Sprout købte patent på blyant fra elitestuderende: “Universiteterne, professorerne og opfinderne har ofte en urealistisk holdning til, hvad værdien er”

Der er langt fra Boston til Glostrup.

Ikke desto mindre går en kvinde rundt på virksomheden Sprouts kontor i vestegnsbyen Glostrup og vander planter, der er udviklet på eliteuniversitetet MIT i Boston.

For Sprout, hvis kerneprodukt er en blyant, der kan plantes efter brug, har købt og taget patent på idéen fra en gruppe unge studerende fra MIT.

I 2019 tog Sprout patent på endnu et produkt, en bionedbrydelig ske, og ifølge stifter Michael Stausholm har ejerskabet af idéerne været altafgørende for virksomhedens succes.

Men ligesom det tager tid og vedholdenhed at få en blyant til at spire, så har Sprout-stifterens arbejde med at bygge bro mellem virksomheden og universitetsverdenen været både lang og sej – men også hele besværet værd.

Det startede på Kickstarter.

En gruppe robotingeniører fra MIT havde lagt deres idé op på crowdfundingplatformen: en blyant, der kunne plantes, når den var skrevet i bund.

Idéen fangede Michael Stausholms interesse.

De studerende havde i 2012 indgivet en patentansøgning på produktet, men havde hverken råd til eller synderlig interesse i at kaste tid og kræfter i at udvikle patentet og sælge blyanten, som de havde udviklet i et valgfag om bæredygtigt design. Robotteknologi var deres passion.

Så Michael Stausholm skrev til MIT-gruppen og lavede en distributøraftale om at sælge Sproutblyanten i Europa.

I løbet af 2013 og 2014 kom Europa til at udgøre 90 pct. af det samlede salg. Selvom idéen kom fra USA.

“Det handlede om, at jeg havde en kommerciel baggrund. Det havde de ikke,” ræsonnerer Michael Stausholm.

“Mange opfindere er ingeniører eller teknisk dygtige mennesker. Men det med salg og marketing og det kommercielle, det interesserer dem ikke, og de har ikke kompetence eller muligheder inden for det,” siger han.

Og netop koblingen med salg og markedsføring er altafgørende for, at selv den mest geniale idé bliver noget værd.

“Hvis de her unge studerende bare havde haft en idé og en tegning, så havde det været 0 kr. værd. De havde sikkert syntes, at det var en million milliard værd, men produktet og patentet havde først en værdi i det øjeblik, jeg begyndte at sælge en masse her i Europa. For så var det valideret. Så var der et marked for det,” siger Michael Stausholm.

Han mener, at mens der kan komme rigtig gode idéer ud fra universiteterne, mangler den akademiske verden ofte forståelse for, at der er “en verden til forskel” på en god idé og noget, der rent faktisk sælger.

“Universiteterne, professorerne og opfinderne har ofte en urealistisk holdning til, hvad værdien er. For et patent har jo ingen værdi, før der er nogle, som tager det ud i verden,” siger han.

Det blev tydeligt for Michael Stausholm i årene frem til, at han købte patentet fra MIT-gruppen. Hans evne til at sælge Sproutblyanterne satte ham i en paradoksal situation.

Fordi blyanterne solgte så godt, steg værdien af de studerendes patent.

“Jeg var under enormt pres i 2014,” fortæller Michael Stausholm. “For enten skulle jeg købe dem ud, eller også skulle jeg fortsætte med at sælge og hæve patentets værdi. Men det gav ikke nogen mening, jeg arbejdede jo imod mig selv.”

Han blev klar over, at han var nødt til at have kontrol over rettighederne, hvis han ikke skulle skyde sig selv i foden.

“For jo mere jeg solgte, jo større var risikoen for at de bare sagde: “Nu sælger vi bare til nogen andre”. Og det er det, der sker nogle gange.”

Det endte da også med, at Michael Stausholm købte patentet.

