I bestræbelserne på at styre høreapparatgiganten Demant sikkert gennem den globale coronakrise fra sit hjemmekontor i Charlottenlund, bruger topchef Søren Nielsen og den centrale styregruppe omkring ham en fasemodel for epidemiens udbrud, som selskabet har lavet.
“Vi tager en gang om dagen en runde med samtlige lande, hvor vi flytter dem igennem fasemodellen efter en vurdering af, hvor de er nu, og hvilke justeringer vi derfor skal lave i den måde, vi arbejder på i det enkelte land,” fortæller Søren Nielsen om den situation, Demant befinder sig i.
“Vi bruger forløbet i Kina som grundhypotese for, hvordan det vil udvikle sig
Søren Nielsen, adm. direktør, Demant
Modellen bygger bl.a. på erfaringerne fra Kina, hvor coronavirussen først brød ud, og hvor markedet derfor var totalt lagt ned fra januar og til ind i marts, men hvor der nu begynder at ses en bedring.
“Det viser lidt om, hvad man kan forvente, når udbruddet starter. Det er det parameter, vi har til at forsøge at spå om fremtiden. Så vi bruger forløbet i Kina som grundhypotese for, hvordan det vil udvikle sig i basalt set alle øvrige hovedmarkeder,” siger Søren Nielsen.
Når et marked konstaterer et betydeligt udbrud af coronavirus, går der ganske få dage, før forretningsgrundlaget for at drive en høreapparatforretning stort set er forsvundet.
“Der er en meget tæt relation mellem udbruddets omfang og de tiltag, en given regering sætter i værk samt hvilken påvirkning, det har for os. Vi har set tilstrækkelig mange eksempler nu, med Italien, Spanien og Frankrig som de seneste i Europa, til at vi kender rytmen,” siger Søren Nielsen og fortsætter:
“Det prøver vi at vejlede vores lande efter. Også i regioner, hvor optimismen fortsat er høj. Så fortæller vi dem, at det nok ikke fortsætter sådan, da erfaringen viser, at vi skal indstille os på, at der sker sådan og sådan. Vi går i gang før snarere end senere, også i lande, som endnu ikke har erkendt, hvad der kommer til at ske.”
GN Hearing, der i januar lukkede midlertidigt ned for produktionen på sin fabrik i Xiamen i Kina, efter at en ansat var blevet konstateret smittet med corona, oplever også, at det kinesiske marked “ganske langsomt åbner sig op igen”. Det skriver pressechef Lars Otto Andersen-Lange i en mail.
Hos Demant håber Søren Nielsen, at myndighederne globalt indser alvoren.
“Man må desværre konstatere, at nogle lande har været længe om at indse alvoren. Det er afgørende at undgå flere frygtelige situationer som i Sydeuropa, hvor man er nødt til at gå meget voldsomt til værks for at reducere smittespredningen.”



