Stadil: Indien bliver et af Hummels største markeder

null

361519_16_9_large_543.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
18. apr 2018 KL.14:53
Det er perfekt timing, at regeringen gør en indsats for at styrke det ellers iskolde forhold mellem Danmark og Indien.

Det mener Christian Stadil, der via selskabet Thornico bl.a. ejer sportsmodevirksomheden Hummel. Han pointerer, at statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) møde tirsdag med Indiens premierminister Narendra Modi kan skabe direkte handelsforbindelser mellem Danmark og Indien i en tid, hvor der er hul i markedet.

"Løkkes møde med Modi kan forhåbentligt igen løse op for samhandlen mellem markederne, og udover det spiller brexit en stor rolle. Størstedelen af EU's samhandel med Indien går via den tidligere kolonimagt, men Modi vil ikke ligge under for den tidligere storebror, og på grund af brexit vil man kunne se Indien handle direkte med forskellige europæiske lande som bl.a. Danmark," siger Stadil.

På tirsdagens møde blev Løkke og Modi bl.a. enige om at genoplive den dansk-indiske fælleskommission, der ellers har været død siden 2010, fordi Danmark ikke har ville udlevere våbensmugleren Niels Holck til retsforfølgelse i Indien.

Men nu er samarbejdet altså formelt tilbage på skinnerne og så på det bedst tænkelige tidspunkt, vurderer  Stadil.

"Lige nu er samhandel med Danmark et mindre onde end at bruge Storbritannien som samhandelspartner. Det kan åbne for en spændende mulighed, og det er perfekt timing for os, nu mens vi satser stort derude," siger Stadil, der bl.a. håber, at et tættere samarbejde kan løsne de tårnhøje toldsatser og bureaukratiet.

Et af Hummels største markeder

Hummel har igennem de seneste halvandet år primært solgt produkter i Indien via online samarbejdspartnere indenfor mode og livsstil. Selskabet har desuden en lokal produktionspartner, og omsætter i dag for et mindre tocifret millionbeløb.

Nu er Hummel klar til at skrue op for væksten i Indien, som er et marked med stort potentiale ifølge Stadil.

"Indien har større bnp vækst end Kina, og der er en markant investeringsvækst. Stærke konsumer brands har stor succes derude, og der er et kæmpe hul i markedet på sport-livsstil segmentet," siger Stadil og tilføjer.

"Når vi taler om vores 5-års strategi, så spiller Indien en stor rolle, og vi forventer, at Indien er et af de markeder indenfor de næste fem år. Jeg kan næsten ikke komme i tanke om et marked, hvor potentialet har været større. Når vi er i Indien, sidder vi til møde med de største chefer, og alle vil have en bid. Vi føler os som den lækre pige til halbal. Alle vil kysse."