godt skærmen fungerer som mødelokale.
“Her er vi alle blevet slået tilbage til baseline og må gøre tingene på en anden måde. Det viser sig, at det jo sagtens kan lade sig gøre. Men det skulle kræve en kollektiv lockdown, før vi indså det,” siger adm. direktør for Deloitte Nordic Anders Dons, som fortæller, at konkret forventer de at reducere forretningsrejser med ca. 30 pct. fremover.
Men selvom samtlige virksomheder vil øge forbruget af møder over skærmen, betyder det ikke, at de fysiske møder skal sløjfes. For mange møder kræver den fysiske kontakt.
“Vi kommer stadigvæk til at skulle mødes fysisk, for man kan kun have et effektivt møde i sådan en gruppe, hvis man kender hinanden på forhånd,” siger Lars Fruergaard.