Mere end hvert andet høreapparat, der sælges globalt, kommer fra de danske selskaber Demant, GN Hearing og WS Audiology med en samlet omsætning på over 30 mia. kr. Men mens fokus under coronakrisen særligt har handlet om rejser, luftfart, hoteller, restauranter og detailhandelen, kæmper også høreapparatgiganterne i baggrunden med et forsvindende forretningsgrundlag.
“Vi er ved at rebe sejlene på skibet og gå i nødposition, havde jeg nær sagt
Søren Nielsen, adm. direktør, Demant
Hos den største danske spiller, Demant, suspenderede adm. direktør Søren Nielsen allerede forrige søndag selskabets forventninger til 2020.
“Vi er havnet midt i orkanens øje. Vi lever af at sælge produkter til primært ældre borgere, der med rigtig god grund er blevet bedt om at blive hjemme over store dele af verden,” siger Søren Nielsen fra sit hjemmekontor.
“Vi må konstatere, at markedet i Europa for de produkter, vi sælger, stort set er totalt forsvundet i løbet af 14 dage. Vi er ved at rebe sejlene på skibet og gå i nødposition, havde jeg nær sagt. Vi skal nok overleve, men det bliver ikke kønt de næste måneder,” fortsætter han.
Rimer
I privatejede WS Audiology, milliardfusionen mellem danske Widex og Singapore-baserede Sivantos, tegner adm. direktør Eric Bernard samme billede. I en mail oplyser han, at man har iværksat strenge omkostningsbesparelser fra midten af marts.
“Det er på dette stadie udfordrende at sige, hvor markedet vil ende,” skriver Eric Bernard, som dog gerne vil spå om en meget lav efterspørgsel i Europa og USA i april.
Præcis hvor lidt Demant p.t. omsætter for på globalt plan, vil Søren Nielsen ikke kommentere, da det er forbundet med for stor usikkerhed. Han henviser i stedet til, at 80 pct. af det globale marked består af Europa og Nordamerika.
“Du kan basalt set tage det land for land og se, hvor de er på epidemikurven. Så har du et billede af vores globale salg med Italien og Spanien som de aktuelle absolutte lavpunkter, men hvor køen af lande, der minder om dem, er lang,” siger Søren Nielsen.
Topchefen tror dog på, at behovet for høreapparater er intakt og forventer derfor en opsparet efterspørgsel, når verden normaliseres, hvor man kan begynde at løbe noget af det tabte ind.
Lige nu handler alt om krisestyring. Og hverken Demant eller WS Audiology har varslet fyringer.
“Vi tror inderligt på, vi skal bruge alle medarbejdere igen på den anden side, så fyringer er for nuværende slet ikke en del af de redskaber, vi kigger på. Vi er i stedet optaget af at udnytte eksisterende ordninger og hjælpepakker verden over. Hvis vi skal redde skuden gennem stormen uden afskedigelser, er de helt afgørende,” siger Søren Nielsen.
pct. af det globale høreapparatmarked består af Europa og Nordamerika
Det er i langt overvejende grad i udlandet, hvor forretningen baserer sig på salg, man har størst udfordringer med konstant at finde ud af, hvordan arbejdsstyrken tilpasses bedst muligt.
Krisen kommer blot et halvt år efter, Demant blev ramt af et omfattende hackerangreb, der i 2019 kostede selskabet 550 mio. kr. på driften og trækker finansielle spor ind i 2020.
“Hvis man skal se lidt positivt på det hele, trænede det os i alarmberedskab. Vi lærte, at verden kan ændre sig fra den ene dag til den anden. Lige nu kører vi fuldstændig samme gruppe og ledelsessystem til at håndtere coronakrisen. Inden jeg går i seng om aftenen, konstaterer jeg, hvordan tingene ser ud. Når jeg så står op næste morgen, starter jeg ofte med at konstatere, at nu ser det ud på en ny måde,” siger Søren Nielsen.
Hos den sidste af de tre store danske selskaber, GN Hearing, har man modsat Demant ikke trukket sine forventninger for 2020 tilbage, men henviser til, at tallene er uden en forventet påvirkning fra coronavirussen.