Herefter brugte Sprout fem år og minimum 2 mio. kr. på patentansøgninger og advokatomkostninger i de lande, hvor virksomheden så markedsmuligheder.

Sprout har nu fået valideret sine patenter i hele Europa, i Japan, Sydkorea, Australien, Canada, USA, Hong Kong og Kina.

Trods de udfordringer Michael Stausholm oplevede i processen med at købe og forsvare patentet, kastede han sig i 2018 endnu engang ud i samme øvelse. Denne gang med en tysk studerende fra et universitet nær Stuttgart, der havde udviklet en ske med indbygget tepose i et 100 pct. bionedbrydeligt materiale.

Også her oplevede han en kløft mellem den akademiske og den kommercielle verden.

Den tyske studerende havde udviklet produktet gennem fire år, og der var mange følelser involveret i hans salg af patentet.

Og det er vigtigt at acceptere og respektere i samarbejdet med opfindere, understreger Michael Stausholm.

“Det var hans lille barn, som han havde brugt fire år på. Og det er man nødt til at tage hensyn til. Du kan ikke bare være iskold og kynisk, ligesom hvis vi sad og forhandlede om en virksomhed, som en stifter ønsker, at jeg investerer i.”

Respekterer man ikke, at følelserne spiller ind, så kommer man sjældent langt, understreger han.

Derudover kan processen med at opbygge tillid og med at få opfinderen til at erkende, at idéen måske ikke er en milliard værd – endnu – tage tid.

For Michael Stausholm betød det konkret, at han rejste til Stuttgart fire gange i løbet af det år, forhandlingerne stod på, for at opbygge tillid til den studerende.

I sidste ende valgte den tyske ske-opfinder at sælge sin idé til Sprout – selvom andre virksomheder bød højere – fordi han fornemmede, at de andre bydere ville gøre produktet til noget andet, end hvad det var.

Selvom Michael Stausholm gerne fremadrettet vil samarbejde med opfindere – hvilket også er grunden til, at Sprout ikke selv har nogen produktudviklere in-house – ville han ønske, at forståelseskløften mellem erhvervslivet og akademia ikke var så stor.

Han er tilhænger af, at man i Danmark udvikler noget, der minder om den såkaldte MIT-model, som sætter en standard for royalty-aftaler mellem opfindere og virksomheder. Dette har bl.a. også Too Good to Go-stifter Mette Lykkeslået til lyd for i Børsen.

Hans råd til andre virksomheder, der gerne vil samarbejde med den akademiske verden, er først og fremmest at være tålmodig i processen med at undersøge produktet og nå til enighed om vilkårene.

“I processen med MIT gik der et halvt års tid, fra vi først begyndte at tale om at købe og overtage rettigheder, til vi rent faktisk lavede en aftale. Med det tyske patent tog det over et år at blive enige.”

Trods de mange ressourcer, Michael Stausholm har kastet i at få de to patenter i hus, har det været al besværet værd.

“Kunder kan ikke komme og sige: “Hvis du ikke går 10 pct. ned i pris, så går vi bare over og køber hos konkurrenten”. Det er den helt store fordel ved patentet,” siger Michael Stausholm, der dog understreger, at han ikke kan sætte prisen så højt, han vil, da Sproutblyanten kan erstattes af anden bæredygtig merchandise.

Derudover har patentet givet Sprout mulighed for at opbygge et stærkt brand omkring produktet.

Det betyder blandt andet, at kunder som IKEA og Porsche gerne vil have deres navn til at stå ved siden af Sprout-logoet på de blyanter, Sprout speciallaver til dem.

Alt i alt ville Sprout ikke have det salg, de har, uden et patent, understreger Michael Stausholm.

“Vi sælger ikke et stykke kompliceret software eller en maskine, der gør noget bestemt. Det er en blyant, en kapsel og nogle frø. Det er ret enkelt at kopiere. Så hvis ikke vi havde haft patentet, havde vi jo aldrig solgt for næsten 35 mio. kr. blyanter, der kan plantes, alene sidste år.”